Kapitalisme og kryptokunst - et billede af spekulation?

Hvordan skal vi forstå nyheden om, at den amerikanske kunstner Beeple (Mike Winkelmann) har solgt det digitale billede ”Everydays: The First 5000 Days” for rekordbeløbet 430 millioner kroner?

Selv siger han: ”Jeg tror på, at vi er vidner til begyndelsen på det næste kapitel i kunsthistorien, som er digital kunst".

Det er faktisk ikke selve billedet, han har solgt, derimod en NFT (non-fungible token), en slags digital polet, der ved hjælp af block-chain-teknologi dokumenterer den unikke transaktion.

Det vil sige, at selvom alle kan se billedet, og det kan kopieres ligesom andre digitale billeder, så kan køberen af NFT'en bevise, at det unikke billede er købt af Beeple.

På samme måde som dette billede er andre digitale ting også solgt, fx Twitters grundlægger Jack Dorseys første tweet, mesterværket ”just setting up my twttr” fra 21. marts 2006.

Køberne er ikke almindelige kontorarbejdere, men Bitcoin-spekulanter, og de opskruede priser handler nok mere om at skabe PR om block-chain end om værdien af kunst og tweets.

Hvad fortæller digital kunst os om vores kultur og vidensøkonomi?

De tekniske detaljer har andre forklaret, blandt andre Zetland og Business Insider, men udover teknologiske mysterier, hvad peger eksemplerne og hypen så på?

Hvad siger de om måden vi er i færd med at indrette nettet, vores kultur og vidensøkonomi? Og hvordan kan digital kunst give svar?

Nogle kunne måske tro, at digital kunst er noget nyt, men det er langt fra tilfældet. Faktisk er Beeples billede bare et digitalt billede og ikke særligt interessant som digital kunst.

Digital kunst er stort set lige så gammel som computeren og blev allerede udstillet på gallerier i midten af 1960’erne. En af de første til at udstille, den tyske kunstner og datalog Frieder Nake, solgte sine billeder med fast kvadratmeterpris og signerede dem udover med sit eget navn også med navnet på computeren og printeren i anerkendelse af teknologiens medskabende rolle.

Det provokerede kunstverdenen dengang – kunne computere nu lave kunst? – og udstillingens kurator måtte berolige publikum med at kalde det ”kunstig kunst” I dag er Nakes billeder blevet noget dyrere, dog stadig noget af et tilbud sammenlignet med Beeple.

Problemet med den manglende autenticitet blev kun større med internettet. Efter dot-com krisen i 2002 ville den franske netkunstner Christophe Bruno undersøge, hvordan man kunne tjene penge på netkunst ved først at finde ud af, hvordan man kunne bruge penge på nettet. Han opdagede Googles dengang nye forretningsmodel, som har domineret nettet siden i værket ”Google Adwords Happening”.

I værket købte han søgeord og skrev små mærkelige digte som sine annoncer. De blev dog hurtigt spottet og fjernet af Google, ikke fordi Google ikke brød sig om de mærkelige digte, men fordi deres klik-ratio var lav, og de dermed genererede for få annonceindtægter.

På denne måde fejlede Bruno som forretningsmand, men ikke som kunstner, da han ved sin happening fik demonstreret, hvordan Googles forretningsstrategi bliver opbygget gennem kortlægning af brugerklik og salg af dem til højestbydende. Google tjener ikke penge på det gratis indhold, men derimod på vi brugere og vores valg.

Kunstig knaphed skaber absurd spekulation

Er NFT så en ny måde at prissætte indhold, efter Google og andre har gjort det gratis?

Ikke helt, besynderligt nok ejer man jo ikke et objekt eller et indhold, som stadig er frit tilgængeligt, men en streng af krypterede karakterer på internettet. På denne måde ligner det mere spekulationskapitalisme end at eje et kunstværk.

Beeple er ikke den eneste digitale kunstner, der har kastet sig over NFT, og efter min mening langt fra den mest interessante. Den amerikanske netkunstner Ben Grosser har også kastet sig over NFT med projektet Tokenize This. 

Grossers projekt skaber ligesom Beeple unikke værker via NFT, men i modsætning til Beeple er værket selve den automatisk generede tekststreng, og spekulationen undergraves, da værket ikke kan handles, men kun kan ses en gang. Efter værkerne er dannet slettes de øjeblikkeligt, og når man lukker browseren, er de væk for altid.

Grosser peger på den måde på absurditeten bag NFT-teknologien som en spekulativ måde at skabe kunstig knaphed og indføre en kunstig vareøkonomi. Som Grosser selv påpeger, så kan man nok sælge sin NFT, men ”siden, den peger på, vil aldrig kunne ses af køberen af NFT'en.”

Hvis Nake skabte kunstig kunst, skaber Grosser kunstige varer.

Igen fejler kunstneren som forretningsmand, men ikke som kunstner, og resultatet er desto mere interessant.

Kunsten demonstrerer, hvordan gamle og nye forretningsmodeller bliver påklistret (som i tilfældet med NFT) som turbobrændstof for spekulationskapitalisme. En effekt er tabet af frie offentlige rum på nettet, som transformeres til klik-fælder, der bruges til at indsamle vores adfærd, interesser og værdier og gøre dem til objekter for spekulation. En anden er det store energiforbrug og klimaomkostningerne ved at køre block-chains kryptering.

Forskning er også bygget op om kunstig økonomi

Kan vi genkende mekanismerne fra vores verden som forskere og vidensarbejdere? I vores verden bygges der en tilsvarende kunstig økonomi op om vores arbejde, som kunstigt begrænser dets udbredelse selvom vidensøkonomien ideelt set er anderledes end vareøkonomien.

Viden og forskning bliver for eksempel underlagt et ministerielt autoriseret pointsystem, Den Bibliometriske Forskningsindikator (BFI). Vi belønnes, når vi udgiver i toptidsskrifter, som ofte ligger på lukkede platforme og drives af internationale forlag, der derefter opkræver dyre licenser, som vores biblioteker skal betale for at få adgang til den offentligt finansierede forskning.

Ovenikøbet, og her grænser det til det absurde, er statsansatte forskere forpligtede på at opgive alle udgivelser og aktiviteter i et system, der hedder Pure, og som er ejet af Elsevier, et af de største og rigeste forlag. På denne måde omdannes en åben og offentlig finansieret vidensøkonomi til en lukket licensøkonomi, og de internationale forlag skummer den tykke fløde.

Viden bliver til point og H-index, og forskere kan derefter rangeres ligesom high-score listen på spilleautomaten i min barndoms grillbar. Ovenikøbet er det sket samtidig med, at mulighederne for åben, billig og effektiv publicering er blevet revolutioneret af nettet.

Har spekulationen og pointsystemerne taget magten? Måske kunne vi lære noget af den digitale kunst?

Beeples mosaikbillede er snarere end ”begyndelsen på det næste kapitel i kunsthistorien” et billede på, hvordan spekulation på stadig nye måder kapitaliserer vores kultur. Det interessante er ikke billedet, som bare er klik-fælde for dine øjne, men den spekulationsinfrastruktur, der ligger bag.

Klik her for mere, og husk at godkende cookies...