Tyndt svar på Jane Hansens kommaindlæg
Karl Ove Knausgårds seksbindsværk ”Min Kamp” mangler 37.332 kommaer, hvis man vel at mærke bruger den kommatering fra 1918, som Jørn Lund foretrækker.
Svaret fra Dansk Sprognævns formand, Jørn Lund, på Jane Hansens debatindlæg “Ud med startkommaet” i Magisterbladet nr. 3 fra den 20. marts er så problematisk at der er behov for et par kritiske kommentarer.
Jane Hansen anfører at det svækker Sprognævnets troværdighed at Jørn Lund bruger det gamle komma i stedet for det nævnet anbefaler i Retskrivningsordbogen. Lunds svar herpå er, at det må stå for hendes egen regning. Han lever i fredelig sameksistens med Sprognævnets medarbejdere, der jo er forpligtet til at følge nævnets anbefaling. Men for mig at se må offentligheden da studse over at en formand for et foretagende ikke selv gør det som foretagendet anbefaler. Så også jeg mener at denne signalforvirring svækker Sprognævnets troværdighed. At Lund med sit svar og i pressen ligefrem tematiserer sin afvigende praksis, gør det kun værre. Hvis han havde valgt at gå stille med dørene, var hans kommatering måske ikke blevet bemærket.
Jørn Lund skriver at det er fejlagtigt at påstå at det er ham der har sat kommaerne på dagsordenen, for allerede i november sidste år meldte partiet Venstre ud at der er behov for at hæve kommaniveauet. Det er altså politikerne, må vi forstå, og ikke Jørn Lund der har ansvaret for at kommakrigen er brudt ud igen. Den udmelding kan Sprognævnet ikke ignorere, mener han, så nu igangsætter det en undersøgelse. Men Sprognævnet er da ikke forpligtet til at reagere på enhver politisk udmelding. Og den naturlige reaktion på nogle politikeres bekymring over kommaniveauet er vel ikke at iværksætte et serviceeftersyn af reglerne for kommatering. Det ville da være mere oplagt at undersøge den pædagogiske praksis i skolerne. Derfor må det stå fast at det var Jørn Lund selv der i et stort opsat interview i Weekendavisen gik solo og smed sin kommabombe. Hvorfor ikke bare tage ansvaret for det?
Den store danske kommakrig varede 9 år, og siden et kommakompromis blev opnået i 2004, har vi haft 10 års moratorium. Er der virkelig brug for en 2. kommakrig?
Hvad den undersøgelse der nu skal foretages, kommer til at afsløre, er ikke godt at vide. Måske bidrager den ikke med ret meget af betydning. Hvad der derefter end sker, er det vigtigste at sprogbrugerne ikke tvinges til at sætte startkomma, dvs. komma foran en ledsætning. Som Jane Hansen bemærker, er det det der udløser de fleste fejl. Færre obligatoriske kommaer giver færre fejl, og hvis det nye budskab er at vi skal sætte flere kommaer igen, vil de fleste utvivlsomt være fejlagtige. Det er bl.a. derfor Sprognævnet i Retskrivningsordbogen anbefaler at man undlader at sætte startkomma. Men hovedårsagen er at det anbefalede komma opdeler sætninger i informationsenheder som understøtter forståelsen af tekster langt bedre end det gamle.
For sjovs skyld undersøgte jeg hvor mange startkommaer der skulle have været indsat i den danske oversættelse af Karl Ove Knausgårds seksbindsværk “Min kamp” hvis man havde brugt den kommatering fra 1918 som Jørn Lund foretrækker. Min udregning viste at der manglede 37.332.
Jane Hansen anfører at det svækker Sprognævnets troværdighed at Jørn Lund bruger det gamle komma i stedet for det nævnet anbefaler i Retskrivningsordbogen. Lunds svar herpå er, at det må stå for hendes egen regning. Han lever i fredelig sameksistens med Sprognævnets medarbejdere, der jo er forpligtet til at følge nævnets anbefaling. Men for mig at se må offentligheden da studse over at en formand for et foretagende ikke selv gør det som foretagendet anbefaler. Så også jeg mener at denne signalforvirring svækker Sprognævnets troværdighed. At Lund med sit svar og i pressen ligefrem tematiserer sin afvigende praksis, gør det kun værre. Hvis han havde valgt at gå stille med dørene, var hans kommatering måske ikke blevet bemærket.
Jørn Lund skriver at det er fejlagtigt at påstå at det er ham der har sat kommaerne på dagsordenen, for allerede i november sidste år meldte partiet Venstre ud at der er behov for at hæve kommaniveauet. Det er altså politikerne, må vi forstå, og ikke Jørn Lund der har ansvaret for at kommakrigen er brudt ud igen. Den udmelding kan Sprognævnet ikke ignorere, mener han, så nu igangsætter det en undersøgelse. Men Sprognævnet er da ikke forpligtet til at reagere på enhver politisk udmelding. Og den naturlige reaktion på nogle politikeres bekymring over kommaniveauet er vel ikke at iværksætte et serviceeftersyn af reglerne for kommatering. Det ville da være mere oplagt at undersøge den pædagogiske praksis i skolerne. Derfor må det stå fast at det var Jørn Lund selv der i et stort opsat interview i Weekendavisen gik solo og smed sin kommabombe. Hvorfor ikke bare tage ansvaret for det?
Den store danske kommakrig varede 9 år, og siden et kommakompromis blev opnået i 2004, har vi haft 10 års moratorium. Er der virkelig brug for en 2. kommakrig?
Hvad den undersøgelse der nu skal foretages, kommer til at afsløre, er ikke godt at vide. Måske bidrager den ikke med ret meget af betydning. Hvad der derefter end sker, er det vigtigste at sprogbrugerne ikke tvinges til at sætte startkomma, dvs. komma foran en ledsætning. Som Jane Hansen bemærker, er det det der udløser de fleste fejl. Færre obligatoriske kommaer giver færre fejl, og hvis det nye budskab er at vi skal sætte flere kommaer igen, vil de fleste utvivlsomt være fejlagtige. Det er bl.a. derfor Sprognævnet i Retskrivningsordbogen anbefaler at man undlader at sætte startkomma. Men hovedårsagen er at det anbefalede komma opdeler sætninger i informationsenheder som understøtter forståelsen af tekster langt bedre end det gamle.
For sjovs skyld undersøgte jeg hvor mange startkommaer der skulle have været indsat i den danske oversættelse af Karl Ove Knausgårds seksbindsværk “Min kamp” hvis man havde brugt den kommatering fra 1918 som Jørn Lund foretrækker. Min udregning viste at der manglede 37.332.
