Respekt for de innovative fødevareproducenters intellektuelle ophavsret

I Magisterbladet nr. 11, 2019, fremhæver jeg det problem, at innovative og forskningsaktive mindre fødevarevirksomheder har meget svært ved at få adgang til forsknings- og udviklingsmidler i Danmark. Og at de desuden har svært ved at forsvare deres intellektuelle ophavsret, når de søger samarbejde med offentlige institutioner og støtte fra erhvervsfremmemidler, som netop skulle styrke innovation i virksomhederne. Herved sker en konkurrenceforvridning rettet mod ildsjæle og entreprenører, som forsøger at skabe nye virksomheder, der gør en forskel i fødevarelandskabet. Specialkonsulent John Sørensen, DTU FOOD, og Marianne Thellersen, koncerndirektør for Innovation og Entrepreneurskab på DTU, polemiserer mod disse synspunkter ved at tale om universitetets pligt til at sikre, at mest mulig viden spredes, og ved at advare mod små virksomheders skræk for at åbne sig over for verden. Begge tegner et meget misvisende billede af vilkårene for erhvervsfremme blandt de mest visionære og innovative blandt de mindre fødevarevirksomheder, og de cementerer derfor de problemer, som udgør en hæmsko mod at lade 1.000 blomster blomstre og udnytte det potentiale, som de små innovative fødevareproducenter rummer i den nødvendige omstilling af klodens fødevareforsyning.

At viden skal deles – offentliggøres – for at sikre en samfundsmæssig udnyttelse af ny viden, kan ingen være uenig i. Men ethvert samarbejde om at skabe viden bør bygge på spilleregler, hvor respekt for den intellektuelle ophavsret er fundamentet. I den akademiske verden reguleres samarbejde af et omfattende regelsæt, der forsvarer den enkelte medarbejders ret til at offentliggøre egne resultater og ideer, og i den kommercielle verden reguleres det ligeledes af et regelsæt, der ligger til grund for patent- og varemærkebeskyttelse – som i begge tilfælde indebærer en offentliggørelse af viden. Respekt for intellektuel ophavsret er således en forudsætning såvel i den akademiske som i den kommercielle verden for den frie deling af ny viden.

Et debatindlæg levner ikke mulighed for dokumentation, men lad det være slået fast: I samspillet mellem den skov af institutioner – herunder universiteter – som altovervejende ernærer sig ved offentlige midler – herunder erhvervsfremmemidler – og den innovative fødevareproducent, som investerer egne midler i forskning og udvikling for at forfølge en vision, begås grove overgreb mod producentens intellektuelle ophavsret! Den påstand kan dokumenteres og burde være velkendt blandt såvel offentligt ansatte aktører som ildsjæle i mindre virksomheder. Mere konstruktivt er det imidlertid nok – som det har været efterlyst et årti – at drøfte en code of conduct for dette samarbejde fremover og en forvaltning, hvor erhvervsfremmemidler tilføres virksomhederne, som så selv på egne præmisser kan vælge samarbejdspartnere og købe de ydelser, de har brug for.