På safaritur gennem Hammer Bakkers naturparadis

10 km nord for Aalborg tårner Hammer Bakkers stenede bakker og stejle skrænter sig op over det omkringliggende flade landskab.

For 10.000 år siden var det nordjyske naturområde øer i et stort hav. Da havet trak sig tilbage efter den sidste istid, blev området beboet, og den oprindelige naturskov blev gradvist fældet og over tid afløst af heder og overdrev.

I begyndelsen af 1900-tallet blev arealet tilplantet med tætte nåletræsplantager for at give træ til byggeri. Og i sådan en mørk og ensartet nåletræsplantage er der ringe leveforhold for både dyr og planter.

Men nu er den vilde natur på vej tilbage i det unikke nordjyske landskab. Siden 2018 har Hammer Bakker været omdrejningspunkt for et stort naturgenopretningsprojekt med en samlet investering på 100 mio. kroner.

Målet er at omdanne halvdelen af områdets i alt 2.000 ha til værdifuld natur, hvor sjældne sommerfugle, planter og svampe kan få lov til at udfolde sig i en helt ny mosaik af fritvoksende løvskove og åbne landskaber med overdrev og heder.

Generalist sætter naturen fri

Men hvordan gør man egentlig noget vildt, der har været tæmmet så længe? Det ved Svend Lassen bedre end nogen anden. Den uddannede skov- og landskabsingeniør har arbejdet med naturpleje siden 2004 og er Aalborg Kommunes tovholder på naturgenopretningsprojektet ved Hammer Bakker.

”Jeg har en kollega, som plejer at sige, at vi skov- og landskabsingeniører ved lidt om alting, men har en holdning til det hele. Og det kan der være noget om. Jeg ser mig selv som en generalist og en pragmatiker, og det er der brug for i et projekt som det her. Der skal være nogen, som tør træffe nogle beslutninger, ellers sker der jo aldrig noget.”

Sådan siger Svend Lassen, da DM BIOs udsendte journalist og fotograf møder ham ved Hammer Bakker en sommerdag i august.

De næste par timer kører vi rundt til udvalgte områder og oplever, hvordan organiseret vildskab ser ud.

Meget af den oprindelige natur kommer nemlig ikke tilbage af sig selv, blot fordi man fælder nogle træer, fortæller Svend Lassen. Efter så mange års forsømmelse skal den fremelskes og hjælpes på vej af kyndige hænder – ofte med metoder, der for uindviede kan se både voldsomme og decideret destruktive ud.

Fotogen mose får stor ros

Første stop på vejen er Pebermose. På grund af Hammer Bakkers stenede og sandede jord findes der ikke mange vådområder, men Pebermose er en smuk undtagelse – og en af de mest fotogene naturpletter i hele området.

På vandoverfladen vokser et flydende tæppe af mos – en såkaldt hængesæk – der er flere centimeter tyk og dækker næsten hele søen. I dette specielle miljø lever en række unikke planter og dyr. Her vokser gule åkander og hvide nøkkeroser, som vandsalamandere, haletudser, skrubtudser og butsnudede frøer svømmer ind og ud mellem.

Er man heldig, kan man også spotte den sjældne moseperlesommerfugl, som flakker rundt over mosen.

Tidligere voksede der rødgran omkring Pebermosen, men de er blevet fældet for at give plads til det lysåbne overdrev, som oprindeligt prægede landskabet her.

”Vi nøjedes ikke med at afskove området, men fræsede hele overfrakken af. Det vil sige, at nåle og grene også blev fjernet,” siger Svend Lassen og påpeger, at afskovningen ved Pebermosen er et af de tiltag, de har fået meget ros for.

”Der gik ikke særligt længe, før der voksede bævreasp og bøg op, som ikke var her før. Håbet er, at vi over tid får de her lysåbne landskaber tilbage med nogle af de overdrevsarter, som eksisterede i området tidligere,” forklarer han og dirigerer os tilbage i bilen.

Nu skal vi se et område, hvor naturgenopretningen virkelig har sat sit aftryk.

Afskovning skruede tiden tilbage 

”Det er svært at forestille sig, men for halvandet år siden var det her område dækket af nåletræer,” siger Svend Lassen og stiger ud af bilen.  

Og det er vitterligt svært at tænke sig til, at det område, vi står og kigger ud over nu, engang var tykt af træer.  

Det meste er nu lysåbent landskab med varieret vegetation, og mange af de træer, der er tilbage, ligger døde på jorden – revet omkuld af stormen Malik i januar 2022, fortæller Svend Lassen.  

Kniber man øjnene sammen, kan man se spætter flyve rundt i navlehøjde mellem de knækkede træer. Efter afskovningen er der også begyndt at yngle hedelærker i området.  

Afskovningen af de i alt 30 ha skov i det nu lysåbne område skete i vinteren 2021. Så langt øjet rakte, stod der stakke af nedfældet tømmer læsset op i stakke af 5 x 6 meter.  

”Det her er den største afskovning, jeg nogensinde kommer til at lave i mit liv. I kan slet ikke forestille jer, hvor mange tusinde kubikmeter træ der blev kørt væk herfra med lastbiler,” siger skov- og landskabsingeniøren.  

I starten var folk sure over, at træerne blev fjernet, men nu får stedet mange flere besøgende end før, fortæller han.  

”Det første år stod det afskovede område i sand, men nu blomstrer det helt vildt med hedelyng og urter. Det er helt vildt, hvor hurtigt det er gået. Og besøgende er vilde med at gå på opdagelse her,” siger Svend Lassen. 

Han bøjer sig ned og tager forsigtigt rundt om vegetationen, der bl.a. består af den hedelyng, som i mange år har været fortrængt fra området.  

Maskiner gav den vilde natur nyt liv 

Hemmeligheden bag den succesfulde overgang fra nåletræsplantage til lysåbent landskab skal findes i en særlig teknik, som blev taget i brug efter fældningen af træerne.  

Hele foråret 2022 var området fyldt med store maskiner, der fræsede hen over jorden. Trærødder og stød blev knust flade som pandekager af grenknusere. Dernæst kørte biohøstere ind og skrabede de øverste ti cm af jorden for at blotlægge den oprindelige jordbund, som nåletræsplantagen havde fortrængt.  

De afskrabede jordlag bestod af nåle fra træerne, som var faldet til jorden gennem hundredvis af år. Næringsstofferne fra nålene havde gjort jorden sur og fortrængt frø fra de oprindelige planter og blomster.  

”Ved at fjerne de øverste lag gav vi de vilde blomster og hedelyng mulighed for atter at spire og overtage området – hvilket er til glæde for områdets mange sommerfugle og anden presset biodiversitet,” forklarer Svend Lassen.  

Sammenlignet med nogle af de andre områder, der har ligget uden træer i ti år, er der allerede kommet mere vegetation her. Og det skyldes, at man har fjernet det næringsrige lag og givet plads til biodiversiteten.   

Et andet sted har Svend Lassen og hans medarbejdere brændt et område på tre-fire ha af efter en omfattende træfældning med et lignende formål – at rydde op i de små grene og nåle, der lå tilbage på jorden, for at give plads til et mere varieret plante- og dyreliv i området. 

”Grunden til, vi brænder det af, er, at vi gerne vil have nogle blottede flader, og så vil vi faktisk også gerne have nogle steder, hvor der er nogle askebunker, fordi det også giver noget variation,” siger Svend Lassen og tilføjer, at nogle arter ligefrem nyder godt af asken. 

Lokal formidling sikrer lokal forankring

Det siger næsten sig selv, at det skaber panderynker og sure miner hos nogle borgere i lokalområdet, når tonstunge maskiner omdanner skovens dybe, stille ro til infernalsk larm – og når den blå forårshimmel bliver fyldt med mørke røgskyer fra påsatte skovbrande.

Derfor er det også enormt vigtigt, at der konstant bliver kommunikeret ud om de forskellige nye tiltag, slår Svend Lassen fast.

”Vi sætter skilte op alle steder, hvor vi laver genopretningsarbejde, så besøgende ved, hvad der foregår. Og vi gør generelt meget ud af at kommunikere klart og tydeligt ud til borgerne og de forskellige interessegrupper om vores arbejde,” siger han og fortsætter:

”Jeg er på mange måder blevet ansigtet på Hammer ­Bak­ker, ­og det har været fordrende for den sunde og konstruktive debat om de her mange og store forandringer.”

Et af de tiltag, som til tider har fået debatten til at blive rødglødende, er rewilding af dyr. I Hammer Bakker står vilde heste, køer og geder for naturplejen.

”Dyrene spiser græs, lyng og små buske, og det er med til at give flere blomster, som tiltrækker flere insekter, hvilket i sidste ende er medvirkende til, at der også er flere fugle i de lysåbne landskaber,” forklarer Svend Lassen.

Død ko kunne have afsporet projektet 

Bestanden af dyr på Hammer Bakker består af i alt 11 heste, 35 køer og en håndfuld geder, der græsser året rundt og derved efterligner den naturlige græsning.  

”Dyr kan virkelig få følelserne op i folk, og det skal der selvfølgelig være plads til. Det er bare en skam, at vreden ofte ikke har hold i virkeligheden. Alt for mange påstår, at dyrene mistrives, men det passer simpelthen ikke. Alle vores dyr har det godt og er vant til at færdes i naturen,” siger Svend Lassen. 

Der har dog været et dødsfald på Hammer Bakker, som ifølge Svend Lassen kunne have fået grumme konsekvenser for naturgenopretningsprojektet.  

Ved projektets start besøgte daværende miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen Hammer Bakker under et stort anlagt pressemøde, hvor både TV2 og DR var til stede. Planen var, at pressemødet skulle være afholdt ved en gravhøj med flot udsigt over området, men det blev i sidste øjeblik ændret til en anden lokation pga. logistik med sikkerheden.  

”Under pressemødet blev jeg ringet op af en kollega, der fortalte mig, at der var faldet en ko om nær den gravhøj, hvor talen oprindeligt skulle være holdt. Koen lå i 30 graders varme på ryggen med benene stift op i vejret, stendød. Og jeg tænkte bare: ’Hold kæft, mand, hvis pressen havde set den døde ko, så kunne vi lige så godt have lukket ned for projektet, inden vi overhovedet var kommet i gang’,” siger Svend Lassen med et grin.  

Hest åd vinduesvisker 

Køerne, vi møder på vores tur rundt i Hammer Bakker, er heldigvis spillevende. De ligger henslængt i skyggen af nogle træer ud til den grusvej, vi kører på. Da vi går hen mod dem, sender de os et par dovne blikke, men rører sig ellers ikke ud af flækken.  

De langhårede køer er af racen skotsk højland, også kaldet højlændere. Denne race er meget robust og nøjsom og lever ude året rundt. Og køerne har allerede sat deres præg på vegetationen, fortæller Svend Lassen. 

”Blot et år efter at køerne blev sat ud, er der kommet flere blomstrende urter til, bl.a. timian,” siger han.  

Da vi forlader køerne, kører vi forbi et skilt, der forestiller en hest, der bider i en bil. Skiltet advarer om, at man ikke må parkere i det område, fordi man risikerer, at hestene bider i bilerne, forklarer Svend Lassen.  

”Jeg har fået henvendelser fra besøgende, der brokkede sig over, at deres bil havde taget skade, fordi en af vores heste havde bidt i kølerhjelmen. Engang blev jeg også ringet op af en borger, der bekymret spurgte, om en hest godt kan tåle at spise vinduesviskere,” griner han. 

Naturen og dyrene har  førsteret 

For det meste gnasker hestene heldigvis i den naturlige vegetation i området, og deres rolle som blødmulede græsslåmaskiner er essentiel for naturgenopretningsprojektet på Hammer Bakker.  

”Uden heste ender Hammer Bakker som et unaturligt landskab, der gror til i træer og buske, som kvæler mange vilde planter. Det betyder færre levesteder for vilde dyr, planter og svampe,” fortæller skov- og landskabsingeniøren.  

Selv om de vilde dyr løbende skaber debat, tiltrækker de også mange besøgende. Og særligt hestene er en stor turistattraktion: 

”Det spørgsmål, jeg oftest bliver stillet af borgerne, lyder: ’Hvor er hestene henne?’. Og der kan jeg kun svare dem, at de altså ikke altid er lige lette at finde. Hestene har et stort område at boltre sig på. Og de bevæger sig overraskende meget rundt,” siger Svend Lassen.  

Heldigvis lykkes det os at finde hestene, som har været udsat siden 2020.  

Hestene står alle samlet i flok under træer med mulerne stukket sammen. Det ligner næsten, at de diskuterer, hvad pokker vi laver her.  

Da vi kører ud af Hammer Bakker efter to timers safaritur, passerer vi igen skiltet med den bidende hest. Symbolikken er svær at overse: For første gang i en menneskealder tilhører Hammer Bakkers unikke landskab først og fremmest naturen og dyrene. Vi andre er bare på besøg – og bilen er med på eget ansvar.