Ny natur på lavbundsjord: Hvordan får det værdi for biodiversiteten?

Der er kamp om pladsen i landskabet, og multifunktionalitet er i høj kurs.  

Det er nærliggende at forestille sig synergier mellem de forskellige målsætninger i den grønne omstilling: win-win-win for klima, miljø og natur.  

Erfaringer har imidlertid vist, at biodiversiteten ofte ender som taber i grønne projekter, hvis ikke den er en udtrykkelig del af målsætningen for projektet.  

Det er derfor vigtigt at have fokus på, hvor der er gode muligheder for udvikling af biodiversitet. Og hvordan man opnår synergi med klima- og vandmiljøprojekter. 

Naturen på lavbundsjord er våd og omfatter moser, enge, rørsumpe og sumpskove, hvor vandet er ferskt, samt strandenge og strandrørsumpe, hvor vandet er salt.  

Mere end 80 pct. af Danmarks moser og enge er forsvundet de sidste 200 år som følge af opdyrkning og afvanding.  

Tilbagegangen for arterne og naturtyperne tilknyttet næringsfattige vådområder har været endnu større, og det er især her man finder sjældne og truede arter (Ejrnæs, Nygaard et al. 2021).

Det bedste virkemiddel til at bevare biodiversiteten er at sætte naturen fri og give plads til at naturlige processer kan udfolde sig.

For engene og moserne betyder det, at man

• genindfører naturlig hydrologi med grundvand, der vælder frem i kildevæld og moser,
• genopretter vandløb med naturlige forløb i terræn og med oversvømmelser,
• og endelig genudsætter store vilde planteædere, der kan æde og trampe sig igennem økosystemerne.

Grundvand er rigt på basekationer, har ofte en høj pH og er fattigt på tilgængeligt fosfat. Ja, ofte kan fremvældende grundvand medvirke til at binde fosfat i tørvejordene og gøre næringsstoffet utilgængeligt for planterne og dermed forhindre dominans af næringselskende plantearter.

Derfor er der en sammenhæng mellem naturlig hydrologi med sivende grundvand og forekomsten af næringsfattige økosystemer med mange truede arter.

Afvanding af forsumpede strækninger med grundvand medfører ofte en indirekte næringsforurening, når tørven iltes, og tilgængeligheden af næringsstofferne stiger.

Hvor har den vilde natur sin plads?

Den danske planlov levner ikke plads til vild natur. I stedet er naturen underlagt regler i landzonen om nyttiggørelse af naturressourcerne.

De fleste formelt beskyttede naturarealer er i praksis landbrugs- eller skovbrugsarealer, hvor biodiversiteten er truet af hugst, afvanding, tilgroning, overgræsning og kystsikring.

På arealer med beskyttede naturtyper vejer rekreative interesser i jagt og friluftsliv ofte højere end hensynet til biodiversiteten.

Så længe det ikke er juridisk muligt at disponere arealer helhjertet til vild natur, vil der ofte være en konflikt mellem arealanvendelsens formål på den ene side og vild natur og biodiversitet på den anden.

Kan produktion, natur og klima tilgodeses samtidig?

Synergier mellem biodiversitet og nyttiggørelsen af arealer til landbrug, skovbrug og klimatilpasning er efterspurgte, men ender ofte i halvhjertede lappeløsninger hvor man gerne vil både blæse og have mel i munden.

Eksempler er:

• Naturnær skovdrift, hvor der både skal udtages tømmer og efterlades døde stammer til svampe, fugle og biller.
• Naturpleje som driftsgren, hvor der skal produceres kød, samtidig med at husdyrene skal erstatte de urokser, vildheste og skovelefanter, som vores forfædre har udryddet fra naturen.
• Genslyngning af vandløb, hvor der skal skabes levesteder for dyr og planter, men hvor vandet ikke må oversvømme ådalens dyrkede marker eller private haver.

Eksemplerne understreger, hvor svært det er at give plads til livets udfoldelse og mangfoldighed samtidig med, at man gerne vil udnytte og kontrollere det.

Hvor er de bedste muligheder for genopretning af våd natur?

Ophør af dyrkning og vådlægning er et vigtigt skridt i genopretning af natur på lavbundsjord. Men erfaringer har vist, at genopretning af vådområder oftest ender med biodiversiteten som taber (Baumane, Zak et al. 2021, Moeslund, Andersen et al. 2022).

Den fortsatte næringsbelastning hæmmer udviklingen af næringsfattig natur med levesteder for sjældne og truede arter.

Tidligere gødskning kan have efterladt en pulje af næringsstoffer i jorden, og afbrudte dræn og grøfter kan ende med at lede næringsrigt vand fra markene ud i enge og moser og gøre ondt værre.

Hvor meget kan måles og kortlægges på forhånd?

Et vådområdeprojekt bør derfor starte med en kortlægning af næringsstatus i jord og vand samt en vurdering af potentialet for at genoprette naturlig hydrologi.

Historiske kort (fx de Høje Målebordsblade fra 1800-tallet) kan afsløre, hvor der tidligere har været kildevæld, moser og enge, hvilket kan give en god indikation af potentialet for genopretning af hydrologi.

Termokortlægning med drone og modellering af grundvandsudsivning kan også afsløre potentielle genopretningsområder (Fløjgaard, Andersen et al. 2021).

Fosfor og kvælstof kan måles i vand og jord for at kortlægge, om der er en stor næringspulje på arealet, og om der stadig bliver tilført næringsstoffer fx ved overrisling med vand fra markerne.

For enge og moser med en allerede etableret vegetation kan en kortlægning af floraen afsløre tilstand, næringsstatus og fugtighed ved at beregne indikatorværdier baseret på planterne (se boks herunder).

Hvordan øger man biodiversiteten på næringsbelastede arealer?

Lav næringsstatus er altså alfa og omega for udviklingen af næringsfattig natur med høj biodiversitet. Men mange steder vil mængden af plantetilgængelige næringsstoffer være høj, og udpining eller tørveskrælning vil være alt for omkostningstungt til, at man kan genoprette en lav næringsstatus.

Hvad gør man så? Man kan lade naturen udvikle sig frit.

I naturplejen er tilgroning udskældt – dels fordi naturpleje er en driftsgren i landbruget, men også fordi vi har vænnet os til at buske, træer og krat ikke hører hjemme på produktionsarealer og i den lysåbne natur.

Tilgroning er også en reel trussel mod værdifuld lysåben natur, hvor levesteder for små, nøjsomme og varmekrævende arter forsvinder når arealerne gror til. Men buske og træer hører til i naturen, og de er værter for en unik biodiversitet i form af laver, mosser, svampe og insekter.

Konkurrencen mellem planterne i urtelaget under træer og buske bliver desuden mindsket af tilgroning, hvilket kan give plads til et mere mangfoldigt plantedække (Brunbjerg, Fløjgaard et al. 2022).

På næringsbelastede arealer, hvor udsigten til udvikling af værdifuld lysåben natur er dårlig, er naturligt fremvokset krat derfor et godt alternativ for biodiversiteten.

Hvilken effekt kan vand og store dyr give?

Det er næsten ikke til at tro, men skovelefanter, næsehorn, elge, urokser, vildheste og vildsvin var bare nogle af de store pattedyr, som tidligere var almindelige i europæiske økosystemer, som dem vi har i Danmark.

Dyrene trampede og græssede og skabte åbne levesteder med plads til andre arter, spredte frø og efterlod gødning og i sidste ende ådsler til glæde for insekt- og fuglefaunaen.

Genopretningen af våd natur er altså ikke gjort med hydrologien – der er også behov for at genoprette naturlig græsning (Ejrnæs, Bladt et al. 2021).

Mange vil ryste på hovedet af genudsætning af elefanter i naturen, så man kan starte med at genforvilde nogle husdyr af hårdføre typer til mere vildtlevende heste og okser.

Flere projekter i Danmark har også vist vejen for genudsætning af vildsvin, elge, vandbøfler og bisoner. Det vigtigste er dog, at de store dyr går på arealerne hele året, at tætheden af dyr primært er styret af fødetilgængeligheden på arealerne, og at de ikke bliver tilskudsfodret.

Helårsgræssende dyr bør derudover gå i store varierede naturområder med både våd og tør bund, lysåbent og skovdækket – det er godt for både biodiversiteten og dyrevelfærden.

Naturen i ådalene er typisk sammenhængende, men det kan være en udfordring at finde højbundsarealer at inkludere, da disse ofte er dyrket.

I nogle ådale er der overdrevsskrænter og skove på højbund, som kan inddrages. Her vil det måske være muligt at lykkes med helårsgræsning selv på 10-20 ha. Men hvis ådalen er bred, og højbundsjorden opdyrket, kræver det et relativt større område for at få natur på tør bund og skov med i hegningen.

Hvordan skaber græsning mest biodiversitet?

Meget naturpleje foregår ved intensiv sommergræsning, men derved æder dyrene de blade og blomster, som insekterne lever af om sommeren, og man risikerer at skade mere end man gavner.

Ved helårsgræsning med naturlige tætheder, vil dyrene først æde op i økosystemet sidst på vinteren, mens der vil være et overskud af plantebiomasse om sommeren (Fløjgaard, Buttenschøn et al. 2021).

Der er megen bevågenhed omkring dyrevelfærden i naturprojekter, hvor dyrene går ude i al slags vejr og taber i vægt om vinteren, og der spredes desværre også usaglig kritik af naturlig græsning. Det er dog et velunderbygget faktum, at det er muligt at praktisere naturlig græsning med god dyrevelfærd og inden for lovens rammer.

Naturlig græsning er meget vigtigt for biodiversiteten, og vi kan kun opfordre til at man står ved målet og holder ud hvis man bliver mødt med kritik for at lade dyr leve et mere naturligt liv.

Hvor er så de efterspurgte synergier? 

Klimaeffekten af udtagning af lavbundsjord og vådlægning kommer først og fremmest af, at man mindsker udledningen af drivhusgasser fra jorden – om end denne kan have lange udsigter. 

Læs artikel om det af REAS-netværket på Københavns Universitet 

Dette kan dog fint kombineres med genopretning af natur – blot kræver det, at man har en klar målsætning om biodiversitet og tilpasser indsatsen hertil.  

Da næringsfattige arealer er enormt sjældne i vores kulturlandskab, er det første prioritet at beskytte allerede eksisterende næringsfattige moser og enge – også selv om klimaeffekten ikke er så stor.  

Dernæst bør man prioritere at genskabe naturlig lav næringsstatus i grundvandspåvirket natur, hvor dette er muligt.  

Sidst, kan man tillade naturlig tilgroning på vådlagte, næringsbelastede arealer. Sidstnævnte giver tilmed en yderligere bonus på klimakontoen ved lagring af kulstof i overjordisk biomasse (Sand-Jensen, Baumane et al. 2021).  

Multifunktionel strategi for biodiversitet og næringsstoffer? 

Vådområdeprojekter med fokus på at forbedre vandkvalitet i vandløb og fjorde betyder, at næringsstofferne skal tilbageholdes på land.  

Gode levesteder er generelt uforeneligt med, at naturen også skal fungere som rensningsanlæg for landbrugets næringsstoffer. Her vil tilgroning med krat ofte være det bedste tiltag for biodiversiteten.  

Minivådområder og andre anlæg, som håndterer næringsstofferne på marken, før de når naturen i ådale og kystområders lavbundsarealer, kan i nogle tilfælde være en del af en multifunktionel strategi. 

Klimaeffekterne af rewilding, altså genudsætning af store planteædere i dansk natur, er dårligt belyst, men der er ikke en åbenlys konflikt mellem rewilding og klima- og vådområdeprojekter.  

Da en vildere natur er et vigtigt tiltag for biodiversiteten, anbefaler vi at man også fokuserer på genopretning af naturlig græsning på ny lavbundsnatur.