Blog: Naturens vagthund er stadig på vagt
Når unge mennesker vokser op i dag, bliver vi bombarderet med budskaber og dommedagsscenarier om at vores klima og miljø er i overhængende fare. Jeg har snakket med en af dem, som har besluttet at gøre noget ved sagen som ansat ved Naturfredningsforeningen, skriver Emma Inge Hansen i den seneste version af Studenterbloggen.
Proppen sprang på boblevandet, og de skålede i frokostpausen, da regeringens planer om at privatisere og sælge de danske kyster blev taget af bordet til stor glæde for Danmarks Naturfredningsforening. Og selvom organisationen p.t. måske ikke er de mest populære i Landbrugsministeriet, så afholder det ikke unge og andre mennesker fra at ville kæmpe i naturens tjeneste med deres navn på kasketten.
Et af disse unge mennesker, der har meldt sig under de grønne faner, er Karen Filskov, som er biologistuderende og studentermedhjælper i Danmarks Naturfredningsforening. Jeg har sat hende i stævne, fordi jeg vil finde ud, hvordan det må være som ung at arbejde for en forening som Danmarks Naturfredningsforening– samt måske også at høre, om hun har løsning på verdens klimaproblemer. Men en ting ad gangen, og jeg starter med at tage imod hende ude foran indgangshallen til Dansk Magisterforenings lokaler og hilser pænt.
”Jeg ligner nok ikke en typisk ansat ved Naturfredningsforeningen”, siger hun og smiler skævt.
Og med sit helt korte hår, den klassiske hvide skjorte og de kuglerunde briller kunne hun faktisk ligeså godt være ansat på et forskningsbibliotek eller måske et forlag.
Ikke desto mindre er det Danmarks Naturfredningsforening, hun arbejder for. En forening, hun selv kalder ”naturens vagthund”, og som gerne får fingrene i mulden for at rydde ukrudtet væk, hvis det betyder, man ikke behøver bruge sprøjtemiddel.
”Det, som jeg synes er allerfedest ved at arbejde for Danmarks Naturfredningsforening, er at møde mennesker, som virkelig tror på, at vi kan gøre en forskel. Det er enormt inspirerende at møde frivillige ildsjæle og helt hardcore nørder, som vier deres liv til en sag”, siger Karen og fortæller videre om foreningens grundvandsekspert, der ifølge hende har et overordentligt imponerende CV med i bagagen.
Karen Filskov ved godt, at det er de helt små detaljer, der tæller, når man skal anvende en le. Foto: Klaus Dreyer / Headturn Images.
Men der er meget andet end grundvand og sprøjtemidler, som Danmarks Naturfredningsforening kerer sig om, og det viser sig faktisk, at Karen er en kvinde, der er i stand til at give mig den måske kompetente brugsanvisning i le-anvendelse, jeg længe har hørt.
Med leen i hånden i naturens tjeneste
”Når engen bliver til skov eller heden til krat, så mister mange naturperler deres unikke skønhed og sammen med dem levestederne for mange truede dyr og planter”, siger Karen.
Og hvor der engang var køer og får til at spise visse planter, så vokser naturen i dag til som konsekvens af, at de ikke er der mere. Og når dét sker, så griber Danmarks Naturfredningsforening til våben! Nærmere bestemt, så går de i gang med le og ørnenæb for at fjerne de planter, som dyrene plejede at spise.
”Så selvom det for nogen virker kunstigt, bliver vi nødt til at hjælpe den på vej, hvis vi ikke vil miste de truede arter og den kulturhistorie, de fortæller”, mener Karen.
Og derfor var det en obligatorisk del af hendes oplæring, at hun lærte at bruge en le: ”Efter et par uger hev min chef og et par kolleger mig over i Fælledparken, hvor jeg blev introduceret til lebrug”, fortæller hun.
”Tricket er at have en le, der er indstillet rigtigt til en. Man skal holde lebladet helt tæt ved jorden, have ryggen lige, spredte ben og kun bevæge sig langsomt fremad i græsset. Når der rigtig kommer sving i, er det en enorm ergonomisk bevægelse, og man får trænet muskler i ryg, mave, ben og arme, som ellers er svære at få fat i”, fortæller Karen og får derved også implicit lagt lidt lokkemad ud til de træningsgale mennesker, der måtte læse med.
I dag underviser hun også andre i, hvordan man kan bruge en le til at fjerne den uønskede bevoksning. Derudover understøtter hun også frivillige i deres arbejde med at arrangerer le-rydninger, når naturen får brug for hjælp.
Karen Filskov er såkaldt le-instruktør ved Danmarks Naturfredningsforening. Her er hun i gang med en instruktion i forbindelse med et høslæt i Brabrand. Foto: Klaus Dreyer / Headturn Images.
Fremtiden rummer store mål for Karen
Men en ting er at rende rundt med en le i naturens tjeneste sammen med Danmarks Naturfredningsforening, en anden ting er, hvad man vil bruge sin fremtid på. Da jeg spørger ind til Karens fremtidsplaner, får jeg et noget overraskende svar.
Du kender det inden for reklameverdenen, hvor man er særlig dygtig til at anvende den nyeste viden inden for feltet til at sælge produkter. Men det er faktisk også inden for selvsamme felt, at Karen har sine fremtidsplaner. Helt præcist, så ønsker hun at bruge sin baggrund i biologi til at lære mere om kognition og kommunikation.
”Viden om, hvordan folk tænker, kan bruges på godt og ondt”, siger hun.
Hendes pointe er, at der ligger mange muligheder gemt i at prøve på at bruge den viden, vi har om, hvad der motiverer folk til at foretage en handling, som mange godgørende foreninger også kan gøre brug af:
”Jeg synes ikke alt skal handle om penge og profit, og jeg tror, der er potentiale i at forstå mennesker for at motivere mennesker, så vi kan skabe en bedre verden sammen”.
For grundlæggende så gælder det stadig for klimaet og naturen, at ”vi ved godt, hvad vi skal gøre, vi ved bare ikke, hvordan vi skal få folk til at vælge det”, som Karen udtrykker det – og den problemstilling, kan hun måske være med til at arbejde på i fremtiden.
Et af disse unge mennesker, der har meldt sig under de grønne faner, er Karen Filskov, som er biologistuderende og studentermedhjælper i Danmarks Naturfredningsforening. Jeg har sat hende i stævne, fordi jeg vil finde ud, hvordan det må være som ung at arbejde for en forening som Danmarks Naturfredningsforening– samt måske også at høre, om hun har løsning på verdens klimaproblemer. Men en ting ad gangen, og jeg starter med at tage imod hende ude foran indgangshallen til Dansk Magisterforenings lokaler og hilser pænt.
”Jeg ligner nok ikke en typisk ansat ved Naturfredningsforeningen”, siger hun og smiler skævt.
Og med sit helt korte hår, den klassiske hvide skjorte og de kuglerunde briller kunne hun faktisk ligeså godt være ansat på et forskningsbibliotek eller måske et forlag.
Ikke desto mindre er det Danmarks Naturfredningsforening, hun arbejder for. En forening, hun selv kalder ”naturens vagthund”, og som gerne får fingrene i mulden for at rydde ukrudtet væk, hvis det betyder, man ikke behøver bruge sprøjtemiddel.
”Det, som jeg synes er allerfedest ved at arbejde for Danmarks Naturfredningsforening, er at møde mennesker, som virkelig tror på, at vi kan gøre en forskel. Det er enormt inspirerende at møde frivillige ildsjæle og helt hardcore nørder, som vier deres liv til en sag”, siger Karen og fortæller videre om foreningens grundvandsekspert, der ifølge hende har et overordentligt imponerende CV med i bagagen.
Karen Filskov ved godt, at det er de helt små detaljer, der tæller, når man skal anvende en le. Foto: Klaus Dreyer / Headturn Images.
Men der er meget andet end grundvand og sprøjtemidler, som Danmarks Naturfredningsforening kerer sig om, og det viser sig faktisk, at Karen er en kvinde, der er i stand til at give mig den måske kompetente brugsanvisning i le-anvendelse, jeg længe har hørt.
Med leen i hånden i naturens tjeneste
”Når engen bliver til skov eller heden til krat, så mister mange naturperler deres unikke skønhed og sammen med dem levestederne for mange truede dyr og planter”, siger Karen.
Og hvor der engang var køer og får til at spise visse planter, så vokser naturen i dag til som konsekvens af, at de ikke er der mere. Og når dét sker, så griber Danmarks Naturfredningsforening til våben! Nærmere bestemt, så går de i gang med le og ørnenæb for at fjerne de planter, som dyrene plejede at spise.
”Så selvom det for nogen virker kunstigt, bliver vi nødt til at hjælpe den på vej, hvis vi ikke vil miste de truede arter og den kulturhistorie, de fortæller”, mener Karen.
Og derfor var det en obligatorisk del af hendes oplæring, at hun lærte at bruge en le: ”Efter et par uger hev min chef og et par kolleger mig over i Fælledparken, hvor jeg blev introduceret til lebrug”, fortæller hun.
”Tricket er at have en le, der er indstillet rigtigt til en. Man skal holde lebladet helt tæt ved jorden, have ryggen lige, spredte ben og kun bevæge sig langsomt fremad i græsset. Når der rigtig kommer sving i, er det en enorm ergonomisk bevægelse, og man får trænet muskler i ryg, mave, ben og arme, som ellers er svære at få fat i”, fortæller Karen og får derved også implicit lagt lidt lokkemad ud til de træningsgale mennesker, der måtte læse med.
I dag underviser hun også andre i, hvordan man kan bruge en le til at fjerne den uønskede bevoksning. Derudover understøtter hun også frivillige i deres arbejde med at arrangerer le-rydninger, når naturen får brug for hjælp.
Karen Filskov er såkaldt le-instruktør ved Danmarks Naturfredningsforening. Her er hun i gang med en instruktion i forbindelse med et høslæt i Brabrand. Foto: Klaus Dreyer / Headturn Images.
Fremtiden rummer store mål for Karen
Men en ting er at rende rundt med en le i naturens tjeneste sammen med Danmarks Naturfredningsforening, en anden ting er, hvad man vil bruge sin fremtid på. Da jeg spørger ind til Karens fremtidsplaner, får jeg et noget overraskende svar.
Du kender det inden for reklameverdenen, hvor man er særlig dygtig til at anvende den nyeste viden inden for feltet til at sælge produkter. Men det er faktisk også inden for selvsamme felt, at Karen har sine fremtidsplaner. Helt præcist, så ønsker hun at bruge sin baggrund i biologi til at lære mere om kognition og kommunikation.
”Viden om, hvordan folk tænker, kan bruges på godt og ondt”, siger hun.
Hendes pointe er, at der ligger mange muligheder gemt i at prøve på at bruge den viden, vi har om, hvad der motiverer folk til at foretage en handling, som mange godgørende foreninger også kan gøre brug af:
”Jeg synes ikke alt skal handle om penge og profit, og jeg tror, der er potentiale i at forstå mennesker for at motivere mennesker, så vi kan skabe en bedre verden sammen”.
For grundlæggende så gælder det stadig for klimaet og naturen, at ”vi ved godt, hvad vi skal gøre, vi ved bare ikke, hvordan vi skal få folk til at vælge det”, som Karen udtrykker det – og den problemstilling, kan hun måske være med til at arbejde på i fremtiden.
