Politikerne vil ændre drastisk på unges uddannelse – og ingen har spurgt underviserne, hvad de mon tænker om ideen 

Når jeg kigger på det reformudspil, der lige er landet vedrørende de professions- og erhvervsrettede uddannelser, tænker jeg: Har regeringen og den ansvarlige minister lyttet til de mange interessenter, som har luftet deres velbegrundede bekymringer i offentligheden?

Som formand for underviserne kan jeg konstatere, at der hverken er blevet lyttet eller spurgt hos os.

Som man kunne læse i Politiken forleden, har forsknings- og uddannelsesminister Christina Egelund taget sig god tid med at forberede det reformudspil, som nu foreligger.

Alligevel kan jeg afsløre, at vi undervisere ikke engang har været indbudt til en kop kaffe med hverken relevante ministre, departementer eller styrelser. Så hvad er tiden blevet brugt til?

Bevares, andre interessenter har været til kaffe, men det er himmelråbende, at de professionelle, som står i underviserrummet til dagligt, ikke aktivt bliver involveret med den viden, de har om, hvad der virker, og hvad der har været tidligere reformers fejlskud.

Og vi har sandelig budt os til. Jeg har gentagne gange mindet om, at landets lærerværelser er fyldt med vigtig viden, som har sin berettigelse i disse policy-processer.

Der kommer ikke noget kvalitetsløft

Kigger jeg bredere på de kampagner, som DM sammen med stort set alle professionsfag har rullet ud, så har regeringen ikke lyttet til bekymringerne om uddannelsernes dalende attraktivitet, hvis man skærer i længden og indfører turbo-uddannelser.

Ej heller ser det ud til, at der vil komme et reelt kvalitetsløft som konsekvens af betydelige investeringer i de enkelte uddannelser.

Der tales godt nok om 2,1 milliarder kroner til at understøtte implementeringen af reformen, når den er fuldt indfaset i 2032, men sammenholder man det med de 500 millioner, som for eksempel pædagoguddannelsen skønnes at behøve for at løfte kvaliteten, så forslår omtalte ramme til hele reformområdet jo som en skrædder i helvede.

Forkortelsen er blevet mindre end de første signaler fra regeringen, som handlede om et halvt års forkortelse på udvalgte uddannelser. Nu skal der beskæres på stort set alle professionsbacheloruddannelser med 15 ECTS, hvilket svarer til et kvart studieår. Det er selvfølgelig en mindre forværring.

Der peges der på, at man skal af-akademisere bachelorprojekterne og korte i projektperiodens omfang. Det kan man måske også på nogle uddannelser, hvor der i dag slet ikke stilles krav om inddragelse af praksisrettede elementer. Dog bør der være en rød linje i forhandlingerne, der sikrer, at der ikke kan ændres ved de afsluttende prøvers bachelorstatus.

Vi risikerer at lukke vejene for de unges studievalg

Hvor er der så alligevel positive elementer i udspillet?

Der er blandt andet intentionen om at skabe bedre kontakt mellem undervisere og studerende ved at prioritere undervisningsforløb på mindre hold. Ligeledes er der i reformudspillet overvejelser om, hvordan man bedre fastholder de studerende, der er i risiko for at falde fra.

Reformudspillet rummer på den måde flere rigtig gode hensigter, som forhåbentlig vil blive konkretiseret og indfriet i forhandlingsfasen.

For Christina Egelund har det været et prestigeprojekt at få en uddannelsesreform, som også indeholder aftaler om videreuddannelsesmuligheder efter færdiggjort uddannelse. Og udspillet huser da også forslag om et retskrav på videreuddannelsesmulighed for kandidater, der har været ude og arbejde med sin profession i to år. Men som med så meget andet i udspillet, er det både uklart, på hvilke uddannelser man kan indfri denne ret og fra hvilken indkomst.

Jeg er meget bekymret for, at de veje videre, som vi ved er så vigtige for unges studievalg i dag, lukker med den foreslåede forkortelse af professionsbacheloruddannelserne. Da man i tidernes morgen indførte et afsluttende bachelor-projekt på professionsbacheloruddannelserne, gjorde man det for at sikre, at de færdiguddannede kandidater havde de nødvendige studiemetodiske færdigheder til at læse videre på en kandidatuddannelse.

Reformen indeholder ingen betragtninger om, hvordan vi i fremtiden sikrer os, at den foreslåede forkortelse ikke bliver et argument for universiteterne om, at de ikke direkte kan optage kandidater med professionsbacheloruddannelse uden, at de studerende skal supplere med ekstra fag.

De seneste tre-fire år har Studievalg Danmark turneret med den pointe, at unge ikke ønsker at påbegynde en uddannelse, som lukker af for andre muligheder i fremtiden. Og hvilken risiko løber man så med dette reformudspil, som gerne skulle øge attraktiviteten?

Nu går kampen om særinteresser i gang

Nu går forhandlingerne i gang, og kampene om alle særinteresserne spidser til.

Selvom regeringen har sit flertal på plads, er der en reel risiko for, at de kommende forhandlinger mere vil fokusere på, at enkelte interesser får afsat deres fingeraftryk på reformen, end at luge ud i de tidsler, der er i buketten.

De værste eksempler på reformprocesser, vi har set tidligere, er de kludetæpper af særinteresser, som reformerne af læreruddannelsen og pædagoguddannelsen i 2013 og 2014 står på. Sporene fra dengang skræmmer og trækker den dag i dag lange skygger ind i velfærdsområdets allervigtigste fag.

Hvis det er, hvad Christina Egelund tænker på, når hun siger, at hun gerne vil ”etablere en genopretning af de professionsfaglige i egen ret”, så er jeg enig med hende. Men det kræver så også en direkte involvering af dem, der står på gulvet ude på uddannelserne. 

Ellers frygter jeg, at det heller ikke denne gang vil lykkes.