Vi er blevet zoombier

Fra tv-serier, tegneserier og computerspil kender vi zombier, men de færreste havde forestillet sig den nuværende pandemi.

De af os, der ikke arbejder i en såkaldt kritisk samfundsfunktion, men snarere med kritisk teori, sidder hjemme bag skærmene og forsøger at opretholde vores liv og arbejde, mens det snarere er social distance end monstre, der truer os.

Vi bliver til Zoombier, firkantede muppet-show hoveder i videomøde-interfaces, snarere end multihoved-monstre. Og når vi er færdige med vores arbejdsdag på disse platforme, fortsætter vores sociale liv på andre platforme som sociale medier, og vores kulturliv står Netflix og Spotify for.

Vi skal naturligvis være glade for alle de platforme, der har muliggjort, at vi kan arbejde hjemme, mødes, høre ny musik, låne bøger og se serier, når både arbejdspladsen, cafeen, pladeforretningen, biblioteket og biografen er lukket. Prøv at forestil dig, kære læser bag skærmen, hvis denne nedlukning var sket før internettet, mobile computere og smarte telefoner.

Platformene er selvfølgelig ikke nye, men pandemien udgør et nyt højdepunkt for dem – bare følg pengene til Jeff Bezos’ og Mark Zuckerbergs hoveddør.

Teknologihistorikeren Lewis Mumford pegede på uret som den vigtigste teknologi og maskine for det industrialiserede samfund, men nu har platformene suppleret det. Prøv at tælle, hvor mange du bruger i løbet af en typisk dag – og husk at tælle Smittestop, sundhedsapps samt apps, der kontrollerer din skærmtid, med.

Men pandemien markerer også begyndelsen på et vendepunkt i vores platformskultur, hvor vi bredt er begyndt at indse og diskutere problemerne, begrænsningerne, bivirkningerne og de uheldige afledte effekter. Tænk bare på diskussionen af appen Smittestop eller de sociale medier i forbindelse med valget i USA. Selv EU er ved langsomt at vågne!

Vi, der underviser og holder møder, har på den hårde måde fundet ud af, at Zoom kun er en nødløsning og ikke en erstatning for et undervisnings- eller mødelokale, hvor vi er i samme rum. Vi kigger ikke på hinanden, men ind i en skærm, som sammen med platformen styrer vores og andres blikke. Zoom og alle de andre tilsvarende platforme kontrollerer og dirigerer vores sanser gennem software og interfaces og udelukker kroppen og rummet mellem os.

Vi er i Zoom ikke i et fælles rum, og vi mister oplevelsen, der ligger i at bringe mere end vores todimensionale hoveder hen til vores institutioner, uddannelsen, biblioteket eller museet.

Tænk på, hvor meget der følger med, når man går ind i hoveddøren til den institution, man er med til at opbygge. Vi mister ikke kun blikkene og institutionernes aura, men også lyden af fællesskabet i rummet, da de fleste mikrofoner er slukkede, og vi mister de kropslige dimensioner – det kan være meget stille at undervise et hold på 40 studerende på Zoom.

Et Zoom-møde er en virtuelt begrænset måde at være sammen på, som samtidig understreger vores ensomhed, og at vi ikke er sammen.

Vores tilstedeværelse bliver nu kontrolleret af platformen, dens software og interface, og samtidig kigger platformen på os og holder øje med vores valg og adfærd – ofte som del af dens forretningsgrundlag.

Overvågningens omfang varierer fra platform til platform – fra Smittestop og Zoom over Google til Facebook – og kan ofte være svær at gennemskue, da de fleste platforme er lukkede og giver begrænset indsigt i dataindsamling og -brug. Under alle omstændigheder indfører vi et nyt softwaremedieret og platformiseret blik på os og hinanden, når vi skifter lokalet ud med Zoom eller samtalen ud med Twitter.

Et Zoomoptikon, hvor man som i panoptikonet ikke kan se, om nogen eller noget holder øje med en, men hvor man ved, at det er muligt, og bekymringen drejer sig nu ikke kun om Big Brother, men også om Big Software (Facebook, Apple, Google, Amazon ...).

Pandemien er derfor et vendepunkt for vores syn på platforme. Vi kommer ikke til at afskaffe dem, tværtimod vil vi også efter pandemien bruge Zoom for at begrænse rejser og CO2-udledning, og vores kulturliv vil have lært noget nyt om at bruge platforme og internet, således at vi ikke kun er overladt til Netflix.

Platformene er blevet integreret i vores liv og arbejde, firmaerne bag er blevet styrkede, vi og vores arbejdsgivere vil også kunne se fordele ved at bruge dem fremover, selvom om vi skal være på vagt over for spareøvelser forklædt som ’smarte’ løsninger. Men det, vi har lært af tiden hjemme bag skærmene, er et blik for, hvad vi mister: rummene, mellemrummene, de kropslige møder.

Vi har tilmed fået blik for de afledte effekter. Hvordan Spotify kvæler de musikere, som laver den musik, de streamer. Hvordan sociale medier kvæler den offentlige demokratiske samtale, vi engang troede, de understøttede. Hvordan Amazon dræber de byer, de leverer deres pakker til. Eller hvordan Zoom dræber det refleksive læringsrum, som er formålet med god undervisning.

Efter pandemien får vi brug for en mere kritisk kvalificeret brug og forståelse - fra det, den amerikanske kritiker af Silicon Valley Evgeny Morozov har kaldt ”solutionisme”, til en bredere faglig, kulturel og samfundsmæssig forståelse af IT-platforme, herunder hvordan de ikke bare løser problemer, men også skaber nye.

En ting er sikkert, platformene og firmaerne bag dem ikke giver op.

Zoom vil ikke af med sine Zoombies.