Vækstsymbiosen mellem det private og offentlige

Formentlig har du, eller en du kender, investeret i en smartphone, ikke? Det er lidt interessant, at den teknologi, der ligger bag, faktisk er udviklet gennem en offentlig finansieret indsats. Internettet blev finansieret af det amerikanske forsvarsministerium, GPS af det amerikanske militærs Navstarprogram, og touchscreen-teknologien blev udviklet af forskere på University of Delaware. Det kan da også lige nævnes, at medicinalindustrien nyder godt af, at en meget stor andel af nye lægemidler er udviklet i offentlige laboratorier. Der er helt sikkert brug for entreprenører som Steve Jobs og Bill Gates, men deres succes bygger altså på et offentligt investeringsgrundlag.

Fortællingen om den kreative, effektive og innovative private sektor over for den kedelige, tunge og innovationssvage offentlige sektor bygger altså på et ulogisk grundlag. Desværre har den negative konsekvenser og ved at ende som en selvopfyldende profeti. Det er jo nærmest blevet en indiskutabel sandhed, at det er det private arbejdsmarked, der skal sørge for, at Danmark kan klare sig i den globale verden og dermed sikre, at vi har en økonomisk forsvarlig velfærdstat. Det bygger på den gamle antagelse, at det offentlige udelukkende er en servicesektor, der koster samfundet penge, som skal betales over skatten. Men hvorfor skulle det offentlige ikke også kunne være lokomotiv i vækstfilosofien. Hvorfor taler man ikke om en vækstsymbiose mellem det private og det offentlige i stedet?

For ikke at bruge den gamle traver om, at det er det offentlige, der sørger for dygtige medarbejdere på det private arbejdsmarked, sikrer de får tid til at arbejde og ”reparerer” dem, når de går i stykker, kan der i stedet peges på en logisk vækstlogik, som bygger på investering og samarbejde.

Desværre er den fremherskende politiske dagsorden om Danmarks økonomi bygget på, at der skal være balance mellem indtægter og udgifter på det offentlige budget, men det er jo nødvendigvis heller ikke den mest logiske vækstbetingelse.

Princippet om balance stammer primært fra EU, og det ligner da også sund husholdningsfornuft, men det er blevet til et overdrevent fokus på dette princip.  Frygten for ubalance medfører, at politikerne helt overser, at investering nok koster her og nu, men giver indtægter og resurser på sigt. Ansvarlig økonomisk politik handler ikke udelukkende om at bruge af de penge, man har.

Da det nu viser sig, at en væsentlig kilde til virksomhedsdynamik er iværksættere, der omsætter en god idé til praksis, bør det være et åbenlyst investeringsområde for staten, og da vi ved, at netop akademiske virksomheder primært omsætter idéer til virkelighed og udfører støttefunktioner for andre, er det vel den sektor, der i høj grad kan bidrage til at skabe synergi mellem offentlig innovation og private virksomheder til gavn for alle.