Havet har åndenød

Danmarks lavvandede fjorde, sunde, bælter og strandenge udgør en del af vores historie og kultur.

Samtidig er det enestående natur i europæisk sammenhæng. Danmark huser 79 pct. af Europas natur på strandenge (1) og tilsvarende for lavvandede fjorde.

Noget som gør Danmark til et internationalt område for trækfugle og et vigtigt vinterkvarter for mange havfugle.

Det vi har mistet

Den mest iøjnefaldende tjeneste fra havet er fisk. Engang var bønderne landmænd om sommeren og fiskere om vinteren.

Omkring Limfjorden var det den almindelige livsform, og mange steder udgjorde kystfiskeri fra små både en vigtig del af livsgrundlaget.

Op igennem 1900-tallet blev bådene større, og man var typisk kun fisker – indtil fiskene forsvandt.

I Limfjorden stoppede den sidste fisker, som levede af at fange lokale spisefisk, i 1996. I Aarhus var der ca. 25 hjemmehørende både i 1990’erne. I dag er de væk. Samme billede ses overalt langs kysterne.

Årsagen skal primært findes på land – i landbrugets udledninger af kvælstof, som blev syvdoblet fra år 1900 til midt i 1980’erne.

Det ene erhverv slog det andet ihjel. For fx torsken i Kattegat var simpelt, grådigt overfiskeri også af stor betydning.

I dag er vi så langt nede, at selv det rekreative fiskeri er slut. I dag må du som lystfisker fange én torsk pr. dag!

I Kattegat blev der i 2019 fanget 64 ton torsk lig med ca. 37.500 fisk. Det er 0,4 pct. af det, man fangede engang.

Badning er en del af sommeren for mange. Den tilhørende blå turisme er et vigtigt erhverv, som omsætter for 63 mia. kr. om året og skaber 73.000 job (2).

Klart vand og en sandbund, der ikke lugter, er vigtige faktorer for, at Danmark kan tiltrække turister.

I dag er vandet uklart og bunden mudret pga. årtiers kraftig algevækst, som er drevet af for mange næringsstoffer.

Den sunde fjord er historie

Tidligere var fjordbunden præget af ålegræs, som dækkede omkring 7.000 km2. Ålegræs optager nitrat fra vandet og binder det i planten hele sommeren.

I sedimentet mellem planterne fjernes nitrat ved denitrifikation.

Et sundt fjordøkosystem kan optage, binde og fjerne både kvælstof og fosfor, så næringsstofferne skaber produktion af bunddyr og fisk i stedet for iltsvind og mudderbund.

Samtidig kan sunde fjorde virke som et filter, så næringsstofferne aldrig når de åbne farvande.

Ålegræs oplagrer også kulstof og virker som kystbeskyttelse (se artikel om blåt kulstof). I dag er ålegræsset næsten forsvundet, fordi vandet er så uklart, at planterne ikke får lys. Igen en konsekvens af for høje næringsstofudledninger i for lang tid.

Man kan ikke dyrke fødevarer uden at anvende og udlede næringsstoffer. I havet fjernes kvælstof naturligt ved kvælstofånding (denitrifikation) af nitrat, som omdannes til uskadelig kvælstofgas. Sunde og fjorde bidrager med denne økosystemtjeneste.

I dag er den meget reduceret pga. iltsvind i fjordbunden. I stedet udledes i nogle tilfælde den kraftige klimagas metan.

Det er ikke kun fjorden, som kan yde disse tjenester. I det sunde landskab vil enge, vådområder, vandløb, søer og skove fjerne kvælstof og oplagre kulstof.

To afgørende tjenesteydelser som giver biodiversitet og beskytter mod klimaforandringer. Noget, vi har mistet i det sammenhængende landskab fra mark til åbent hav.

Havet mangler ilt

Havmiljøet har det rigtig skidt. Figur 1 viser lav iltkoncentration i Kattegat og Bælthavet i september 2022.

I det sydlige Lillebælt og syd for Lolland var store områder ramt af kraftigt iltsvind. Her er bunden helt død. Giftig svovlbrinte frigøres fra bunden, og fisk og bunddyr er døde.

En måned tidligere var Limfjorden hårdt ramt. Billedet øverst viser et lag af udfældet svovl oven på et lag af mudder. Svovlen kommer fra bakteriers iltning af svovlbrinte.

Arealet af havbunden, som rammes af iltsvind, er steget de sidste 12 år. I 2010 var under 1.000 km2 ramt. I de sidste tre år er det omkring 3.500 km2, så nu ligger det på samme niveau som mellem 1989-2009.

Iltsvind opstår, når næringsstoffer stimulerer en kraftig algevækst tæt på overfladen, hvor der er lys. Algerne producerer ilt, men ilten forsvinder op i luften.

Senere falder algerne til bunds og danner et mudderlag, som nedbrydes under et højt iltforbrug.

Billedet fra Isefjorden (øverst i artiklen) viser en sandet bund, som nu er dækket af døde alger – ikke så slemt som i Limfjorden, men alligevel et forarmet økosystem.

En anden negativ effekt af næringsstoffer er fremvækst af trådformede alger, som danner et loddent overtræk på sten og muslinger (se foto fra Øresund herunder).

Læs: Holland vil begrænse landbrug af hensyn til natur og klima​

Kommunernes fosforfældning gav en positiv effekt

Figur 3 (herunder) viser koncentrationen af alger i hhv. fjorde og de indre farvande over de sidste knap 50 år. I fjordene halveres koncentrationen fra 1985 til 2011.

Samme forløb ses for de indre farvande. Her er koncentrationerne meget lavere (venstre akse) pga. den større fortynding, men igen ses et fald – her fra start 1990’erne til 2010.

Siden ca. 2010 er koncentrationen af alger steget markant og statistisk signifikant. Et klart udtryk for at miljøtilstande er forringet de seneste år.

Algevæksten er også målt i vores overvågning af havmiljøet. Her har vi data længere tilbage, og vi kan se, at algevæksten steg fra 1970’erne til den toppede i 1980’erne.

Herefter faldt den frem til 2013-14. Herefter steg den lidt frem til 2018 for så at falde svagt de sidste tre år.

Den underliggende årsag til ændringerne er udledningerne af kvælstof og fosfor (fig. 2 herover). Fosforudledningerne var høje, omkring 15.000 ton pr. år i 1980’erne, hovedsagelig pga. fosfor i spildevand.

Den første vandmiljøplan fra 1987 pålagde alle kommuner at indføre fosforfældning på renseanlæggene, og udledningerne faldt med 90 pct. i løbet af ca. 8 år. Det havde en markant positiv effekt på miljøet i fjordene.

Siden år 2000 er udledningerne faldet svagt og ligger i dag omkring 2.000 ton årligt. I dag kommer to tredjedele af fosforet fra landbrugsdriften.

Ubalance i fødekæderne? 

Kvælstofudledningerne varierer fra år til år, da den årlige udledning styres af nedbør og afstrømning, men den underliggende ­kilde er mængden af kvælstof, som tilføres markerne.  

Den årlige udledning lå omkring 110.000 ton frem til 1994. Herefter begyndte tiltagene i vandmiljøplanerne at virke, og i 2009 var tilførslerne nede på 49.000 ton. Herefter steg de igen frem til 2019, hvor udledningerne var 74.000 ton.  

Stigningen fra 2009 til 2019 var mindre end det tidligere fald, men nok til at sætte gang i en markant negativ udvikling (fig. 2). 

Det er uklart, hvorfor en begrænset, men dog signifikant stigning i kvælstoftilførslerne, har haft så stor negativ effekt på især fjordenes miljø.  

Algevæksten er steget langt mindre end algebio­massen, så noget tyder på, at græsningen (vandlopper og filtrerende dyr på bunden) er blevet mindre.  

Måske er bunddyrene gået tilbage pga. iltsvind, og vandlopperne er spist af mindre fisk, som er blevet talrigere pga. færre store fisk, som lever af de mindre fisk. 

Negative miljøeffekter af den type ubalance i fødekæderne kendes fra søer. Det er også muligt, at markant varmere vand har forlænget vækstsæsonen for alger, men ikke for deres græssere. 

Uanset de præcise årsagssammenhænge, så er det tydeligt, at fjordenes økosystemer har mistet deres modstandsdygtighed (resiliens) mod negative påvirkninger. 

Handlemuligheder og løsninger

Stigningen i kvælstoftilførsler efter 2009 skyldes antagelig, at den jord, som var braklagt frem til 2008 (ca. 170.000 ha), tages ind i omdrift igen i 2008 efter instruks fra daværende minister Eva Kjer Hansen.

Senere har Landbrugspakken i 2016 yderligt lagt til på den mængde kvælstof, som havet modtager.

Den oplagte løsning er derfor ligetil: betydelige arealer med landbrugsjord i omdrift skal omdannes til natur eller ekstensiv brug, fx med permanent græs.

AU og DTU har sammen med DHI beregnet, at kvælstofudledningerne skal reduceres med en tredjedel fra i dag omkring 58.000 ton til højst 38.000 ton pr. år (3).

I praksis er det nok lidt mere, da det er optimistisk at tro, at man kan nedbringe tilførslerne med præcis det nødvendige for hvert enkelt af de 105 kystnære vandområder.

Sådan en reduktion kan ikke lade sig gøre med bedre dyrkningspraksis, selv om man selvfølgelig skal gøre, hvad man kan, på den konto. Det er derfor nødvendigt at reducere det intensivt dyrkede landbrugsareal med 15-20 pct. eller med mellem 400.000 og 500.000 ha.

Her er den afgørende forbindelse mellem kvælstof og klima. Det er nemlig i stor udstrækning de samme jorder – lavbundsjorde og strandenge – som både giver mindre CO2 til atmosfæren og mindre kvælstof til vandmiljøet.

Desuden er det arealer, som giver mere biodiversitet, rekreative oplevelser og kan mindske åernes oversvømmelser.

Sammenhængen mellem land, hav og klima

Landskab og løsninger på vores tre store udfordringer – klima, havmiljø og biodiversitet, hænger derfor uløseligt sammen. De kan og bør løses ved at se på sammenhængen mellem land, hav og klima.

Ud over den indirekte effekt, når kvælstofreduktioner betyder udtagning af landbrugsjord, er der en direkte effekt, idet lattergas står for 9 pct. af Danmarks udledninger af klimagasser.

Hvis man antager, at der er proportionalitet mellem mængden af kvælstof, som tilføres markerne og udledningen af lattergas, vil en 35 pct. reduktion af kvælstofforbruget betyde ca. 3 pct. på udledningen af klimagasser.

Er der andre muligheder end reduktion af landbrugsarealet? Realistisk set nej.

Dyrkning af tang giver et forsvindende lille optag af næringsstoffer og løser ikke klimaproblemerne.

Dyrkning af muslinger kan optage noget af de overskydende mængder af kvælstof og fosfor i lukkede fjorde, men lægger fjordbunden øde.

For begge teknikker gælder, at de vil omdanne vores fjorde til rensningsanlæg for landbrugets udledninger og forringe de rekreative muligheder og dermed vilkårene for blå turisme.

Danmark producerer i dage omkring seks gange flere fødevarer, end vi selv spiser. Skal vi producere endnu flere på bekostning af klima og rekreative muligheder?

Havet har næsten ingen modstandskraft

De kystnære økosystemers resiliens kan styrkes ved at udlægge sten og hjælpe ålegræsset på vej. Udfordringen er bare, at uden en markant forbedring af vandets klarhed, så hjælper det ikke at plante ålegræs ud.

Den afgørende forudsætning for et bedre havmiljø er derfor, at landbrugets udledninger af kvælstof nedbringes med ca. 35 pct.

Der er en række andre negative påvirkninger af havmiljøet – især overfiskeri og udledninger af slam og næringsstoffer i forbindelse med marin råstofindvinding og infrastrukturprojekter som fx Lynetteholmen og Aarhus Havn.

Da havmiljøet er så forarmet, gælder det, at alle negative påvirkninger bør stoppes eller minimeres. Havet har i dag næsten ingen modstandskraft.

Konklusionen er, at virkemidler, for at landbruget skal opfylde klimamålene, bør ses i sammenhæng med havmiljø og biodiversitet.

En CO2-afgift på landbruget er en god ide, men den kan ikke stå alene, for den virker ikke på kvælstof. Her er deadline ikke 2030, men 2027. Dette år skal Vandrammedirektivets målsætninger skal være opfyldt, og her er tale om et juridisk bindende mål.