Friluftsliv i skoven er et komplekst puslespil af behov

Skovene har stor rekreativ værdi, og vi danskere vil ikke overraskende gerne have mere og ’bedre’ skov, gode muligheder for at færdes i den, nyde natur­oplevelser og have muligheder for friluftsaktiviteter i skovene – sandsynligvis også fremover.

Det kan være i produktionsskov, biodiversitetsskov, klimaskov eller energiskov, som er nogle af fremtidens skovtyper, der er omtalt i dette temanummer.

I en årrække har det flersidige skovbrug ellers været i vælten, og i den snart 35 år gamle skovlov (lov nr. 383 af 07/06/1989) hedder det i § 15:

”Ved god og flersidig skovdrift tilstræbes, at skovene dyrkes med henblik på både at forøge og forbedre træproduktionen og varetage landskabelige, naturhistoriske og miljøbeskyttende hensyn samt hensyn til friluftslivet.”

Spørgsmålet er, om de ’nye’ typer skove, der kunne se ud til at have mere ensidige formål som forsyning af træ, levesteder, kulstoflagring og energi, vil være forbundet med afsavn af visse aktiviteter, oplevelser og adgang.

Eller kan de også være ramme om et godt friluftsliv?

Skarp debat mellem to fløje

Der er forskellige svar på disse spørgsmål, og til tider har fronterne været trukket hårdt op i den offentlige debat.

I forbindelse med planerne for urørt skov og naturnationalparker er der skudt nye interesseorganisationer op som fx ’Fri Natur’, og en gruppe af lokale frivillige borgere driver hjemmesiden ’Tilgængelig Natur’, der ønsker ”mest mulig reel og uhindret adgang for flest mulige friluftsbrugere med respekt for naturen”.

På den anden fløj er en række biologer som fx Rasmus Ejrnæs, der bedyrer, at naturbeskyttelsen er ”løgn og latin”, og ”den ubekvemme sandhed om naturbeskyttelsen er, at Danmark ikke har reserveret plads til naturen nogen steder, for nytten kommer altid før naturen” (1).

Men hvordan vil befolkningen som helhed se på disse nye skovtyper, der isoleret set ser ud til at lægge op til ét hovedformål, der ikke er friluftsliv?

Friluftsliv i skovene kortlægges

Skovene er vores mest besøgte naturtype med ca. 70 mio. besøg årligt. Den almindelige dansker foretager ca. 10 skovbesøg om året, og danske familier bruger årligt op mod 30 mia. kr. på friluftsaktiviteter (2).

Fysisk inaktivitet anses i dag for en af de største risikofaktorer for tidlig død. Her kan skovene hjælpe, og mange er da også glade for at motionere i skovene.

Skovene giver samtidig en enestående mulighed for fred og ro, eftertænksomhed og genopbygning – rekreation af sjæl og legeme.

Som samfund har vi dermed en stor velfærdsøkonomisk værdi af at sikre adgang til skove og andre naturområder (3).

I en kommende undersøgelse (2024) vil omfanget og typen af danskernes friluftsliv i skovene blive kortlagt på ny (den fjerde landsdækkende skovundersøgelse siden midten af 1970’erne).

Hvad er vigtigt for os?

Hvad er så en god skov set med friluftslivsøjne? En, hvor der er stille! Overordnet set er det skoven i sig selv og dens fremtoning, dens naturindhold (ikke mindst dyreliv) og placering, som spiller den vigtigste rolle for, om man vil aflægge et besøg (4).

Det handler om landskabelig variation mellem træbevoksede og lysåbne arealer. Løvtræer foretrækkes frem for nåletræer og mere åbne bevoksninger frem for tætte bevoksninger, gamle træer frem for unge og ’tilfældig’ placering af træer frem for rækker.

Det kan dermed se ud, som om formålet (fx produktion af træ, biomasse til energi, lagring af kulstof eller beskyttelse af biodiversitet) ikke vil spille nogen nævneværdig rolle, medmindre det kommer til at påvirke fremtoningen, naturindholdet og oplevelsesmulighederne. Men formålet kan måske alligevel få en effekt.

Natur­oplevelser vs. friluftsaktiviteter

Det ser ud til, at hvis formålet med skoven opfattes som vigtigt nok, vil befolkningen være villig til at prioritere (visse former for) friluftsliv lavere end andre formål som fx skabelse af vild natur og beskyttelse af biodiversitet.

Således viste en rangordning af, hvad der var mest, henholdsvis mindst, vigtigt i forbindelse med de kommende naturnationalparker, der overvejende er udpeget i eksisterende skovområder, at:

• Det mest vigtige var, at ”naturen får lov til at udvikle sig vildt i naturnationalparkerne”.
• Det mindst vigtige var, at ”friluftsaktiviteter kan fortsætte uhindret i naturnationalparkerne” (5).

I undersøgelsen blev der skelnet mellem natur­oplevelser og friluftsaktiviteter, og mange vil formodentlig have opfattet det sidste som det mere aktive, sportsprægede friluftsliv - fx ridning og kørsel på mountainbike.

Information er en anden ting, der kan komme til at spille en rolle i forbindelse med eventuel accept af en indskrænkning af udfoldelsesmuligheder i fremtidens skove.

Her har undersøgelser vist, at accept af hegn i skoven stiger, når formålet med hegnene  bliver forklaret. Det er dog langtfra sikkert, at (mere) information vil kunne løse alle friluftslivskonflikter i forbindelse med nye skovtyper.

Plads til friluftsliv i nye skovtyper?

I den offentlige høringsrunde for forslaget til (forstlig) urørt skov på Naturstyrelsens arealer udtrykte nogle høringssvar bekymring for en mere ”restriktiv forvaltning for friluftslivet”.

Her svarede Naturstyrelsen, at den ”rekreative infrastruktur som skovveje, stier, mountainbikespor og ridespor [vil] kunne forvaltes som hidtil … Ligesom det fortsat er muligt at vedligeholde eksisterende friluftsfaciliteter og opføre nye” (6).

Desuden påpegede Naturstyrelsen, at med mere diverse og artsrige skove, både i forhold til arter og naturtyper, vil friluftslivet rent faktisk blive styrket, bl.a. gennem muligheden for flere unikke naturoplevelser.

Endelig understregede Naturstyrelsen, at hensynet til friluftslivet vil indgå ved udarbejdelsen af forvaltningsplaner for de enkelte urørte skove.

Hvor stort et hensyn skal der tages til friluftslivet?

Et kildent punkt synes dog at være, at selv om det antages – eller erfaringer kommer til at vise – at hensyn til friluftslivet kan lade sig gøre i fx urørt skov eller såkaldt klimaskov, så er spørgsmålet, hvor stort et hensyn der skal tages til friluftslivet.

Her ser det ud til, at nogle af de grønne organisationer er enige i, at sameksistens mellem naturhensyn og rekreative interesser er en reel mulighed, men det kræver den ’rigtige’ planlægning og forvaltning.

Dansk Ornitologisk Forening (DOF) har for nylig givet deres bud på, hvor balancen mellem naturbeskyttelse og rekreativ benyttelse bør ligge.

DOF lægger vægt på, at rekreativ benyttelse ikke kompromitterer beskyttelse, dvs. at der skal planlægges og forvaltes, så måske ubevidste og utilsigtede forstyrrelser ikke kommer til at gå ud over flora og fauna.

DOF kommer med en række anbefalinger til, hvordan denne balance kan opnås gennem en ”intelligent planlægning, så alle gives plads, oplevelses- og udfoldelsesmuligheder”, men ikke nødvendigvis alle steder – altså hvor zonering af funktioner og aktiviteter kan være et værktøj (7).

Er biodiversitet og jagt modsætninger?

Spørgsmålet om zonering har været oppe at vende på forskellige beslutningsniveauer og i forhold til forskellige friluftsinteresser.

Jagt er i Danmark en relativ yndet, men for nogle også omstridt friluftsaktivitet. I jagtsæsonen 2021/22 var der lige godt 175.000 jagttegnsløsere.

Når det kommer til rekreativ jagt, ser nogle biodiversitet og jagt som modsætninger. Bl.a. foreslår EU-Kommissionen, at 10 pct. af EU-landenes områder jagtfredes) .

Andre mener, at jagt ikke blot er kompatibel med naturbeskyttelse, men også kan give et positivt bidrag (8).

Diskussionen er kompleks, da mange faktorer kan spille en rolle. En nylig oversigtsartikel konkluderer dog, at der mangler videnskabelig evidens, dvs. dokumentation for at klarlægge, hvor og hvordan jagt kan bidrage til en retfærdig og bæredygtig bevaringsindsats (9).

Andre tilgange til planlægning, bl.a. såkaldt helhedsorienteret planlægning, er foreslået i forbindelse med skovrejsning. Nye skovtyper kan etableres i såvel eksisterende som i nyetablerede skove.

Modsat hvad mange måske vil tro, kan nye skove skabt ved skovrejsning godt have værdi som rekreative områder allerede i deres første år og ikke først, når de er vokset til. Det er væsentligt, da nye offentlige skove ofte er placeret nær byer.

Et nyligt udgivet inspirationskatalog med eksempler og ’tommelfingerregler’ viser, hvordan en overordnet tilgang til planlægning af tiltag rettet mod

• naturindhold,
• økosystemtjenester (fx lagring af kulstof, rent drikkevand) og
• friluftsliv

kan lade sig gøre ved at arbejde aktivt med arealdisponering, stisystemer og ved at inddrage lokalbefolkningen (10).

Proportioner i diskussionen

Afslutningsvist er det væsentligt at pointere, at selv om fremtidens skovtyper udvides, kommer omfanget af eventuelle konflikter eller ytring af (u)tilfredshed antagelig til at afhænge af, hvor store arealer der bliver tale om, og hvilke friluftsaktiviteter der evt. påvirkes.

Det vil næppe blive sådan, at fx adgangs- og oplevelsesmuligheder kommer til at blive ændret for alle skove.

Skovbrugets dilemmaer ligger i spændingsfeltet mellem skovenes værdiskabende og værdibærende funktion. Opgaven vil derfor fortsat være gennem dialog at konkretisere og formulere forestillinger om den ’rigtige’ skov og det ’rigtige’ skovbrug (11).

Med fremtidens skovtyper vil der uundgåeligt være en diskussion om, hvor balancen skal være, og hvilke værdier og interesser der er vigtige, og hvordan de fremmes.

Den diskussion er kun lige begyndt, men er af indlysende årsager nødvendig at tage, før fremtidens skove tager form.