Opfordring til professionshøjskolernes ledelser: Involver samarbejdssystemet

I vores sektor har historien det med at gentage sig.

Endnu en gang oplever gode kolleger usikkerhed i deres ansættelser, fordi flere uddannelsesinstitutioner mangler penge allerede i indeværende budgetår.

Man må vel naturligt nok interessere sig for spørgsmålet: Hvordan er det muligt, at direktioner kun få uger inde i et nyt budgetår pludselig finder behov for store tilpasninger af budgetter i millionstørrelsen?

Lad mig slå fast med det samme: Der er ikke fremlagt mange gode begrundelser for, hvorfor det ikke var muligt allerede i efterårets budgetlægningsprocesser at forudsige de bekymrende prognoser for gennemførte studenterårsværk. Man burde kunne forudsige, at mange uddannelser fortsat har vigende optagelsestal. Eller at det stadig er svært at fastholde alle studerende.

Sådanne prognosticeringer er en kerneopgave ifm. med økonomistyring og budgetlægning. Derfor undrer det mig, at flere institutioners direktioner så tidligt i et budgetår afskediger kolleger med henvisning til en akut mangel på studerende.

Til gængæld må der udvises respekt for de institutioner, der efter forårets dystre kvote 2-ansøgningstal begynder at tage bestik af, hvad det så kommer til at betyde for økonomien de kommende år og dermed for de budgetter, der skal udarbejdes for 2024. Som konkret eksempel bør der igen-igen ses på de uddannelsestilbud, vi tilbyder pædagogstuderende, fordi partierne bag finansloven ikke viderefører det taxameterløft, som pædagoguddannelsen igennem fire år har modtaget for at kunne øge det ugentlige timetal.

Det fortjener derimod ikke respekt, når direktioner under påskud af at udvise rettidig omhu forcerer fyringsrunder igennem uden reel inddragelse af de ansattes medarbejderrepræsentanter og deres organisationer alene for at skjule, at der ikke var kvalitet nok i de budgetlægningspraksisser, som man selv er ansvarlig for.

I indeværende år har vi i DM kendskab til flere såkaldte tilpasningsprocesser, hvor gode kolleger er blevet afskediget, uden at der har været en reel invitation til i fællesskab at formulere afværgeforanstaltninger for at sikre beskæftigelse. Flere af vores tillidsrepræsentanter er frustrerede og afmægtige over for ledelser, der underinformerer og i nogen grad udgrænser dem i de processer, som bør pågå.

I de to årtier, jeg har været fagpolitisk aktiv i denne sektor, har jeg oplevet, at de processer, som har været ordentligt tilrettelagt, hvor tilpasningsbehovene er veldokumenterede, og hvor der har været reelle inddragelsesprocesser i institutionens samarbejdsstreng, har været lidt mere humane for de involverede.

Derfor vil jeg på det kraftigste opfordre til, at institutionernes ledelser tager deres informations- og drøftelsespligt alvorligt og rettidigt involverer samarbejdssystemet i de overvejelser, man gør. Medarbejdernes repræsentanter og deres organisationer er helt legitime parter i institutionernes forandring. Det er en bunden opgave for medarbejderrepræsentanterne i samarbejdssystemet at være med til at kvalificere ledelsens beslutningsgrundlag. Det sker kun, hvis landets ledelser spiller med åbne kort så tidligt så muligt og med forståelse for, at ordentlige processer kræver tid og tålmodighed.