Mickey Gjerris: “Klimakrisen kræver en gentænkning af ‘det gode liv’"

Den 52-årige bioetiker og teolog Mickey Gjerris lægger ikke fingre imellem, når talen falder på den globale klimakrise.

"Lige nu lever vi i total fornægtelse af problemernes størrelse. Vi lever i en Dan Jørgensen’sk sindstilstand, hvor vi tror, vi kan opfinde et eller andet i morgen, der kan suge alt CO2’en ud af luften og gøre alting godt igen. Men al forskning viser, at målene for Parisaftalen er overskredet for længst. Og vi bliver nødt til at indstille os på en fremtid, hvor levestandarden for vores børn bliver markant forringet", siger han.

Den samme pointe står mejslet i hans bog ‘Upraktisk håndbog i lysegrønt håb’ fra 2019.

Bogen er dedikeret til hans tre børn og to bonusbørn og starter med en dyster forudsigelse: “I kommer til at leve i skyggen af vores moralske forfald”.

Dermed ikke sagt, at dommedagsklokkerne gjalder ud over hver eneste side af forskerens seneste klimaopråb.

For selvom Mickey Gjerris ofte har fået skudt i skoene, at han er en dommedagsprofet og har et fundamentalistisk syn på klimaforandringerne, så er det ikke hans ærinde at kaste læseren ned i en sort afgrund af apati og tristesse. Tværtimod.

"Hvis vi for alvor skal handle på klimakrisen, er vi nødt til at se den som det etiske problem, den er. Jeg mener, at klimakrisen bunder i en forkert forståelse af vores rolle i verden. Vi ser kloden som en ressource, der skal forbruges – som et gudgivent råstof for vores behov. Men hvis vi skal finde viljen til at beskytte vores klode mod klimaforandringer, skal vi genopdage respekten og kærligheden til naturen", siger han.

Først når vi gør det, kan vi gentænke det gode liv og derigennem finde viljen til at træffe de kollektive politiske beslutninger, som er nødvendige for at få den grønne omstilling til at slå igennem, mener Mickey Gjerris.

Rejsen dertil bliver ikke let, slår han fast. Det er svært at ændre sit liv og skulle til at bo, rejse og spise anderledes. Men første skridt på vejen er at genskabe et respektfuldt forhold til naturen.

BIO har interviewet Mickey Gjerris om klimakrisens etiske aspekter, politikernes ansvar for at vende skuden og vigtigheden af at genopdage vores “glemte” fællesskab med Moder Jord.

Du mener, at kristendommen bærer et hovedansvar for klimaforandringerne. Hvordan det?

Kristendommen har formet den vestlige civilisation og vores forståelse af mennesket og dets rolle i verden. Op gennem historien er kristendommen blevet fortolket som en såkaldt antropocentrisk religion, hvor mennesket er i centrum og værdifuldt i sig selv.

Gud skabte naturen og gav den til mennesket til fri afbenyttelse. Denne tolkning har medvirket til, at vi i vores del af verden anskuer naturen som en grænseløs buffet, vi kan kaste os over.

Derfor mener jeg også, at kristendommen har et medansvar i forhold til det grænseløse forbrug af naturens ressourcer, som har skabt klimakrisen.

Kristendommen rummer dog også en del af løsningen på problemet. Det Gamle Testamente indeholder nogle helt andre natursyn, som knytter mennesket til naturen og sætter krav til, at vi tager vare på den. Og den tolkning tror jeg kan guide os til at leve vores liv anderledes.

Du betegner klimakrisen som en etisk krise. Hvordan er den det?

Klimaforandringerne bliver primært betragtet ud fra et naturvidenskabeligt, politisk og teknologisk perspektiv.

Videnskaben viser fx, at vi er ved at fjerne vores eget livsgrundlag ved at save den gren over, vi selv sidder på. Og det er ikke kun faktuelt dumt. Det er også etisk forkert.

Klimakrisen rammer de mennesker hårdest, som har mindst medansvar for CO2-udledningerne. Det er jo ikke de fattige pakistanske bønder, som har størst andel i klimaforandringerne, men det er dem, der står under vand nu.

Det er ganske enkelt etisk forkert, at vi i den vestlige verden forværrer milliarder af menneskers og utallige dyre- og plantearters livsmuligheder ved at leve i det ekstreme overforbrug, som har skabt klimakrisen.

​

Hvordan kan det hjælpe på den grønne omstilling, at gøre opmærksom på, at vi har et etisk ansvar over for naturen?

De fleste af os anser os selv for at være grundlæggende etisk gode mennesker. Ikke engle eller perfekte, men etisk gode sådan i det store hele. Alligevel er der ingen tvivl om, at vi handler etisk forkert i forhold til klimakrisen.

Mange mennesker ser det jo nærmest som en menneskeret at flyve til Thailand på ferie hvert år og spise store røde bøffer et par gange om ugen.

Først når vi begynder at indse, at klimakrisen også er en etisk krise, der bunder i en fejlagtig forståelse af vores rolle i verden, kan vi for alvor tage ansvaret på os og finde viljen til at træffe de rigtige beslutninger på klimaets vegne.

En af dine pointer er, at hvis vi for alvor skal handle på klimakrisen, kræver det, at vi gentænker det gode liv. Kan du uddybe dette?

I den vestlige verden defineres det gode liv ofte af, hvor mange penge vi tjener, og i hvor høj grad vi formår at realisere os selv.

De idealer er gift for klimaet. Skal vi for alvor få gang i den grønne omstilling, er vi nødt til at leve på en helt anden måde.

Vi skal væk fra den egocentriske livsførsel, der har præget det moderne vestlige samfund i århundreder. I stedet skal vi stræbe efter en mere økocentrisk dydsetik, hvor vi ser os selv som medlemmer af et større fællesskab med planetens biosfære.

Kun sådan kan vi stoppe med at bruge naturen som en ressource og begynde at optage nye dyder i vores liv som forundring af naturen og kærlighed til alt det liv, den indeholder.

Vi skal med andre ord afkorte den gigantiske afstand, der eksisterer mellem mennesket og naturen. Gør vi det, tror jeg også vores idé om det gode liv ændrer sig til at være langt mere i pagt med og i respekt for naturen.

Regeringen og erhvervslivet har indgået en række klimapartnerskaber. En af målsætningerne lyder på, at Fødevare- og landbrugssektoren skal blive frontrunner på den grønne omstilling? Hvor tæt er vi på at nå over målstregen? 

Vi er meget langt fra. Klimapartnerskaberne er langt hen ad vejen en form for green washing fra industriens side. De er et forsøg på at lade som om, at der sker noget politisk og erhvervsmæssigt, samtidig med at vi forsøger at køre videre, som vi gjorde i går.

Over halvdelen af Danmarks landareal bliver brugt til dyrefoderproduktion. Og hver gang der bliver snakket om at rykke bare en tomme ved det, så stiller politikerne sig op på rad og række og fortæller, at vi ikke skal afvikle dansk landbrug. Så jeg mener ikke, at vi er noget nær at være i gang med den her grønne omstilling.

Hvis vi virkelig ville den grønne omstilling, så inddrog vi de arealer, som i dag bliver brugt til at producere dyrefoder, til at producere planteproteiner.

Vi pumper mange milliarder ind i landbruget via landbrugsstøtten. Og vi kan jo tage den landbrugsstøtte vi har og bruge den til at få omlagt landbruget til en plantebaseret produktion.

Så rent økonomisk set, mener jeg faktisk vi har midlerne til at omstille landbruget, uden at det bliver den enkelte landmands problem, for det ville absolut ikke være fair.

Hvordan skal man gøre fra politisk side for at få den grønne fødevareproduktion mere i omdrejninger?

Der er forskellige muligheder. Danskerne har stor tillid til afgiftssystemet, og det vil derfor være oplagt at udfase animalsk produktion ved at lægge klimaskat på de fødevarer, der udleder mest CO2.

I 2015 var jeg formand for en arbejdsgruppe i Etisk Råd, der foreslog, at lægge klimaskat på oksekød, som er den fødevare, som gør mest skade på klimaet.

Dengang grinte man længe og højt af det foreslag, men i dag har piben fået en anden lyd, og man er begyndt at kigge på at lave en klimamærkningsordning, så man som forbruger kan se, hvor meget de enkelte fødevarer skader klimaet.

Lige nu overlader vi ansvaret for den grønne omstilling til den enkelte forbruger, som skal stå nede i køledisken og træffe et uoplyst valg.

Jeg mener, at samfundet skal understøtte det rigtige valg ved at gøre det dyrere at købe de fødevarer, som er skadelige for klimaet, og gøre det billigere at købe dem, der udleder mindst CO2.

Vigtigst af alt, så har vi som borgere også et ansvar for at råbe højt og skubbe på politikerne.

Hvis magthaverne på Christiansborg oplever, at der er et pres for at ændre de her ting, så tror jeg også de vil begynde at handle på det. Men så længe vi bare læner os tilbage, så bliver tingene bestemt af politikerne og erhvervslivet, som ikke har klimaets bedste for øje.

Politikerne har en tendens til at sige det, de tror, du gerne vil høre. Forskerne kan derimod sige det, de rent faktisk mener. Og deres holdning til klimakrisen er krystalklar: Det her er ved at køre fuldstændig af sporet for os. Og de voksne har vitterligt ikke styr på situationen.

Er der en ikke en fare for at blive lidt for dogmatisk på de her spørgsmål om klimaet? Risikerer du ikke at skubbe folk fra dig frem for at få dem med over på den grønne vogn?

Jeg er ofte blevet kaldt for en dommedagsprofet, men jeg mener også at det er nødvendigt at fortælle sandheden om situationens alvor.

Hvis du sidder på 8. sal i en bygning, og en brandmand ringer på og fortæller dig, at det brænder, så tænker du jo heller ikke: “Ej, nu bliver det meget dogmatisk, det kan vi da godt lige tale om, og i øvrigt kan det ikke lige vente til i morgen?”.

Så grundlæggende er jeg ærlig talt fuldstændig ligeglad med, hvordan det fremstår. Problemet eksisterer, og det er nu, der skal handles.

Når det er sagt, skal jeg selvfølgelig overveje, hvordan jeg siger den ubekvemme sandhed, så den rent faktisk har størst chance for at blive hørt. Og her hjælper det ikke at slå folk oven i hovedet.

Tværtimod skal man opstille nogle handlemuligheder for at leve livet anderledes, som stadig fordrer “det gode liv”.

Men at nedtone at nedtone problemerne og lade som om, at der er styr på det hele, mener jeg simpelthen er at lyve.