Vil du læse mere om ledelse?
Tilmeld dig vores nyhedsopdatering her. Så sender vi dig en mail, når vi skriver noget nyt om ledelse
Akademikerbladet
Selvom de fleste af os har rimelig meget tjek på selv at få arbejdsopgaverne løst, så har vi ifølge Ida Scheibye-Alsing i særlig grad brug for ledere, når der skal laves svære prioriteringer. © Foto: Privat
Der er ingen grund til at frygte, at ledelse bliver overflødig af, at medarbejdere får mere indflydelse på arbejdspladserne, skriver Ida Scheibye-Alsing. Selvledelse og medledelse er for mange af os helt naturligt, men kan også blive svært, når man kommer i tvivl om prioriteringerne.
“Jeg troede, at jeg havde en god plan for mit arbejde. Men så kom der en kollega med en hasteopgave, og så endnu en. Hvordan skal jeg kunne sige nej til min kollega”?
Sådan en udtalelse er hverdag, der hvor jeg færdes - både på min egen arbejdsplads og i mit netværk. I DMs FAQ om arbejdsmiljø er udsagnet: “Jeg kan ikke nå alle mine arbejdsopgaver” placeret øverst.
Det giver god mening, fordi det er en kendt kilde til stress, når man ikke føler, at man kan nå sine opgaver.
Selvledelse og medledelse er for mange af os helt naturligt, men kan også blive svært, når man kommer i tvivl om prioriteringerne. I tvivl, det kommer man, når der er mere på ens bord, end det er muligt at nå.
For nylig havde jeg det problem, at der i min kalender var en trippelbooking. Det kunne naturligvis ikke lade sig gøre for mig at være tre steder på én gang, så jeg måtte ud i den kedelige øvelse at vælge, hvem jeg skulle sige nej til eller forsøge at udskyde mit møde med.
Det er ikke nemt at skulle sige nej til sine kollegaer. Heller ikke selvom man har forsøgt at forklare og vise, at man ikke har tid til deres opgave.
Vi forsøger typisk alt, hvad vi kan at presse et ekstra møde ind til frokost og den slags. Men i længden går det ikke, hvis der er for mange opgaver og alt virker lige vigtigt. Det er her ledere kommer ind i billedet.
Selvom vi har ret meget tjek på tingene selv, så har vi brug for ledere, når der skal laves svære prioriteringer.
Som tillidsrepræsentant henviser jeg gang på gang til nærmeste leder, når prioriteringer gør ondt. Og det kan lige så vel være den person, som er ked af at sige nej, som det kan være den, der er blevet sagt nej til. Det er vigtigt, at der står ledere klar i de situationer.
Klar til med overblik at tage ansvaret for, hvilke opgaver der må vente. Til at sænke ambitionsniveauet eller til at tage beslutningen om, hvad der skal droppes. Eller til at beslutte, der skal ansættes en mere med de nødvendige kompetencer.
Det er også vigtigt, at ledere taler sammen med de andre ledere om det, der er aftalt. For det nytter ikke noget, at man aftaler en prioritering med sin leder, hvis der umiddelbart efter lander nye opgaver på ens bord fra andre, som ikke kendte til beslutningen.
Jeg kan se, at når kollegaer får den efterspurgte hjælp af deres leder, så kommer de tydeligt lettede tilbage. Skuldrene falder ned på plads. De smiler igen. De får overskud til at gå hjem med god samvittighed og en tro på, at i morgen faktisk bliver en bedre dag. Det må være meningsfuldt at kunne give det til andre mennesker.
Jeg håber, at de ledere, som giver dette til deres ansatte også ser, hvad jeg ser, efter veludført arbejde. Så kære ledere: Vi har stadig brug for jer!
I behøver bestemt ikke at frygte at blive overflødige i organisationer med høj grad af selv- og medledelse. Faktisk hører jeg det gang på gang i netværket BANGO (Bedre Arbejdsmiljø i NGO'er): Vi vil så gerne have dygtige ledere.
Vores organisationer er ofte som en myretue, hvor alle er travlt beskæftigede hele tiden og samtidig dybt afhængige af hinanden. Her har lederen en vigtig rolle som den, der har overblik og træffer valg, hver gang vi risikerer at kollidere med vores projekter eller til sammen hiver for meget i nogle kollegaer.
Jeg håber, at fremtidige ledere også læser med her og ser, at det kan være en vigtig rolle at dygtiggøre sig inden for.
DM udbyder en række kurser og netværk for ledere - mange af dem gratis. De handler om alt fra Embodied Leadership til håndtering af chikane på arbejdspladsen. Find kurserne her.