Solidaritetsproblemer i troen på det moderne

Tror vi på noget i dag?

Dette spørgsmål blev jeg for nylig stillet. Jeg begyndte at svare, så godt jeg kunne, for selvfølgelig har vi noget at tro på. Vi tror på “so me”-kulturen, vi tror på klimakrisen, vi tror på det globale fællesskab, måske endda på Kongehuset. Vi siger, vi tror på os selv og vores kære. Men efter nærmere eftertanke blev jeg klar over, at der aldrig har været så meget at tro på, men så lidt at holde fast i.

Vi bilder os selv ind, at strukturer er med til at gøre vores liv lettere.

Strukturer, der samler os op, og som vi har brug for. Vi løber en tur i stedet for at melde os ind i en forening. Vi stiller et borgerforslag op i stedet for at troppe op til en demonstration. Det er forandringsprocesser, hvor jeget er i fokus, og hvor klassificeringer og organisk solidaritet bliver et internt anliggende.

For ligesom fællesskaber danner baggrunden for individuelle handlinger, så danner individet også en kollektiv bevidsthed gennem en normativ solidaritetskultur. Derfor samles vi i og omkring fællesskaber, vi har et forhold til, og som vi kan spejle os selv i og holde fast ved.

Sporten samler os. For mange handler sport ikke om sundhed, men om det fællesskab, den danner. Når der fredag aften er Champions League, eller vi onsdag eftermiddag tager til træning, træder vi ind i et ritual, hvor vi ved, hvad vi skal, og hvad der forventes. Vi skriver os ind i normer og værdier, der giver mening for os.

Sporten bliver noget, vi tror på, fordi den er meningsfuld.

Så dyrker De sport? Ja, for fanden da. For selvom statistikker giver et overordnet billede af, hvad vi tror på, så har individualiseringen en lige så stor rolle i vores fastholdelse i troen på, at sport er roden til alt godt.

Vi har fået et frit valg, men er overgået til en angstsolidaritet, hvor vi forener os med hinanden, fordi vi er bange. Vi er bange for alt det, vi ikke ved noget om. Vi har brug for at tro på noget. Tryghed. Fællesskabet er trygt. Vi er således igennem fælles sportsdyrkelse i det moderne samfund blevet reproduktionsenheder for det sociale.

Det betyder, at motivation ikke i sig selv flytter noget. Det er de mulighedsskabende strukturer, der gennem de objektive statistikker og strukturer brolægger en fællesskabs- og solidaritetsdannet befolkning, der har noget at holde fast i.

Så tror vi på noget i dag?

Selvom solidaritetsproblemerne i dag bunder i individualiseringens egotrip og navlepilleri, så skaber det en handlingskapacitet og giver energi til situationer, hvor rituelle handlinger betyder mere end normer. Sporten bliver en rituel handling, hvor den sociale interaktion bliver synkroniseret gennem kropslig bevægelse, som er noget, vi alle kan være fælles om at være enige i. Vi holder fast i træningstimerne, og vi holder fast i fællesskabet, og sporten bliver den religion, vi tror på.