Borgerinddragelse er en vigtig del af bæredygtig byudvikling

Bæredygtighed handler i høj grad også om lokal inddragelse. Fra staten og EU sættes rammer og lovgivning som fx vejlov og planlov, men borgerinddragelse lokalt er lovpligtig uanset lokaliteten.

Det hverv har vi – udover at være en del af Herning Kommunes ’grønne medarbejdere’ med opgaver inden for byggemodning, projekter og anlæg af stier, pladser og grønne områder og vejarealer.

Hvis man vil, kan man forholdsvis nemt slippe uden om at inddrage borgerne. Fx ved ikke at gøre noget særligt ud af at oplyse om informationsmøder eller anden form for kommunikation ved eksempelvis nye anlæg eller ændringer i et boligområdes omgivelser.

Men hvorfor skulle man gå glip af gode input, selv om nogle projekter med et meget teknisk tungt indhold, hvor lovgivning langt hen ad vejen dikterer indholdet, ikke er egnede til offentlige møder og debat?

Teknisk tunge detaljer som typer og udformning af beton til broer, tykkelsen af asfalt på parkeringsanlæg eller for den sags skyld valg af træarter er ikke egnede i involveringsprocesser.

Omgivelser og indhold på sådanne anlæg derimod – der kan borgerne bedre byde ind med holdninger, og der giver det værdi med borgerinddragelse.

Inddragelse kan føre til shitstorm

Det er fint, når borgerne føler sig godt informerede og lyttet til, og vi får inputs med hjem til vores videre arbejde.

Modsat kan det blive et stort og krævende problem, hvis folk ikke mener, at der bliver lyttet og dermed føler sig løbet over ende, og der kommer et efterspil med en ’shitstorm’ på de sociale medier med frit løb for skriftlige aggressioner. Det er ikke altid lige nemt at sondre.

Vi ved ikke altid med 100 pct. sikkerhed, om folk har følt sig velinformerede, om de har haft ordentlig mulighed for indsigelser og inddragelse eller føler sig trådt over tæerne.

I nogle tilfælde oplever vi fra kommunens side, at vi deltager i borgermøder, hvor folk udebliver, og der dukker to deltagere op.

En vigtig pointe er dog, at vi i andre tilfælde har succes med at opspore og kontakte eksisterende netværk og ildsjæle i lokalområdet, hvor vi skal igangsætte et projekt.

Det kan være meget givende, hvis sådanne lokale kræfter kan inddrages og både bidrage til gode løsninger og virke som ambassadører for vores indsats.
Især kan det være godt, hvis vi får lov at hægte os på møder og kommunikationsplatforme.

Foreninger og lokalråd har fx ofte stærke og demokratisk fungerende netværk. Og de er vant til, at der ikke kun skal snakkes, men også handles.

Nybyggere giver andre udfordringer

I forbindelse med anlægsprojekter kan det være svært at få borgerinddragelse. Nybyggeri betyder jo, at de lokale endnu ikke er flyttet ind, og det er svært at få dialogen – forståeligt nok har de nye boligejere nok at se til med anlæg af eget hus og egen have.

Når der er gået et års tid, stiger interessen, og der kan man opleve mange forskellige og modsatrettede ideer om, hvordan fx et grønt område skal indrettes. De fleste mennesker vil godt have træer – bare de ikke står foran deres hus.

Nogle synes, uslåede græsarealer er fantastiske – andre bestemt ikke.

En af vores udfordringer er, at nye grundejere sjældent sætter sig ind i lokalplanen for det område, de flytter til. Det er måske lidt som at bygge et Ikea-skab uden samleanvisningen, for nogle bliver overraskede over, at de rent faktisk også skal passe de grønne områder, veje og stier.

Vi tegner og disponerer ikke ned i detaljer, når et nyt område planlægges – det skal ske i dialog med beboerne. Vi kommer gerne med forslag til plantevalg og placering, men interessen er ikke altid lige stor.

På folks egen grund sår mange græs, køber en robotplæneklipper, anlægger en stenterrasse og ikke mere. Så er det en ny bog, vi skal åbne for at motivere borgerne til selv at tage del i de omgivende grønne områder.

Dialog – men med hvem?

Udfordringen er ofte at få borgerne engagerede, når der efter anlæg skal driftes. Interessen daler for de grønne områder, hvis det er beboerne selv, der skal drifte – hvad det oftest er. Ejerskabet stadig ligger hos Herning Kommune, selv om vi overdrager drift og vedligehold.

Og så sker det jo også, at en bestyrelse i en grundejerforening skiftes. Så kan vi bare håbe, at ønsker og behov bliver de samme, som vi aftalte med den forrige bestyrelse.

Den formelle dialog med en grundejerforening går selvfølgelig oftest gennem formanden, men der kan også være en gevinst ved at have uformelle kontakter til flere af grundejerne, og når der afholdes generalforsamling, giver det værdi at deltage.

Det giver mulighed for at forstå foreningens medlemmer bedre og kunne få lejlighed til at forklare indholdet af kommunens tilbud og rammerne herfor. Og i bedste fald begynder grundejerne indbyrdes at drøfte, hvordan man kan håndtere de grønne områder, så alle bliver tilfredse.

Vi skal udfordre borgerne

Vi er blevet klogere gennem de seneste år. Der er kommet mere fokus på at overdrage de grønne arealer til grundejerforeninger. Nogle af disse foreninger vil ansætte gartnere, mens andre bare vil have slået græsset.

Vi må acceptere forskellighederne, men også forsøge at prikke til grundejerforeningerne – udfordre dem, så de ikke bare vælger de ordinære løsninger.

Det har givet resultat flere steder. I 2014 havde grundejerforeningen i Fejerskovparken sagt nej tak til områder med uslået græs. Nu efterspørger de alternativer og vil gerne prøve at etablere arealer med et andet udtryk og derfor anden drift end klippet græs.

De lyttede til vores råd om ikke at give arealerne gødning, og da jorden heldigvis er meget tør og sandet netop omkring Fejerskovparken, gav det rig mulighed for at etablere en interessant blomstereng.

Desuden valgte de også at få anlagt nye, spændende legeområder for områdets børn, så der samlet set blev mere rum for at opholde sig i området. Set med kommunale, administrative briller opstod der et godt og konstruktivt samarbejde med beboerne.

Sociale medier gør en forskel på godt og ondt

Hernings Kommunes mantra er ’sammen skaber vi bedre løsninger’, men det er ikke altid lige let at få hold på, hvad der skal til, før vi er ’sammen’ om løsningerne.

Borgerne er fx interesserede i projekter som ’Vild med vilje’, men når grønne områder udpeges udlagt til vild blomstereng uden større borgerinddragelse, så vælter protesterne ind.

H.P. Hansens Vej i Herning midtby blev udlagt med et 3 – 4 gange så stort areal, som det var nødvendigt af hensyn til trafikafviklingen, og tilbage i 1972 blev friarealerne tilplantet med egetræer.

De blev i mange år løbende tyndet uden folkelige protester med det formål at forme nogle træer med en bred krone og græs under. I 2009 blev der også fældet træer, og de kommunale folk på opgaven havde en fredelig snak med forbipasserende.

Men da kommunen for nylig havde markeret en del af træerne til fældning, gik folk amok. Nu ville de godt have, at her var noget ’vildt’ uden hensyn til, hvad målet med træerne var på sigt – at de skulle blive store fuldkronede træer som kunne stå der i flere hundrede år.

Her hjalp de sociale medier godt med til at fremme protesterne, da et enkelt kritisk indlæg endte som den rene shitstorm for de kommunale kollegaer, og vi måtte erkende, at end ikke faglige argumenter kunne italesætte, at det var i orden at starte motorsaven.

Lokale protester var initieret udefra

En anden shitstorm opstod på de sociale medier i forbindelse med et lokalt Herningprojekt – projektet er sådan set underordnet. Det interessante er, at historien blev startet af en person i København.

Forventningerne om inddragelse og information er langt større i 2022 end for blot atten år siden. Og vi skal som professionelle være langt dygtigere til at fortælle, hvorfor vi gør, som vi gør.

Læg dertil at vi er blevet et land af ’eksperter’. Ingen har ret, og alle har ret, og det er svært at argumentere fagligt, når følelser og faglighed tæller på lige fod. Vi skal i lige så høj grad tale til hjerter som til hjerner.

Derfor bliver det endnu mere vigtigt at være på bølgelængde med borgerne og have nogle ambassadører derude. Som administrative medarbejdere skal vi ikke kun lytte til borgere, men også til fagfolk og til politikere.

Natursynet ændrer sig, og interessen er øget

Vores natursyn og holdninger til vores omgivelser ændrer sig, men vi kan aldrig vide os helt sikre på, hvor folk er.

Nok er tidsånden, at det grønne skal være ’vildt’, og måske er det den fremherskende tanke for flertallet i Herning by, men holdningen kan være en anden i en landsby ude i kommunens mere landlige omgivelser.

Generelt har der været en udvikling i befolkningens natursyn. Der er lige så stille blevet en større interesse for natur. Den almindelige dansker er begyndt at opdage, at det står galt til. Alle kan se på forruden af deres bil, at vi har langt færre insekter end tidligere. Det er håndgribeligt og tæt på.

Store klippede græsflader kan blive til natur

Vi skal agere i et spænd mellem små skridt og store skridt. Her er projekter som ’Vild med vilje’ med til at skubbe til udviklingen og mulighederne for at tage store skridt.

Mange områder i Herning Kommune har store, klippede græsflader, men med de nye lokalplaner oplever vi, at borgerne lægger vægt på sammenhæng med nærliggende naturområder. Det er blevet mere OK at lade noget stå uklippet.

Tankerne om at ændre det eksisterende kommer mere og mere frem til overfladen.

Den hollandske professor Cecil Konijnendijk van den Bosch har for nylig beskrevet følgende gyldne regel for vores byer: Du skal kunne se 3 træer fra dit vindue, der skal være 30 pct. trædække i dit lokalområde, og der skal højst være 300 meter til nærmeste større, grønne område.

Det er bevist, at grønne omgivelser giver psykisk velvære. Så kan vi sammen skabe de grønne byer, der kan give os det gode liv? Det er en spændende tid at være forvalter i.