Danske søer lider under for mange næringsstoffer – men her er der håb

Vores havmiljø løber ofte med overskrifterne, når menneskets påvirkning af det danske vandmiljø kommer på tale, men de ferske vande har også deres udfordringer.

Vandløbene er også pressede, som beskrevet i artiklen her.

Hvordan de danske søer egentlig har det, hvilke planer der er for at gøre deres tilstand bedre, og om disse planer er tilstrækkelige til at sikre en god tilstand fremover.

Kun 5 ud af 986 søer er i god tilstand

De danske søers tilstand følges løbende via Det Nationale Overvågningsprogram for Vandmiljø og Natur (NOVANA). Via dette program er der gennem mange år foretaget en systematisk og standardiseret overvågning af søernes tilstand.

Undersøgelsesprogrammet har også dannet baggrund for udarbejdelsen af de vandområdeplaner, der dækker perioden 2021-2027, og som blev udgivet af Miljøstyrelsen i sommeren 2023.

Vandområdeplanerne og den tilhørende basisanalyse giver en oversigt over søernes tilstand, og hvilke indsatser der vurderes nødvendige for at opnå mindst en god økologisk tilstand i 2027, der er kravet jf. EU’s vandrammedirektiv.

Kigger man i opgørelserne, som Miljøstyrelsen har lavet, tegner der sig et noget dystert billede af søernes tilstand. Ud af de 986 søer, som er omfattet af vandområdeplanerne, er godt 80 pct. af dem undersøgt, og blandt disse er det kun ca. 24 pct. af søerne, som er i høj eller god økologisk tilstand (fig. 1).

Hvis både den økologiske og kemiske tilstand vurderes, er der kun 5 af de 986 søer, som er i god tilstand. Jf. basisanalysen fra 2019, så er ca. 56 pct. af søerne i risiko for ikke at nå målet om god tilstand i 2027.

Den manglende gode økologiske tilstand skyldes først og fremmest høje tilførsler og koncentrationer af næringsstoffer.

I søerne er det især mængden af fosfor, som kan begrænses for at bremse væksten af alger, selvom der er en voksende erkendelse af, at kvælstof også spiller en betydende rolle i søerne.

Højt fosforindhold fører til stor vækst af alger, uklart vand, dårlige lysforhold og en række andre negative effekter på søens økologiske tilstand.

Forbedringer, ja – men utilstrækkelige og forsinkede

Hvis man ser søernes tilstand i et længere tidsperspektiv, så har der været forbedringer. Dette er dokumenteret i de årlige NOVANA-rapporter. Men det fremgår også, at de forbedringer, der har været i søerne siden overvågningsprogrammets start i 1989, primært fandt sted i 1990’erne.

Disse forbedringer skete især i de mest næringsrige søer, som typisk var spildevandsbelastede søer, og i takt med forbedret spildevandsrensning blev tilstanden i disse forbedret.

I de seneste 20 år har der kun været få ændringer i søernes generelle tilstand, og på det seneste har næringsstofindholdet endda været stigende igen (fig. 2).

Man kan spørge, hvorfor der ikke er flere søer, som er i god økologisk tilstand, nu hvor man trods alt har reduceret næringsstoftilførslen? Der er to hovedårsager.

Den ene er, at nok er der gjort meget for at mindske søernes næringsstoftilførsel via især forbedret spildevandsrensning, men i hovedtræk har reduktionen af søernes fosforindhold blot ændret sig fra et højt niveau til et mindre højt niveau.

Tilførslen af næringsstoffer er ofte stadigvæk for høj, til at man kan forvente at se større og tilstrækkelige ændringer i deres tilstand.

Forsinket reaktion på fosfortilførsel

Den anden hovedårsag er, at søerne ofte reagerer forsinket på reduceret ekstern fosfortilførsel. Årsagen kan være, at søen først skal skylles igennem med mere næringsfattigt vand – dette er især et problem i søer, hvor vandets opholdstid er meget lang, men i mange søer skete der også en ophobning af fosfor i søernes bund, da fosfortilførslen var højere.

I nogle søer tager det lang tid, før denne pulje er frigivet, og derfor sker der kun langsomt forbedringer i søens tilstand.

En yderligere årsag til forsinket respons på reduceret fosfortilførsel kan være søernes biologiske struktur. Under de næringsrige forhold er der udviklet en fiskebestand domineret af fredfisk (mest skaller og brasen), som forhindrer, at dyreplanktonet kan begrænse mængden af alger.

Søernes undervandsplanter, som har en positiv og stabiliserende effekt på den klarvandede tilstand i søer, forsvandt også i mange søer under de næringsrige og uklare forhold, og det tager tid for dem at indvandre igen.

Den første hovedårsag til utilstrækkelig økologisk tilstand kræver en indsats over for den eksterne næringsstoftilførsel, som for både fosfors og kvælstofs vedkommende i langt de fleste tilfælde kommer fra det åbne land, herunder landbruget.

Løsning af den anden hovedårsag kræver, at man afventer, at søerne af sig selv kommer i en bedre tilstand – hvilket kan tage lang tid – eller at man aktivt går ind og hjælper søerne ved at restaurere dem. Her findes en række veldokumenterede metoder, som kan anvendes.

Behov for flere virkemidler i vandområdeplanerne

Problemstillingen med for høj næringsstoftilførsel har været anerkendt længe og også i de seneste vandområdeplaner.

Miljøstyrelsen opgør her et samlet fosforreduktionsbehov på landsplan til i alt 110 ton årligt, hvis den gode økologiske tilstand skal nås. Dette er beregnet ud fra de individuelle reduktionsbehov for søer, for hvilke det har været muligt at opgøre et sådant.

Miljøstyrelsen angiver også indsatser til forbedring af tilstanden af søerne. Disse omfatter etablering af flere fosforvådområder, der skal fange noget af det fosfor, der ellers ville ende i søerne, forbedret spildevandsrensning og opkøb af dambrug, men i alt opgøres effekten af disse indsatser til mindre end 10 ton fosfor årligt.

Dvs., at der langtfra er planlagt en tilstrækkelig indsats. Der er altså brug for at finde flere virkemidler og en mere markant indsats til at reducere næringsstoftilførslen til søerne, hvis de skal bringes i god tilstand.

Der er også andre problemstillinger. En af dem er, at for mange søer, hvor tilstanden ikke er klassificeret som god, kan der ikke registreres egentlige overfladiske vandtilløb. Her er det vanskeligt at beregne og udføre en indsats for at nedbringe tilførslen af næringsstoffer.

Bedste tilgang kan være at restaurere søerne

Den eneste og måske også bedste tilgang vil her være at restaurere søerne. Dette kunne for eksempel være ved opgravning af det fosforholdige sediment, der er ophobet i søbunden og bidrager til forringet tilstand.

Som en sidegevinst kan man måske ovenikøbet arbejde hen imod at genanvende noget af dette fosfor. Fosfor er nemlig et uundværligt grundstof for vores fødevareproduktion, men mængden, der er tilbage i verdens fosforminer, opbruges i en ikke så fjern fremtid, hvis vi ikke lærer at genanvende det eller begrænse forbruget.

En anden problemstilling er tilførslen af kvælstof. For at opnå en bedre tilstand beregnes der i øjeblikket kun en indsats over for tilførsel og koncentration af fosfor, men der kan også være søer, hvor man kunne forbedre tilstanden ved at reducere tilførslen af kvælstof.

Især i sommermånederne kan primærproduktionen og dermed mængden af planteplankton være begrænset af kvælstof. Denne indsats kunne vise sig at være særlig relevant over for visse søtyper – fx brakvandssøer, der på nogle måder ligner de marine fjordområder.

Udfordringer med den nuværende overvågning

I forhold til vandrammedirektivets krav om mindst god økologisk tilstand er der naturligt megen fokus på grænsen mellem god og moderat økologisk tilstand, idet det afgør, om der skal iværksættes en indsats for at forbedre tilstanden.

Det betyder, at der er mindre fokus på de søer, som faktisk er i høj (og god) økologisk tilstand, selvom tilstanden i disse søer i nogle tilfælde også kan forværres.

Det indebærer en risiko for, at nogle af de mest værdifulde søer, hvad angår naturkvalitet, biodiversitet og rekreation, forsvinder eller mindsker værdi, uden at det opdages.

Overvågningen og vurderingen af næsten 1.000 søer i forhold til vandrammedirektivets krav kræver en omfattende indsats, hvor alle søer over 5 ha og nogle søer mellem 1 og 5 ha skal undersøges.

Langtfra alle søer er dog undersøgt for alle kvalitetselementer, og det betyder ringere baggrund for at vurdere den samlede økologiske tilstand.

Derudover udgør de knap 1.000 søer kun en brøkdel af de omkring 170.000 søer og vandhuller, der findes i Danmark. Nogle af disse undersøges via andre overvågningsprogrammer, men tilstanden i mange af disse småsøer og vandhuller er ukendt. Dette kan eksempelvis have betydning for bevarelse af vores biodiversitet.

Endelig så følges langt de fleste søer kun med seksårsintervaller, og det betyder, at det tager lang tid, før eventuelle ændringer registreres, og dermed lang tid, før en eventuel indsats kan sættes i gang.

Oven i det kommer naturlige år-til-år-variationer i søerne, der kan være betydelige, og som gør, at der skal være tale om forholdsvis store ændringer, før der kan registreres statistisk sikre ændringer.

Fremtiden for søerne og deres tilstand

Hvis de danske søer skal gå en lysere fremtid i møde, er det nødvendigt, at der findes flere måder at reducere deres næringsstoftilførsel på.

Andre udfordringer er effekten af klimaforandringer, som bl.a. giver højere udvaskning af næringsstoffer og øget risiko for opblomstring af giftige blågrønalger. Det vil stille yderligere krav til reduceret næringsstoftilførsel for at modvirke dette.

Der er udfordringer nok for vores vandmiljø og altså også for søerne. Det er derfor vigtigt, at vi stadigvæk holder stor fokus på deres tilstand og skaber forbedringer, så vi også fremover kan glædes over denne dejlige naturtype.