Blog: "Hvorfor skulle vi være en del af et fællesskab, der ikke er der for os?"

Du kender typen. Det kan være dine bedsteforældre eller forældre, der taler om, hvordan alt var bedre i gamle dage. Tiderne og ansigter skifter, men svadaen triller afsted som en melodi, der nynner dig i søvn til familiemiddagen. “De unge i dag, de er sgu så individualiserede. De tænker kun på sig selv, mig, mig, mig! Dengang jeg var ung, da forstod vi, hvad fællesskab var!” Zzzzz...

For nyligt sad jeg til et politisk møde i fagforeningsregi, hvor jeg guddødemig skulle høre det igen: De unge ødelægger det hele. De forstår ikke det regulerede arbejdsmarked og agerer skruebrækkere på de nye platforme, fordi de ikke ejer fællesskabsfølelse.

For hele hule … det er topmålet af arrogance, at en ældre type, i fast stilling med god løn og pensionstillæg, tillægger ungdommen en utaknemmelighed. Over for hvad? Hvad er det lige præcis, vi skal være taknemmelige overfor?

Min generation har ikke set fagforeningens store sejre. Vi har ikke været vidne til velfærdsstatens opblomstring eller kampe, der blev vundet i forhold til ferie og sygedage. Vi kender ikke til de lækre fastansættelser med livslang ansættelse. Tværtimod!

Vi er en generation, der er vidne til velfærdsstatens nedsmeltning. Vi oplever helt konkret, at vores sikkerhed bliver udhulet, når dimittendsatsen bliver maltrakteret; vi ser arbejdsgivere sløjfe feriedage og angribe overenskomster; vi er prekariatet: en hel generation af dimittender og unge arbejdstagere, der skal slås med interessetimer, korttidsansættelser, deltidsansættelser og et udhulet sikkerhedsnet. Så kom og fortæl mig, hvor er fællesskabet for os? For lige nu er det ikke i den faglige kamp.

Laust Høgedahl, der er postdoc ved Institut for Statskundskab på Ålborg Universitet og blandt andet har forsket i unge og deres forhold til fagforeninger, bekræfter, hvad jeg ser blandt mine venner og medstuderende: Unge i dag er vanvittigt fællesskabsorienteret! De er frivillige i fredagsbaren, de laver starts-ups med andre unge, er frivillige i velgørende organisationer, de finder fællessindede unge og får fantastiske ting til at ske, skaber muligheder og kulturtilbud til andre. Nogle er politisk aktive lokalt eller i politiske partier. Men fælles er, at det er de færreste, der ser deres fagforening som et fællesskab, de identificerer sig med. Og ingenlunde forventer meget af ud over en billig forsikring.  

Og det er jeres ansvar. Det er mit ansvar. Vi skal lære de unge at se fagbevægelsen som et relevant og politisk handlingsfællesskab. De skal se kollegaer og ikke konkurrenter, når de ser deres sidemand på arbejdet, men det kræver også, at den langtidsansatte sidemand er solidarisk med de nyansatte. Men det faglige fællesskab kommer altså ikke af sig selv.

Fagforeningerne skal fandme bevise deres værd, og vi skal vise, at det kan betale sig at være medlem og tænke solidarisk med sine kollegaer. Vi skal kort sagt skaffe nogle nye sejre i fagforeningsregi - også for de unge! Ellers er vi ude på dybt vand.

Det er jo egentligt simpelt, ikke? Brud på generationskontrakten fører til brud med fællesskabet - hvorfor være en del af et system, der overser og pisser på en. Det er ren overlevelse såvel som almindelig sund fornuft, hvis folk individualiseres i den proces. Det er altid, når vi er mest pressede, at vi bliver egoistiske og tænker egne behov før fællesskabets. Det håber jeg, at hele fagbevægelsen såvel som politikerne, der kerer sig om vores solidariske samfund, vil have in mente, nu hvor regeringen igen er begyndt at flirte med SU-nedskæringer.  

Nu har vi efterhånden talt om den fordærvede ungdom i 2000 år, men må jeg ydmygt opmuntre mine kollegaer om at se indad og rense deres forestilling om egen ufejlbarlighed. Hvis de unge ikke kan se værdien af fællesskabet, så er det fordi, de ikke er en del af det! Prøv at hør, det er ikke de unge, men jer gamle, der skal vågne fra den dvale i faldt i dengang, da det bare var lidt federe at være ung.

Vågn op til dåd og vis vejen til fællesskabet, som andre viste jer den engang, og som vi tillige vil vise til de næste generationer, hvis kampe jeg lover at kæmpe. Også når jeg engang er fastansat (7. 9. 13!).