Fremtidens klima giver øget pres på skovene

I Danmark har vi siden 1989 haft ambitiøse mål om at rejse mere skov. Med stigende fokus på klimaforandringer og akut behov for at begrænse udledning af drivhusgasser er skovrejsning kun blevet mere aktuelt.

De globale klimaændringer med udsigt til flere voldsomme vejrfænomener som orkaner, hedebølger, tørke, skybrud, oversvømmelser, insektangreb og træsygdomme vil udfordre verdens skove.

Fremtidens Danmark byder således på et øget pres på skovene, hvor der forventes højere temperaturer, mere regn om vinteren, men også længere tørkeperioder i vækstsæsonen og generelt flere ekstreme vejrhændelser, herunder flere og kraftigere storme.

Orkaner har påvirket anlæg og dyrkning af skov

Mange ældre skovfolk husker nok stadig de to storme i 1967 (februar og oktober) samt november-stormen i 1981. Det var dog først den ekstreme december-orkan i 1999, som blev en øjenåbner i måden, vi anlægger og forvalter skov på.

I stedet for at plante monokulturer med især nåletræer rejser vi i dag mere artsvarierede skove med en højere andel løvtræ med det formål at drive dem mere naturnært.

I kølvandet på de store stormfald i ustabile bevoksninger og det omgivende samfunds dynamik med stigende fokus på andre værdier end træproduktion besluttede myndighederne at udarbejde nye retningslinjer for bæredygtig skovdrift.

Retningslinjerne baserede sig på begrebet ’naturnær skovdrift’, dvs. en række driftsprincipper og hensyn, som ville føre i retning af et skovbrug tættere på naturens vilkår.

De blev udarbejdet i en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter for alle skovbrugets interessenter og repræsenterer derfor også kompromiset, der balancerer og på bedste vis forsøger at sikre de mange og oftest modstridende interesser, der knytter sig til skovene.

Naturnær skovdrift og bæredygtig vedproduktion

Det primære mål med naturnær skovdrift var at opnå en stabil og bæredygtig vedproduktion gennem valg af lokalitetstilpassede træarter og gennem skånsomme driftsformer, der sikrer skovklimaet, forbedrer jordbundstilstanden og udnytter skovenes naturlige processer.

Skovens produktionsevne, fysiologiske stabilitet, naturlige foryngelsespotentiale og biodiversiteten bliver herved vedligeholdt og forbedret.

Træ har altid spillet en stor rolle – og vil som CO2-neutralt og bæredygtigt materiale også få en større betydning i fremtiden, bl.a. i byggeriet.

Vi har derfor behov for at etablere nye skove, som kan sikre en stabil forsyning af bæredygtigt tømmer af høj kvalitet til træ- og møbelindustrien.

Samtidig forventes fremtidens skove også at kunne levere på andre økosystemtjenester, hvilket samfundet i stigende grad efterspørger, fx bedre natur, renere grundvand og adgang for friluftslivet.

Produktionshorisonten gør det svært at spå

Som følge af skovens lange produktionshorisont er det i princippet umuligt at forudsige, hvilke træprodukter og økosystemtjenester samfundet vil efterspørge, når den skov, vi planter i dag, er blevet ’voksen’.

Men det er en gammelkendt sandhed, at skovbruget jævnligt forsøger at gøre sig den slags forestillinger alligevel – ofte knyttet til valget af formål og træarter.

Et godt eksempel er plantningen af flådeegene efter tabet af den danske flåde i 1807. Der blev ikke et fremtidigt behov for egetræ til flåden, men i dag kan træet derimod bruges som finer og gulvtræ i møbel- og byggeindustrien.

Det samme gælder de gode afsætningsforhold for nåletræ i 1960’erne og 1970’erne, der førte til en konvertering af robuste løvtræsbevoksninger til mere ustabile monokulturer af rødgran. Og i det hele taget den store udbredelse af fremmede nåletræer.

Disse nåletræer er i dag en torn i øjet på mange naturinteresser og et godt eksempel på, at det er svært at spå om fremtidens skovbrug.

Fokus på skovens rolle i klimakrisen

Ser vi på udviklingen af ønsker og forventninger til skovens ydelser gennem de seneste 80 år (svarende til en gennemsnitlig træomdrift), har de ændret sig fra et fuldstændigt fokus på vedproduktion i 1950’erne over begyndende friluftslivsønsker i 1960’erne til øgede natur- og biodiversitetskrav samt grundvandssikring fra 1990’erne.

I dag er der så yderligere kommet et stort fokus på skovens rolle i klimakrisen, bl.a. som lager af CO2 og leverandør af biomasse til erstatning for fossile ressourcer og materialer.

Fremtidens skove må derfor bygge på en bredere forståelse af og inddragelse af usikkerheden i den langsigtede planlægning:

• usikkerhed mht. klimaudviklingen
• usikkerhed mht. samfundets varierende behov for skovens økosystemtjenester

Her bliver begreberne stabilitet og funktionsfleksibilitet helt centrale. Det handler derfor om at rejse robuste skove, hvor driftsformålet kan skifte, uden at skoven skal ændres eller genopbygges fra grunden.

Økosystemtjenester skal samtidig over en bred kam tænkes med ved anlæggelsen.

På denne måde kan fremtidens skove være klimatilpasningsduelige, og det er muligt at foretage en løbende tilpasning af driften i forhold til et ændret klima samt varierende markeds- og samfundsforhold.

Skovene skal kunne stå imod storm

En altafgørende forudsætning for klimatilpasning er at etablere blandingsskove med en høj biologisk og fysiologisk stabilitet.

Det gælder ikke mindst nåletræsdyrkningen, hvor andelen af stabiliserende elementer skal være høj. Fx ved at vælge flere nåletræsarter i hensigtsmæssige blandinger og gerne sammen med stabiliserende andele af løvtræsarter i spredte grupper eller holme.

I forhold til at sikre stabilitet bør man vælge så mange træarter og bevoksningstyper som rimeligt muligt. Forskellige træarter og bevoksningstyper reagerer forskelligt på fx kraftig vind – både mht. skadeomfang, og hvorvidt træerne vælter med rod, knækker stammen eller fortrinsvist mister kronedele.

Vanskeligheder opstår især med alderen, da store træer generelt er mere stormudsatte. Men også fordi en højere alder øger sandsynligheden for svækkelse som følge af vednedbrydende svampe og generelt nedsat vitalitet.

Nåletræer er samtidig generelt mere udsatte end løvtræer – også fordi storme ofte kommer, når løvtræerne har kastet deres blade. Derfor ser man også flest stormskader hos store, gamle træer og mest stormfald hos nåletræer – især rødgran.

Dyrkningssystemets indflydelse

Den aldersklassevise skovdrift, der traditionelt består af bevoksninger med kun én art, hvor alle træer er lige gamle, medfører også, at alle træerne i en bevoksning er i samme udviklingsstadium og har nogenlunde samme højde og dermed også samme eksponering i forhold til vinden og andre skadevoldende faktorer.

Det gælder ikke mindst nåletræsplantager, hvor det jævne kronetag til at begynde med vil få vinden til at glide af, men i senere faser kan blive udsat for omfattende fladefald, så snart et enkelt hul skabes i kronetaget.

Det var således også nåletræsplantagerne, især rødgran, der var hovedansvarlige for den kraftige stigning i mængden af stormfældet træ igennem hele 1900-tallet.

I naturnært dyrkede skove ses oftere flere arter og aldre repræsenteret på samme areal. Det bevirker, at risikoen for store sammenbrud med fladefald over mange hektarer mindskes.

I disse skove vil der desuden ofte stå levedygtige træer tilbage, selv hvor der er opstået et større hul i kronetaget. Dette skyldes den fleretagerede struktur og betyder, at disse skove kommer sig hurtigere end monokulturer med kun én art og alder repræsenteret.

Tilstedeværelsen af flere arter med forskellige livsstrategier i den naturnære skov sikrer således en hurtigere genetablering af skovklimaet efter en voldsom forstyrrelse som fx stormfald, tørke og træsygdom.

Også i forhold til størrelsen af CO2-lageret vil naturnært drevne skove have væsentligt mindre udsving i den stående biomasse og formentlig også på sigt kunne opnå en 30 til 50 pct. højere gennemsnitlig biomasse end traditionelle skove med renafdrift og genplantning. De vil derfor også kunne lagre en tilsvarende større mængde CO2.

Mht. CO2-lagersikkerheden vil naturnære skove også bedre kunne modstå forstyrrelser som ændringer i klima, storme og angreb fra skadevoldere. Det er eftervist i praksis og utallige videnskabelige publikationer og sammenfattet i Larsen et al. 2022 (1) (se figur).

Forstkandidaterne Jørgen Nimb Lassen og J. Bo Larsen er forfattere til ’Danmarks nye skove’.