Den flersidige skov fordrer en proces med muligheder og barrierer

Bæredygtighed som koncept blev første gang formuleret i 1713 af forstmanden H.C. von Carlowitz i Tyskland. At konceptet blev opfundet af en, der beskæftigede sig med skov, er ikke tilfældigt.

Det lange perspektiv involveret i at dyrke træer kræver blik for den langsigtede udvikling for at imødegå, at ressourcen bliver overudnyttet.

Det var netop, hvad der skete i de områder med minedrift, hvor von Carlowitz arbejdede, fordi træ var grundlaget for omsmeltning af malm til jern.

Bæredygtighedskonceptet blev omformuleret først som resultat af Brundtland-kommissionens arbejde i 1987 og siden for skovene ved ministerkonferencen i Helsinki i 1992.

Erkendelsen af, at en bæredygtig udvikling må hvile på den langsigtede udvikling af de tre områder økonomi, miljø og sociologi, blev her knæsat for skovene.

For de danske skove har der siden været beskrevet flere planer og skovprogrammer, som tager afsæt i netop den nyere og udvidede forståelse af bæredygtighed.

I 1994 blev der udarbejdet en samlet redegørelse om skovpolitik, ’Redegørelse til Folketinget om en samlet dansk skovpolitik i lyset af Rio- og Helsinkikonferencerne’.

Redegørelsen indeholdt en 12-punktsplan for skovpolitiske initiativer. I 2002 blev Danmarks nationale skovprogram udgivet. Særligt blev udviklingen af naturnær skovdrift lanceret med en målsætning om flersidig og bæredygtig forvaltning af skove med et mål om øget integration af skovenes mange funktioner.

Siden udarbejdede Skovpolitisk Udvalg i 2011 ’Fremtidens skov – anbefalinger fra Skovpolitisk Udvalg 2011’ og ’Danmarks nationale skovprogram’ i 2018.

I forbindelse med Finanslov 2022 blev der startet et arbejde med en skovplan. Indtil nu er der set på metoder til kortlægning af træer og skove: træstrømme i Danmark, både fra hjemlig produktion, import og eksport samt kortlægning af synergimuligheder ved etablering af nye skovarealer.

Fælles for disse planer og redegørelser fra 1994 til 2022 er, at skovenes mange funktioner bliver adresseret. Det handler om

• produktion af træ til en grøn omstilling,
• øget optag af kulstof fra atmosfæren,
• beskyttelse og udvikling af biodiversitet,
• optag af næringsstoffer fra landbruget og
• som ramme for rekreative formål.

Gennemgående er også, at den flersidige funktion – den multifunktionelle skov – er et ønske, men også et tema med udfordringer.

Mulighederne for en flersidig skovforvaltning

Processerne og omfanget, hvormed skovene flersidigt kan afhjælpe klimaforandringer, understøtte biodiversitet, sikre grundvandet og danne ramme for familieskovturen, afhænger af, hvordan de etablerede skove forvaltes, og hvordan nye skove etableres.

Vigtige faktorer for skovenes muligheder i en flersidig skovforvaltning er:

• skovenes geofysiske placering og dennes indvirkning på træernes vækstvilkår, dvs. klima og jordbundsforhold
• skovenes fysiske placering i landskabet og indvandringsmuligheder for flora og fauna
• arealets historik, herunder den tidligere arealanvendelse og skovens alder
• skovens tidligere og fremtidige træartssammensætning samt
• skovens tidligere og fremtidige forvaltning

Skovene og deres produktion af træ modvirker klimaforandring gennem optag og lagring af CO2 fra atmosfæren i levende og dødt ved samt i skovjorden. Desuden sker lagring af CO2 i træprodukter og gennem erstatning af fossiltunge materialer og energiformer.

Særligt gennem produktionen af fornybare ressourcer kan skovene bidrage til en grøn omstilling af samfundet.

Større klimabidrag med produktion af træ

Skovenes bidrag til at imødegå klimaforandringer afhænger i høj grad af, hvordan skovene etableres og forvaltes.

Nåletræer vokser hurtigere end løvtræer og optager i gennemsnit op til dobbelt så meget CO2. Samtidig er nåletræet velegnet til eksempelvis byggeri, som i dag står for omkring 20 pct. af de globale CO2-udledninger, og kan dermed udgøre et væsentligt element i en grøn omstilling.

Studier viser, at skovene over tid yder et større klimabidrag, når de forvaltes aktivt med sigte på produktion af træ.

Træer udgør med deres lange levetid og størrelse vigtige levesteder for mange arter, særligt hvor de indgår i et samlet skovlandskab med lysåbne og træ-dækkede arealer i blanding samt plads til stående døde træer og dødt ved i skovbunden.

Valget af træart og træartssammensætning i de nye skove har afgørende betydning for udviklingen i artsrigdommen og skovenes potentielle udbud af levesteder for flora og fauna.

Et varieret træartsvalg med hjemmehørende arter understøtter fx flere insektarter end en skov med kun én ikke-hjemmehørende træart.

I skove med lang skovkontinuitet har skovtilpassede arter haft tid til at indvandre og etablere sig. Det er en vigtig pointe, da de danske skove med få undtagelser er unge.

Barrierer for udvikling af skovenes flersidige funktioner

Danmarks oprindelige skove, der udviklede sig efter sidste istid, forsvandt primært som følge af opdyrkningen af landet, behov for tømmer og brænde til en voksende befolkning og blev reduceret til blot 2-4 pct. af landets areal i starten af 1800-tallet.

Størstedelen af de skove, som dækker 15 pct. af landet i dag, er resultat af skovrejsning siden da, heraf ca. halvdelen siden 1950. Der er således sket en 4-5-dobling af skovarealet i løbet af de sidste 200 år.

Skovene er ikke ensartede hen over landet. Variation i de geografiske og historiske grundbetingelser har skabt skove med vidt forskelligt udseende og indhold.

De forskelligartede betingelser giver forskellige rammer og muligheder for udfoldelsen af en flersidig produktion, og dermed hvordan det enkelte skovareal bidrager til den samlede bæredygtighed.

Med nye muligheder for kortlægning af såvel skovenes areal og ressourcer, træstrømme i Danmark samt synergimuligheder med andre funktioner (fra Skovplan-delprojekterne) har vi fået redskaber til at kortlægge muligheder og barrierer i en multifunktionel anvendelse af skoven.

Samtidig er der behov for at se skovene i relation til andre typer arealanvendelse, da et sammenhængende skovlandskab er vigtigt for at sikre planter og dyrs bevægelighed i et stærkt fragmenteret landskab.

Hovedparten af skovene (80 pct.) er privatejede. Forskellige ejere har forskellige mål med deres skovareal – det spænder fra den private ejer, der leverer til et lokalt savværk, til filantropen med fokus på beskyttelse af truede arter.

Langsigtet udvikling kan have flere forskellige funktioner

Den langsigtede udvikling af skovene kan have flere forskellige funktioner.

Når der ses på større skove, kan opdeling af funktioner på forskellige dele af skoven bidrage til flersidige funktioner inden for skoven som helhed.

Udviklingen af konceptet naturnær skovdrift, med tilhørende skovudviklingstyper, spænder over en bred vifte af langsigtede visioner og forvaltninger af enkeltarealer som dele i en samlet skovforvaltning. Det spænder fra den tømmerproducerende nåletræsbevoksning til græsningsskoven.

Arealerne med produktion vil stadig overvejende have træer i de produktive aldersklasser og dermed et mindre antal gamle træer pr. areal end ved en urørt skov.

Samlet indgår de forskellige faktorer (vækstvilkår, træarter, forvaltning mv.) i et komplekst samspil med indflydelse på skovenes funktioner, både på et afgrænset areal og for skovene som helhed.

Bæredygtighed, flersidighed og skala 

Danmarks oprindelige skove, der udviklede sig efter sidste istid, forsvandt primært som følge af opdyrkningen af landet, behov for tømmer og brænde til en voksende befolkning og blev reduceret til blot 2-4 pct. af landets areal i starten af 1800-tallet.  

Størstedelen af de skove, som dækker 15 pct. af landet i dag, er resultat af skovrejsning siden da, heraf ca. halvdelen siden 1950. Der er således sket en 4-5-dobling af skovarealet i løbet af de sidste 200 år.  

Skovene er ikke ensartede hen over landet. Variation i de geografiske og historiske grundbetingelser har skabt skove med vidt forskelligt udseende og indhold. 

De forskelligartede betingelser giver forskellige rammer og muligheder for udfoldelsen af en flersidig produktion, og dermed hvordan det enkelte skovareal bidrager til den samlede bæredygtighed.  

Med nye muligheder for kortlægning af såvel skovenes areal og ressourcer, træstrømme i Danmark samt synergimuligheder med andre funktioner (fra Skovplan-delprojekterne) har vi fået redskaber til at kortlægge muligheder og barrierer i en multifunktionel anvendelse af skoven.  

Samtidig er der behov for at se skovene i relation til andre typer arealanvendelse, da et sammenhængende skovlandskab er vigtigt for at sikre planter og dyrs bevægelighed i et stærkt fragmenteret landskab. 

Hovedparten af skovene (80 pct.) er privatejede. Forskellige ejere har forskellige mål med deres skovareal – det spænder fra den private ejer, der leverer til et lokalt savværk, til filantropen med fokus på beskyttelse af truede arter.  

Behov for dialog og plan om arealanvendelse

Der er behov for en dialog om arealanvendelse i forhold til produktionen af bæredygtigt træ til en grøn omstilling og samtidig sikring af arealer til fx biodiversitet, grundvandssikring og rekreation.

Det gælder både inden for det eksisterende skovareal, for regeringens ambitioner om 250.000 ha skovrejsning og i forhold til Danmarks samlede areal, med de mange andre funktioner, samfundet har brug for, som fødevareproduktion, boliger og energianlæg i form af vindmøller og solceller.

Afvejningen af disse hensyn er essensen af bæredygtighedsbegrebet.

Træer tager tid, og derfor er der behov for planlægning og prioritering, i erkendelse af at arealet er begrænset og planerne overstiger arealet, mange funktioner kræver store investeringer og flyttes ikke nemt. Det gælder fx broer, veje og træer.

Vi har efterhånden gode værktøjer til at kortlægge muligheder og barrierer. I en samlet prioritering af samfundets ressourcer og behov, både nu og for kommende generationer, er det nødvendigt med kontinuitet og fremtidssyn. Hvilket areal og hvilke muligheder sikrer vi til de kommende generationer?