I marts talte vi kun med kvinder. Det har lært mig 5 ting om god journalistik

Akademikerbladet står sjældent forrest i køen til et interview med landets ministre, så det var en glædelig overraskelse, da ligestillingsminister Marie Bjerre tidligere på måneden fremhævede Akademikerbladets redaktionelle linje på sin Twitter-profil og senere i medier som TV2 News, 24syv og Berlingske.

Bevares, ministeren kaldte vores beslutning om udelukkende at bruge kvindelige kilder i marts måned for ”den forkerte vej at gå”. Og da jeg talte med hende i telefonen kort efter, var hun åbenlyst provokeret af eksperimentet, fordi det ifølge hende ”skaber de strukturer i samfundet, der fører til forskelsbehandling”.

Men vi fik da politikerne i tale, og kort tid efter præsenterede det ene universitetet efter det andet lister med kvindelige forskere.

Så langt, så godt. Men hvad har vi egentlig selv fået ud af eksperimentet?

Det har jeg fem bud på, hvis jeg skal opsummere efter fælles snakke og efterkritik med redaktionens journalister, som jo er dem, der egentlig har lagt arbejdet i at få det hele til at lykkes.

1. Eksperimentet har spændt ben for os og har netop derfor givet nye perspektiver

Det har til tider været drønbesværligt udelukkende at finde kvindelige kilder. Journalisterne på redaktionen har oplevet at komme på overarbejde med at finde de rette personer, når nu de mænd, der var oplagte, ikke måtte bruges.

Til gengæld har vi også oplevet, at vores historier fik et andet tvist end normalt og blev bedre af det. For eksempel da vi dækkede de nye overenskomster i finanssektoren, der giver far ret til lige så meget barsel som mor. I stedet for at finde en mand, hvilket var vores standardreaktion, fandt vi en kvinde som case - og fik dermed en anden og mindre forudsigelig indgang til historien.

Eller da vi skrev om et nyt katalog, der samler de bedste erfaringer med at skabe et godt arbejdsmiljø for ph.d.-studerende. Her blev vi også tvunget til at tale med andre end dem, vi normalt ville bruge, og det gav et andet blik på historien.

Jeg tror ikke, at det er de kvindelige kilder i sig selv, der har skabt bedre journalistik. Det er nok snarere vores opmærksomhed på at udfordre de valg, vi normalt tager på autopilot. Forsøget har været et lille stykke uformel aktionsforskning, der har gjort det muligt for os at se kritisk på egen praksis.

Benspændet fungerer som en katalysator for forandring, og dem skal vi have flere af. Hvad sker der, hvis vi for eksempel skal mødes fysisk med alle kilder i maj måned? I august kun må lave artikler, hvor vi følger op på de kritiske historier, vi skrev sidste år? Eller i oktober udelukkende skrive artikler på under 200 ord?

2. Vi kan ikke komme i mål alene – vi er afhængige af strukturerne i vores omverden

Det har hverken været et problem at finde relevante erfaringskilder eller eksperter, selv om vi kun har talt med kvinder. Det har måske taget mere tid, men vi er ikke gået på kompromis med kvaliteten.

Vi har til gengæld været udfordret, når vi har lavet klassiske nyhedshistorier, hvor vi skal have fat i en repræsentant for en organisation. For hvad gør man, når der er fyringsrunde på et universitet, og både rektor, dekaner og tillidsrepræsentanter er mænd?

Her har vi måttet gøre forsøget kunstigt ved simpelthen at få udtalelser fra organisationen i stedet for en navngiven person (”Universitetet udtaler, at …”)

Det holder ikke i længden. Som en af redaktionens journalister formulerede det i efterkritikken: ”Vi spiller op imod en virkelighed, der er, som den er. Vi er bare små tandhjul i det store apparat”.

Når vi fremover opstiller mål for fordelingen af mandlige og kvindelige kilder, vil vi derfor undlade at tælle partskilderne med i regnestykket. Vi kan ikke styre, om der sidder flest mænd eller kvinder i bestemte lederstillinger, og derfor giver det ikke mening at måle efter.

3. Når vi taler om repræsentativitet, har vi brug for elastik og pragmatik

Eksperimentet er blevet mødt med kritik på særligt de sociale medier. Journalisten Leny Malacinski kritiserede forsøget her i fagbladet. ”Det er overfladisk kun at måle diversitet og repræsentation på visuelle kendetegn som køn og hudfarve”, lød hendes dom.

I mine øjne er kendetegn som køn og etnicitet nu et godt sted at starte, fordi vi ved, der er udfordringer med forskelsbehandling i forskellige dele af samfundet. Men Malacinski har ret i, at det fokus ikke kan reduceres til tjeklister og regneark.

Eksperimentet har sat på spidsen, vist hvad der sker, når man jagter et bestemt måltal uden at have øje for alle de andre forhold, der gør sig gældende, når man arbejder med mennesker.

Det er der også en læring i. Nemlig, at der skal være en vis elastik i de mål, vi opstiller for os selv. Ellers ender de gode intentioner med en blind jagt på, at statistikken skal se godt ud.

Vi vil derfor fremover arbejde med en målsætning om en kønsfordeling på mellem 40 og 60 procent. Det er tilpas ambitiøst til, at vi kan holde os selv op på målet, men samtidig bredt nok til at undgå, at vi skal jagte tallet i de enkelte historier.

4. Når vi tillader hinanden at fejle, bliver kreativiteten sluppet løs

Da ideen til eksperimentet blev bragt op på et redaktionsmøde, blev den præsenteret med ordene: ”I kommer nok til at slå mig ihjel nu, men hvad nu hvis..?”

Som redaktør ville den nemme løsning have været at dræbe ideen med det samme, for risici var der masser af: Historier, der ikke kunne blive til noget. Anklager om forskelsbehandling. Sure kolleger og vrede politikere.

Men det var imidlertid også befriende at høre nogen turde formulere en ide, som nemt kunne være blevet kaldt fjollet – og så rent faktisk følge op på den. For det er netop, når vi gør det legitimt at lave fejl, at folk tør tænke nyt og satse på det ukendte.

Det er ikke alle redaktionens journalister, der var enige i beslutningen. Men alle var friske på at forsøge. Alle som én har taget eksperimentet seriøst og lagt den ekstra indsats, der skulle til, når det var svært.

Resultatet er, at vi er blevet et tættere arbejdsfællesskab, der bakker op om hinanden – og som forhåbentlig også tør satse næste gang, der kommer en vild, men god ide.

5. Hvis vi vil ændre på vores vaner, må vi forpligte os selv på klare mål

Bare et par uger før vores eksperiment, lukkede jeg en samtale ned om netop kønsfordelingen af kilder på et redaktionsmøde, fordi jeg ”ikke orker den snak igen”, som jeg vistnok sagde. Det var en problemstilling, der simpelthen var nemmest at ignorere.

Men under og op til eksperimentet har jeg reflekteret mere over min egen praksis, end jeg har gjort i min samlede karriere som journalist. Det er udelukkende sket, fordi jeg har tvunget mig selv til det.

Det er en af de store læresætninger for mig: Hvis vi medier rent faktisk vil rykke os, må vi forpligte os til det – offentligt.

Da vi satte eksperimentet i gang, lovede jeg, at vi ved månedens udgang ville ende med ”en slags håndbog i, hvordan vi som fagblad griber diversitet an på længere sigt”.

En decideret håndbog er måske så meget sagt, men vi kan nu supplere vores eksisterende redaktionshåndbog med disse mål og tiltag:

• Vi begynder at opgøre kønsfordelingen af kilder i vores onlineartikler. Tidligere har det kun været gjort for det trykte magasin
• Optællingen bliver delt op i erfarings-, parts- og ekspertkilder
• Målet er mellem 40 og 60 pct. kvindelige eller mandlige kilder (partskilder undtaget)
• Tallene bliver en del af vores interne data-dashboard og offentliggøres løbende på akademikerbladet.dk/diversitet
• Vores søstermedie Forskerforum begynder også at opgøre kønsfordelingen efter samme principper
• I februar 2024 vil vi tage stilling til, om marts-eksperimentet skal gentages – måske har vi brug for at ruske op i os selv til den tid?
• Vi igangsætter et forsøg med at optælle kilder på minoritetsbaggrund baseret på den metode, der er brugt i rapporten ”Dem vi taler om” fra Ansvarlig Presse og Roskilde Universitet

Indlæg opdateret 11. april for at fjerne en sætning, der ikke retvisende opsummerede Leny Malacinskis indlæg.