3 argumenter, der er så absurde, at regeringen måske vil lytte til dem

Jeg troede, det var en outlier, dengang Nick Hækkerup sagde, at "med overvågning stiger friheden".

En sproglig bøf, en tanketorsk.

Men det blev ved.

Året efter slettede Mathias Tesfaye to forskeres rapport om social kontrol og forbød dem at undervise kommunale integrationsmedarbejdere. "Hvis man havde vidst, at denne rapport var blevet resultatet, så var den næppe blevet bestilt", forklarede kollegaen Rasmus Stoklund dengang.

Og justitsminister Peter Hummelgaard vil nu indføre hårdere straffe for at sænke antallet af overfald med kniv. Skidt med, at ræsonnementet bliver afvist af forskere, der har brugt år på systematisk at indsamle og studere solid viden om spørgsmålet. For Hummelgaard lytter ikke til "forskere, der lever i en forskerverden”, har han fortalt DR, kun til dem, der som ham selv "lever i den virkelige verden".

Den manglende interesse i saglige argumenter har aldrig været tydeligere end med regeringens mission om at halvere universiteternes kandidatuddannelser. Man vil ikke have flere akademikere i Danmark, fair nok, det er et legitimt politisk synspunkt.

Argumenterne for reformen har imidlertid været usammenhængende fra ende til anden. Det er næsten, som om det ikke er forskerne, der er fjernet fra virkeligheden, men politikerne selv. Et udpluk:

• Vi gør det, fordi ”det skal være fedt at være studerende på et dansk universitet”, sagde man. Og besluttede, at det bedst sker ved at presse dem til at arbejde endnu hurtigere under endnu dårligere vilkår.
• Vi gør det for at hæve kvaliteten, sagde man. Og vil gøre det ved at forkorte uddannelserne og sænke mængden af fagligt indhold.
• Vi skal have mindre bureaukrati, sagde man. Og planlagde at indføre så mange nye studieordninger, at det kræver op mod 100 mio. kr. om året at administrere.
• Der er alt for mange ”hippiefilosoffer” og andre humanister på universiteterne, sagde man. Og ignorerede, at halvdelen af de humanistiske studerende allerede er blevet skåret fra på bare 10 år.
• Vi vil gøre op med detailstyring og snuptagsløsninger, sagde man. Og gik så i gang med at planlægge detaljerne for studiestart, dimission og speciale.
• De studerende kan da bare bruge sommerferien til at blive hurtigere færdige, sagde man. Og tænkte ikke nærmere over, hvem der egentlig skal undervise og vejlede dem hen over sommeren.
• Vi inddrager underviserne og universiteterne og fagpersonerne, sagde man. Og besluttede sig for at vente med at gøre det, til planen er lagt.
• Vi har brug for flere erhvervskandidater, fordi ”utroligt få” danskere efteruddanner sig, sagde man. Og ignorerede det faktum, at over 500.000 danskere tager efteruddannelse. Hvert år.
• Kandidatuddannelserne er til for dem, der vil være forskere, sagde man. Og ”glemte”, at undervisningen godt nok er forskningsbaseret, men at forskerne naturligvis har deres egne og ganske velkendte ph.d.-uddannelser og at langt de færreste går den vej.
• Det skal gøre overgangen til arbejdslivet nemmere for de studerende, sagde man. Og vil gøre det stort set umuligt for de studerende at få tid til praktik og relevante studiejob.
• Det er meget bedre for erhvervslivet, sagde man. Og tog sig ikke synderligt af, at de økonomiske vismænd advarsel om, at reformen kan koste Danmark mellem 7 og 14 milliarder kr. om året.

Mere snak, mindre mening

Jo mere regeringen fortæller om sine planer, jo mere forvirret bliver jeg.

Kun én ting står klart for mig. De politiske reformtanker er ikke baseret på reel viden, bare ren forestilling.

Derfor vil flere faglige argumenter for, hvorfor reformen vil skade Danmark, ikke længere rykke ved noget. Det løb er kørt. Politikerne er vant til at blive mødt med kritik, når de fremsætter nye ideer, så de skubber ufortrødent videre, ligegyldigt hvor mange saglige indvendinger de mødes med.  

Og selv hvis man i de inderste partilokaler skulle gå og fortryde ideen, vil ingen nogensinde indrømme det. Den slags går ikke i det politiske spil. Det er bedre at holde fast i et dumt forslag, end det er at indrømme en fejl.

Så hvad skal der egentlig til for at få regeringen til at indse, at den er ved at lave en fejltagelse, der er større end selv den udskældte folkeskolereform?

Måske er løsningen at lege med, når regeringen spinder løs på det ene mere fantasifulde argument efter det andet. Spille deres spil og leve videre i den alternative virkelighed.

Her er mit bud på tre argumenter, der er så absurde, at de måske ligefrem virker.

1. Hvis I udskyder reformen, forlænger i lobbyismen

På Folkemødet dansede og drak folketingspolitikerne mojitos og fri fadøl til private fester hos de store konsulentbureauer. Ved at trække trække pinen ud og vente med at gennemføre reformen, øger I sandsynligheden for, at universiteterne begynder at diske op med lignende lækkerier. Jeg kan anbefale havtorn-slushice med rom.

2. I spilder en oplagt syndebuk

Akademikerne er perfekte som prygelknabe. Verdensfjerne, arrogante, unyttige. Men kære politikere, I er ved at gennemføre en reform, som ingen ønsker, og som slet ikke har folkelig opbakning. I risikerer ganske enkelt, at akademikerne begynder at få vælgernes sympati. Og hvad kan man så samles om? I kan altid gå tilbage og hakke endnu mere på muslimerne, men det er også lidt kedeligt, er det ikke?

3.   Det korte ér det lange
Du kender udtrykket det korte af det lange. Sig det hurtigt. Lyder det ikke lidt, som om det korte ér det lange? Med andre ord: Lange universitetsuddannelser er allerede korte. I behøver slet ikke gøre mere. I kan nøjes med at tale hurtigt.

I pressemeddelelsen vil alle være glade

Ok, det bliver fjollet. Men det er reformen også efter alt at dømme, et stykke politik der kun kan forklares med magtpolitiske begreber.

I disse dage forhandler politikerne de sidste kommaer i en aftale og sørger for at alle partier har noget, de kan tage æren for, alle formænd hvert deres jubeloptimistiske citat i den kedelige pressemeddelelse fra ministeriet. Så kan alle gå glade på sommerferie. Alle undtagen dem, det egentlig handler om, de studerende, underviserne og alle os andre, der lever højt på, at vi er et land, hvor god uddannelse er god smag.

Jeg håber, at de i processen har lyttet bare en smule til de reelle argumenter. Og hvis ikke det er nok, skal de være velkomne til at bruge mine.