3 eksperters bud på at løse den svære arealkabale

Tre eksperter og ca. 70 deltagere havde sat hinanden stævne på Københavns Universitet en eftermiddag først i maj måned for at debattere de væsentligste problemstillinger i anvendelsen af Danmarks jord og nye ideer til at løse arealkabalen, som DM Bio har udgivet et temamagasin om - læs det her.

Kort sagt: Hvilke samfundsbehov og prioriteringer er i spil, når vi sætter fokus på fremtidens arealkabale?

De tre eksperter var cand.scient. Helga Grønnegaard, projektchef i Urland, cand.agro. Henrik Vejre, professor ved KU, samt cand.agro. Kitt Bell Andersen, chefkonsulent i Dansk Industri (DI).

Det går galt uden lokale hensyn

Det står klart, at vi længe har stået over for svære beslutninger. De lette løsninger er for længst forduftet ud i horisonten, og beslutningerne står nu mere end nogensinde før i kø for at blive løst.

”De sidste 30 år er ca. 200.000 ha af landets areal omlagt – dels til skov, by og bebyggelse samt natur. De næste 30 år vil det tal komme op på 1.645.000 ha, hvilket bl.a. betyder omlægning til beskyttet natur, energi, lavbundsarealer, skovrejsning og grundvandsparker,” sagde Helga Grønnegaard.

Tal fra Det Europæiske Miljøagentur viser, at i takt med klimaforandringer og temperaturstigninger stiger jordpriserne i de køligere egne af Europa, mens de falder i Sydeuropa.

”Temperaturstigningerne betyder, at jorden i Sydeuropa bliver udyrkbar. Grænserne for, hvor der kan dyrkes afgrøder, rykkes nordpå, hvad der selvfølgelig styrker arealkonkurrencen.”

Pyrolyse bliver efter regeringens planer en af løsningerne for at leve op til klimamålene.

”Men fakta er, at vi først skal opføre 60 pyrolyseanlæg for at kunne lagre de 2 mio. ton CO2 i form af biokul, som vi sigter imod,” fortalte Helga Grønnegaard.

Af de ti største landbrugskommuner i landet er det kun Lolland og Guldborgsund, som ikke er jyske.

Tilsvarende er biogasproduktionen og de tilgængelige kulstofmængder skævt fordelt i Danmark.

Produktionskapaciteten for landvindmøller er også for størstedelens vedkommende at finde i Vestjylland.

”Så kan vi bare dele de nationale klimamål med 98 og fordele byrden til kommunerne? Selvfølgelig ikke – så går det netop galt,” betonede hun.

Krav, forventninger og ønsker står i kø

Henrik Vejre indledte sit oplæg med en observation:

”Jeg mærker en tiltagende frustration over, at der sker meget lidt, og det går meget langsomt, når vi taler arealplanlægning. Det leder mig til det store spørgsmål: Går vi ind for helhedsorienterede løsninger eller uindskrænket ejendomsret og frivillighed?”

”Og hvorfor er grundvand, kystvande og naturområder ikke kritisk infrastruktur? Hvordan kan miljøregulering i vidt omfang være baseret på frivillighed,” spurgte han ud i salen.

”Lige nu er det sådan, at den, der rækker hånden først i vejret, får solcellerne. Ydermere skal den grønne omstilling fungere i et landskab, der er udtænkt for 250 år siden. Og det er en skam, når vi nu står og skal bruge landskabet på en helt anden måde.”

Krav, forventninger og ønsker står i kø ifølge Henrik Vejre, som betonede, at vi i kommunerne har behov for ’task forces’, der ikke snakker, men handler.

”Ting og landskaber vil altid forandre sig. Det vil de alligevel, men lige nu er det vilkårligt, hvad der foregår. Kort sagt er der behov for en gennemgribende jordreform – en grundlæggende omfordeling af jorden, der afspejler det 21. århundredes behov,” sagde han.

Henrik Vejre opsummerede fire centrale erkendelser:

• At frivillig miljøregulering er en blindgyde.
• At landbruget kommer til at fylde betydelig mindre.
• At landbrugets økonomiske og beskæftigelsesmæssige betydning er faldende.
• At private/offentlige partnerskaber er nødvendige.

Han betonede, at alle vil vinde ved en jordreform:

”Der bliver plads til landbrug på de bedste jorder med sikkerhed for investering, plads til vild natur, energiproduktion, naturpleje og ekstensive landbrug i samklang med natur samt råstofindvinding. Og så får vi landbruget væk fra de sårbare jorder.”

Det er slut med kaffe om 25 år, hvis vi ikke gør noget

Da Kitt Bell Andersen begyndte i DI for tre år side, talte ingen om biodiversitet – nu taler rigtig mange virksomheder om natur og biodiversitet.

”Det er der god grund til. Der er nemlig fokus på virksomheder og arealanvendelse,” sagde hun og fortsatte:

”FN har beregnet, at ca. halvdelen af de globale CO2-udledninger og mere end 90 pct. af tabet af biodiversitet skyldes udvinding og forarbejdning af naturressourcer til produktion og forbrug.”

Hvis forringelsen af land og jord fortsætter i det tempo, vi har set indtil nu, vil kaffe blive udryddet i 2040-45 (Akanksha Khatri, chef for natur og biodiversitet i World Economics Forum).

”Samme organisation har meldt ud, at op mod 50 pct. af verdens BNP kan kobles direkte til biodiversitet og afhængighed af naturen, samt at naturpositive løsninger kan give en årlig forretningsværdi på 10,1 bio. dollar og skabe måske 395 mio. job inden 2030 – fx udvikling af alternative grønne proteiner.”

”Der er mange eksempler på konsekvenser af udviklingen indtil i dag. Tag fx vanilje – ’supermarkedets sorte guld’. Prisen er mangedoblet de seneste år og er nu på linje med prisen på ædelmetaller. Årsagerne er klimaforandringer, overudnyttelse af landarealerne og problemer med forsyningssikkerheden,” fortalte hun.

”Et andet eksempel er antallet af bestøvere, som er faldet drastisk. Det betyder en trussel mod biodiversitet og fødevaresikkerhed. Omkring en tredjedel af de danske insektarter er tæt på at forsvinde. Flere steder i verden – bl.a. i USA – er man nødt til at transportere bier rundt i lastbiler (Bee truck!) for at bestøve planter, der senere skal kunne høstes.”

”Herhjemme er der heldigvis netop nu nye, centrale initiativer i gang, som kommer til at betyde noget for vores arealanvendelse – fx Biodiversitetspartnerskabet.”

”DI mener, at der skal udarbejdes en national strategi for Danmarks samlede arealanvendelse, og det er bl.a. helt afgørende, at vi kan opnå flere målsætninger på samme areal,” sagde Kitt Bell Andersen.

Har vi de demokratiske muskler?

”Hvordan får vi opbygget regionale fælleskommunale jordfonde? Det bliver alt for svært på nationalt plan,” lød første spørgsmål fra salen.

Kitt Bell Andersen var meget enig:

”Der er behov for partnerskaber. Jeg hører fx fra virksomheder, der støder på problemer med landbrugspligten, hvis de vil investere i jord. Jeg tror, at en jordfond ville fungere.”

”Det kunne være en løsning, men vi vil stadig mangle det overordnede overblik,” supplerede Henrik Vejre.

”Men hvad er vores demokratiske muskler? De danske traditioner er jo, at alting skal i høring, og det tager for lang tid. Og er politikerne interesserede i nytænkning,” spurgte en anden tilhører.

”Vi har de demokratiske muskler, om end det går langsomt,” svarede Helga Grønnegaard og fortsatte:

”Til gengæld fungerer de økonomiske muskler hurtigt. Der er store godser i England, der kun har naturarealer nu. De lever af at sælge naturkreditter.”

Henrik Vejre påpegede, at vi kunne gøre nøjagtigt det samme med landbruget herhjemme.

”Måske oplever vi lige nu de sidste krampetrækninger af et landbrugssamfund. Men det bliver vanskeligt at gennemføre en centraliseringsdagsorden – alle vil en liberaliseringsdagsorden,” konstaterede han.

”De demokratiske muligheder er der – men modet er der ikke. Virksomheder rykker ofte hurtigere end politikerne, og vi er tilbage til, at der er behov for de samlede planer,” tilføjede Kitt Bell Andersen.

Helga Grønnegaard ser et stort potentiale i DI og virksomhedernes indsats.

”Men lodsejerne – dem som ejer 60 pct. af Danmarks jord – skal involveres. Jeg ser fint mange landmænd som naturplejere.”

”Vi skal tale landbruget ind i nogle løsninger. Landbruget er ikke kun produktion, men også landskabsforvaltning og landskabspleje.”