Podcast DM Biosfæren: Unikke økosystemer – søer og vandløb
Hvad skal der til for at få renere sundere søer og vandløb med en mangfoldighed af planter, fisk, insekter og andre dyr? Hør biologerne Theis Kragh, SDU, og Jesper Rauff Schultz, WSP Danmark.
Det danske landskab rummer mere end 120.000 søer og 75.000 km vandløb, som er unikke økosystemer, hjemsted for vandplanter, fisk og smådyr.
Eller det kan de blive, hvis vi giver dem lov.
For ligesom havet gisper mange af vores søer og vandløb efter ilt, årtiers udledning af spildevand og næringsstoffer fra landbruget sætter dybe spor, og åerne er blevet gravet ned.
Kloakkerne løber ikke længere direkte ud i Furesøen, Danmarks dybeste sø, men søen kæmper stadig med iltsvind.
Langvad Å på Vestsjælland var tidligere opstemmet, men er nu ført tilbage til sit naturlige løb, hvor du kan komme tæt på bredden.
At vi kan rette op på fortidens synder, viser erfaringerne fra Filsø i Vestjylland. Her lå en af landets største søer, som i årenes løb blev drænet og udpint af landbruget, til den døde helt ud. I dag er Filsø fuld af vand, og både fisk og planter vender tilbage.
Så hvad skal der til, hvis vi vil leve op til EU's krav om god økologisk tilstand også i vores ferskvand? Og hvornår – nu hvor det ikke er muligt at nå deadline i 2027?
Er det overhovedet realistisk at rette op på fortidens synder? Hvilken nøglerolle spiller ådalene?
Og hvad får vi mennesker igen, når vandet i åen klukker, og livet vender tilbage til søen?
Hør om de gode eksempler, der giver håb, i dette afsnit af DM Biosfæren, som går tæt på de unikke økosystemer i vores ferskvand.
- Hvilken nøglerolle spiller ådale og engområder?
- Kan vi fortsat dyrke landbrug, hvis vi skal hjælpe søer og åer?
- Kan man ilte søer med iltsvind?
- Hvad er effekten af at tilføre grus og sten til åerne og genslynge dem?
Gæster:
- Theis Kragh, lektor i biologi ved SDU, medlem af Biodiversitetsrådet, forsker blandt andet i ferskvandsøkologi, kulstof i søer og genopretning af søer og vådområder.
Læs om genopretning af Filsø, som han taler om i programmet:
Miraklet i Filsø bør inspirere andre til at etablere nye søer - Jesper Rauff Schultz, biolog og rådgiver hos WSP Danmark om overvågning og naturgenopretning. Specialist i vandløb og søer.
Vært: Bille Sterll, journalist og podcastproducent.
Jingler: Raehan Sarjou.
DM Bio's podcast DM Biosfæren
DM Biosfæren er en podcast om alt det, der vokser og gror. Den udgives af DM Bio, som er et fagligt fællesskab under fagforeningen DM.
Biosfæren er det rum, hvor levende organismer kan trives her på kloden. DM Bio's podcast er det rum, hvor alle, der arbejder med – eller interesserer sig for – miljø, natur, landskab, klima og fødevarer får Bio-vitaminer til hjernen.
Vi samler fagfolk i studiet og taler om barrierer og løsninger for få bedre biodiversitet og gøre verden mere bæredygtig.
Podcasten kan findes i diverse podcastapps.
Sæson 1: Natur og biodiversitet
Sæson 5:
Skarp pris på forsikringer
Som medlem af DM får du op til 27,8 % i rabat på privatforsikringer hos Alm. Brand