Redaktøren: "Jeg har en tendens til at opsnuse det dårlige"

Med knitrende efterårssol i ansigtet traskede jeg forleden over slotspladsen ved Christiansborg og langs kanalen mod Københavns Museum. Jeg havde en let hovedpine, måske fordi jeg var kaldt ind af museumslederen for at redegøre for Akademikerbladets dækning af branchens arbejdsforhold.

40 procent af de museumsansatte arkæologer er løstansatte, skrev vi i augustnummeret under overskriften "Arkæologer er nutidens daglejere". I artiklen fortalte Severin om sin turbulente og usikre karriere med tidsbegrænsede kontrakter, og flere kilder opfordrede i skarpe vendinger museerne til at komme på banen med flere fastansættelser. Måneden efter udkom vi med temaet "Mareridt på museet" om branchens mange møgsager med dårligt arbejdsmiljø. Den dækning ønskede Københavns Museum at "nuancere lidt", lød det i en mail, så jeg vidste godt, den var gal.

Mine bekymringer forsvandt, da jeg gik ind gennem porten til Stormgade 18 og op ad en huleagtig stentrappe, der ledte ind i museets cafe. Jeg blev ramt af en pludselig trang til at føre håndfladen over dørkarmen og stikke næsen hen til træet og snuse. Fortidens fortællinger trængte sig på fra alle sprækker i bygningen, og mine egne dødelige grublerier blev med ét mindre interessante.

Nå, men her blev jeg så mødt af en firepersoners komité bestående af museumsleder Louise Jacobsen og tre ansatte arkæologer i form af en chef, en TR og en medarbejder. Louise bar et gigantisk kulørt badge med ordene BYENS BEDSTE printet i versaler, bevisførelse for den pris, museet vandt i sommer som Københavns bedste arkitektoniske oplevelse.

"Det er noget ensidigt, synes jeg. Vi føler os skåret over én kam", indledte museets arkæologiske leder, mens jeg nervøst slubrede termokandekaffe, "vi er faktisk nogle, der forsøger at gøre noget ved det!"

For 10 år siden havde Københavns Museum blot en enkelt eller to fastansatte, fortalte hun. I dag er de 20 – og det er bare arkæologerne. Hvert år forsøger man at udvide truppen med et par fastansættelser ad gangen. Ingen kan vide, om der er penge til det året efter, men ledelsen tager chancen, og hvis bevillingerne og projekter løber ud, må arkæologerne gøre sig nyttige ved at rydde op i arkivet eller lave indhold til de sociale medier, indtil der igen er arkæologiske projekter at kaste sig over. To tredjedele er i dag fastansat på museet – noget mere end i branchen generelt.

Som journalist har jeg en tendens til at opsnuse alt det, der går galt. Den indstilling blev udfordret på Københavns Museum af mere fornuftige medlemmer, der insisterer på at tale de gode løsninger frem og i fællesskab gøre verden bare en smule bedre. Inspirerende.
Samtalen er fællesnævneren for indholdet i dette blad. Vi dækker DM’s demokratiske valg. Vi spørger arbejdsgiverne, hvad de forventer af akademikere, i temaet om efteruddannelse til fremtidens arbejdsmarked. Og vores journalist har en samtale med både en forsker og sig selv om naturen af sin arbejdsidentitet.

Skriv til mig på tko@dm.dk, hvis du vil tale videre om det, du læser her i bladet eller oplever som medlem. Vi kan kun blive klogere, og måske kan det lette på en hovedpine.