Spring menu over
Dansk Magisterforening

6 gode råd: Sådan kommer du godt fra start i dit nye job

© Tegning: Claus Bigum

Af Julie Elmhøj
Del artikel:

Du har fået et nyt arbejde, og du vil gerne bedst muligt fra start. Her er derfor seks råd til, hvordan du får det bedste ud af dit nye job.

Tro på dig selv

Glædesrus blandet med usikkerhed og en kan jeg nu også finde ud af det-følelse er en helt normal cocktail for de fleste, der får tilbudt et nyt job. Usikkerheden hænger sammen med, at du gerne vil gøre det godt. Og hvis du er en af dem, der mærker usikkerheden både op til jobstart, og efter at du er startet, så husk, at du er blevet udvalgt til jobbet. Måske har du været igennem flere samtalerunder og test for at få stillingen – og sandsynligvis er du blevet udvalgt blandt mange dygtige kandidater. Dine nye arbejdsgivere har valgt dig, fordi de kan se, at du kan bidrage med noget, som de finder så afgørende, at de har valgt at bruge tid, penge og ressourcer på dig. Derfor: Tro på dig selv.

Forventningsafstem

Det er helt afgørende, hvis du skal godt fra start i dit nye job, at du sørger for at forventningsafstemme med din nærmeste leder eller chef. Du er nødt til at vide, hvad det er for nogle arbejdsopgaver, det forventes, at du løser. Helt lavpraktisk kan du, hvis din chef ikke selv tager initiativ til det, sørge for, at I holder et ugentligt eller månedligt møde, hvor I taler om, hvordan det går. Her kan du spørge ind til, hvordan din leder forventer, at du løser de opgaver, der ligger på dit skrivebord.

Det er meget forskelligt fra arbejdsplads til arbejdsplads, hvor udviklet feedbackkulturen er. Hvis du er havnet et sted, hvor feedback ikke er en del af kulturen, kan det være svært at få en fornemmelse af, hvordan din leder synes, at du klarer opgaverne. Det kan give mange frustrationer, og den bedste måde, du kan afhjælpe den følelse på, er ved at sørge for, at du løbende forventningsafstemmer med din chef.

Accepter, at du er ny 

Endnu et råd, der kan være med til at få dig godt fra start i dit nye job, er, at du skal huske at acceptere, at du er startet på et nyt arbejde. Det kan måske lyde lidt banalt, men det kan faktisk være svært at acceptere, at man ikke kan det hele fra begyndelsen. Mind dig selv om, at det tager tid at finde ud af, hvordan en ny arbejdsplads fungerer. Både rent fagligt og i forhold til de sociale og kulturelle koder på arbejdspladsen.

En tommelfingerregel siger, at du mere eller mindre er ny i jobbet det første år. Det kan være rart at vide, hvis du efter et halvt år stadig føler, at der er arbejdsopgaver, der kræver ekstra tid – eller situationer, som du synes kan være ekstra svære at tackle, fordi du er ny. 

Stil spørgsmål 

Med til at acceptere, at du er ny i jobbet, hører også, at du husker dig selv på, at det er okay at stille spørgsmål. Der er ingen, der forventer, at du ved alting, når du starter. Hvis du er en af dem, der hader at stille for mange spørgsmål og helst vil være i kontrol, kan du overveje, om det vil give mening, at du, inden du starter, sætter dig ind i virksomhedens systemer. Det kan fx helt lavpraktisk være, at du undersøger, hvilket mailsystem din arbejdsplads bruger. På den måde slipper du for at skulle spørge om, hvordan man opretter en autosignatur eller en mødeindkaldelse. I stedet kan du bruge din energi på at stille nogle af de spørgsmål, som man ikke kan læse sig til ved hjælp af en manual.

Det vigtigste er dog, at du husker, at det er okay, at du stiller spørgsmål. Dine spørgsmål hjælper dig til at få svar på de ting, du har brug for at vide for at falde hurtigt til. Og jo mere du ved, jo hurtigere kan du også blive en god og uundværlig arbejdskraft, der bidrager til virksomhedens mål. Samtidig skal du også huske, at dine arbejdsopgaver ofte vil skulle løses sammen med andre. Du er ikke alene om at finde løsningen, og det forventes, at du samarbejder med dine nye kolleger. 

Invester i sociale relationer 

Oftest er dem, der kommer bedst fra start i deres nye job, også dem, der har investeret i at skabe gode relationer til deres nye kolleger. Derfor er det også en god ide, hvis du bruger energi på at lære dine kolleger at kende. Du skal med andre ord investere i dem. Det kan være små ting som at holde kaffepause sammen, gå til frokost eller stikke hovedet forbi, når kollegaen på nabokontoret har fødselsdag. Måske har du ovenikøbet mulighed for – hvis du har overskud og plads i dit liv – at hoppe med på løbeholdet eller blive en del af bogklubben.

Hvor meget dit arbejde skal fylde uden for dit arbejde, er altid en balance – og som helt ny har du sandsynligvis brug for at komme hjem, puste ud og ikke føle, at du bruger alle dine vågne timer på dit nye arbejde. Uanset hvordan du griber det an, så husk, at jo bedre du kender dine kolleger, jo sjovere bliver det helt sikkert for dig at gå på arbejde.

Fokusér på dine kompetencer

Selvom det ikke er dit ansvar alene, men også dine kolleger og din chefs ansvar, så spiller du alt andet lige en stor rolle i, at du falder godt til i dit nye job. Vi ved fra undersøgelser, at det giver stor arbejdsglæde, hvis man kan finde mening i sit arbejde. Og den mening kommer ofte, hvis man kan mærke, at man udfolder og udvikler sin kompetencer. Derfor er det vigtigt at have fokus på, hvordan dine kompetencer bedst muligt kan komme i spil i de opgaver, du påtager dig i dit arbejde. Det kan altså være en god idé at være opmærksom på, hvor din faglighed matcher dit arbejdes krav og muligheder.

Som ny vil der helt sikkert være masser af ting, som du først skal til at lære, og det giver dig mulighed for at have fokus på, at du får udfoldet og udviklet dine kompetencer. Hvis du er den eneste på din arbejdsplads med din faglighed, eller hvis du er havnet i en generaliststilling og savner at nørde med din fagfaglighed, så kan det være en god idé at blive en del af et fagligt netværk, hvor du kan sparre og holde dig opdateret med ligesindede.

Kilde: Line Funch Pedersen, konsulent, Dansk Magisterforening