Sådan genopliver vi den danske model

For et års tid siden skrev jeg en klumme, hvor jeg erklærede den danske model død på det offentlige arbejdsmarked. Den danske model husker I måske som den, hvor arbejdsmarkedets parter gennem overenskomstforhandlinger aftalte løn- og arbejdsvilkår. Those were the days.

Anledningen til klummen var ophævelsen af store bededag, som i mine øjne satte to tykke streger under en tendens, der har været i gang i årtier. Nemlig at staten – uanset regeringens farve – ikke respekterer spillereglerne i modellen, og i stedet ensidigt dikterer løn- og arbejdsvilkår på offentlige arbejdspladser. Min bøn var, at fagbevægelsen ville holde op med at spille med på statens bøllemetoder, og i stedet arbejde for medlemmernes interesser på andre og mere ærlige måder.

For nylig var jeg inviteret i Debatten på DR2 for at forsvare mit synspunkt, som mildest talt ikke nød opbakning blandt de inviterede politikere og fagforeningsforpersoner. Hos dem var der en udbredt idé om, at den danske model faktisk lever i bedste velgående eller i hvert fald højst er lidt småsløj.

Frem med hjertestarteren

Og måske er det da også mig, der er for pessimistisk? Måske er der stadig en smule liv tilbage i den gamle model, men i så fald mener jeg, det er på høje tid, at vi giver den en gevaldig vitaminindsprøjtning.

Staten kunne som sådan genoplive modellen i morgen, blot ved at begynde at følge spillereglerne. Men da dette næppe sker uden et kvalificeret modspil fra fagbevægelsen, er her mine forslag til, hvordan det skal se ud.

1. Stå sammen

Det lyder som en skåltale, men det er ganske enkelt en præmis for, at resten af mine forslag kan lykkes. Hvis fagbevægelsen skal genoplive den danske model, må den stå sammen på tværs af forbund og mellem FH og Akademikerne. Staten er en mester i at spille forbundene ud mod hinanden ved at bestikke nogen og kvase andre. I en grad, så Julius Cæsar knipser anerkendende.

OK18 var faktisk et glimrende eksempel på, at det kan vi godt. Og med det bedste resultat i mange år.

Ydermere må de forbund, der har mange medlemmer fra den private sektor som for eksempel 3F, og særlig dem med begge dele som fx HK, DM og DJØF melde sig fuldgyldigt ind i kampen. Staten er langt mere bange for en konflikt på det private område end på det offentlige, og derfor kan truslen om konflikt fra de private forbund være helt afgørende for at lykkes.

2. Stop med at acceptere den økonomiske ramme

Statens mestertræk i forhold til at afmontere den danske model har været at lykkedes med at etablere en sandhed om, at de økonomiske rammer for overenskomstforhandlingerne bliver sat af Folketinget i finansloven, og at de derfor er mejslet i sten. Herved har man sikret, at der reelt aldrig er penge at forhandle om, men kun udestår, hvordan pengene fordeles mellem faggrupperne.

Men den præmis ville jo aldrig gå på det private arbejdsmarked, hvor den danske model fungerer nogenlunde. Når man forhandler overenskomster i det private, er det indlysende, at man primært forhandler om, hvor stor rammen skal være. Det vil sige, hvor meget af virksomhedernes provenu ejerne skal dele med medarbejderne. Rammen er ikke mejslet i sten. Det kunne man starte med at kræve på det offentlige arbejdsmarked også.

Som led i dette må fagbevægelsen selvfølgelig insistere på, at Folketinget er en af parterne i arbejdsmarkedets parter, og at man derfor forhandler med dem. Når politikere helt oppe i regeringstoppen påstår, at de ikke vil blande sig i overenskomster, er det bedrag, og man må insistere på, at dem, der kan finde flere penge, er dem, man forhandler med.

3. Forlang, at kartellerne bliver brudt

”Det offentlige arbejdsmarked” er faktisk en misvisende betegnelse lige for tiden. For at være et marked kræver det fri konkurrence. At man kan købe varen et andet sted, hvis prisen er for høj det ene.

Kommunerne forhandler samlet gennem KL og Regionerne gennem Danske Regioner. Og reelt står staten lige bagved og dikterer forhandlingerne med stram økonomistyring af begge parter. Der er ingen konkurrence, intet marked. For store faggrupper i det offentlige er der derfor tale om monopoltilstande. Dette kunne man kræve bliver ophævet, således, at man forhandler med kommuner og regioner separat og uden statens styring. Det ville måske skabe noget, der lignende et marked.

Strejk, når vi strejker

Siden 2008 har strejker i det offentlige har været en kanonkugle i fagbevægelsens egen fod. Skiftende regeringer har modsvaret med fuld lockout, lænet sig tilbage, sparet lønkronerne, ventet til strejkekasserne var tomme, og sluttet af med at føje spot til skade med et regeringsindgreb til egen fordel. Heri ligger det helt store spilleregelsbrud fra statens side, da muligheden for at presse sin modpart med konflikt eller truslen herom, er selve kernen i den danske model. Når staten misbruger sine magtmidler til reelt at afmontere strejkevåbnet, virker modellen ikke.

Hvis strejkeretten reelt skal genvindes, kræver det, at fagbevægelsen er klar til at spille samme grove spil. Det kunne man gøre på to fronter:

4. Nægt at bemande nødberedskab

Under sygeplejekonflikten i 2021 var det nærmest tragikomisk, hvordan talrige hospitalsafdelinger slet ikke kunne strejke, da nødberedskabet var større end den bemanding, man havde i fredstid. Nødberedskab er en sympatisk og forståelig mekanisme, men når det reelt forhindrer medarbejderne i at strejke, går det ikke.

Og selvfølgelig mener jeg ikke, at folk skal dø, hverken på plejehjem, sygehuse eller i fængsler. Staten må selvfølgelig sikre, at der findes akutte funktioner, men den må købe det ude i byen. Fx på privathospitaler, gennem vikarbureauer eller i udlandet, og forhåbentlig til så høj en pris, at det virkelig gør ondt i pengekassen. I sidste ende må og skal det være dyrere at have ”fabrikken” lukket end at finde et kompromis – både for arbejdsgiver og arbejdstager.

5. Lad være med at acceptere ensidige regeringsindgreb

Det er meget simpelt. Fortsæt med at strejke, når regeringen kommer med det forventelige ensidige regeringsindgreb. Når de ikke spiller efter reglerne, bør vi heller ikke gøre det.

Ja, det vil være ulovligt. Men lad mig her minde om, at strejkeretten kun eksisterer, fordi den tidlige fagbevægelse med ulovlige midler tilkæmpede sig den. Med septemberforliget fra 1899 vandt arbejdstagerne retten til at konflikte, men det krævede også 100 dages storkonflikt, civil ulydighed og regulære lovbrud fra fagbevægelsens side.

Og jeg vil i øvrigt gerne se staten arrestere hele arbejdsstyrken i den offentlige sektor, inklusive politi- og fængselsbetjente, soldater og alle os andre.

Sæt i gang

Jeg ved godt, at ovenstående utvivlsomt giver vores fagforeningsbosser ondt i maven og måske kan forsure de personlige relationer til magthaverne på Christiansborg. Og det er helt sikkert lettere at ryste på hovedet ad mine forslag end at tage dem til efterretning.

Men jeg håber, at I alle vil overveje det en ekstra gang. Og at I vil spørge jer selv, om der ikke godt kunne være noget sandt i det, jeg siger. Hvis det, vi alle sammen ønsker er den danske model - altså en ægte, levende forhandlingsmodel, og ikke en zombie - er der i mine øjne ingen andre veje end at skrue bissen på.

Og hey – i sidste ende er det altså også i statens interesse, at modellen lever. Den danske model har gennem historien sikret et enestående stabilt, velreguleret arbejdsmarked med gode arbejdsvilkår og ekstremt høj produktivitet. Det nyder vi alle sammen godt af – ikke mindst statskassen.