Rend mig i registrering

Cirka hver femte ph.d.-studerende bliver ikke færdig. Jeg er en af dem. Det var på langt de fleste måder min egen skyld. Men, på nogle ganske få måder, også universitetets skyld.

Dette er historien om, hvordan min ph.d. gik i vasken, og på ingen måde blev reddet af universitetets sikkerhedsnet af registrering. Det som de kalder PhD Planner.

Min historie er et klasseeksempel på, hvordan registrering nogle gange er mere til skade end gavn.

I december 2015 startede jeg som ph.d.-studerende. I en halvmoden alder og delvist til min egen overraskelse. Motivet for at lave ph.d. var ikke interesse for mit felt. Ej heller forventningen om, at jeg kunne levere et eller andet helt særligt videnskabeligt bidrag til det. Tværtimod var jeg stort set amatør i mit fag.

Allerede her burde jeg nok have forudset, at projektet var i forholdsvis stor risiko for at ende i fiasko, hvilket var præcis, hvad der skete. Hvorfor jeg så overhovedet kastede mig ud i det, er i sig selv en historie, men den må I få en anden gang. Det korte af det lange er, at chancen bød sig, og at jeg greb den.

Tornen i øjet

Tilværelsen som erhvervs-ph.d. var en særlig privilegeret hybrid mellem på den ene side universitetets studenterliv med klasseundervisning, fredagsbarer og (selv)højtidelige faglige diskussioner. Plus fx, i mit tilfælde, feltarbejde på Roskilde Festival. Og på den anden side en status i virksomheden som anerkendt ekspert og specialist, som alle gad at lytte til, og med tilsvarende løn. Junior- og seniorstatus i skøn forening. Hurra!

Ikke alt i ph.d.-tilværelsen var dog skønt. For mig og mine medstuderende var der særlig én torn i øjet, vi alle kunne være enige om at hade. Nemlig ph.d.-uddannelsernes registreringsregime: PhD Planner. Det var det værktøj, hvor alle ph.d.-studerende kvartalsvis skulle indrapportere deres fremdrift i form af resultater og fremtidsplaner, hvilket efterfølgende skulle godkendes af vejleder, ph.d.-koordinator, institutleder og ph.d.-skoleleder.

At udfylde PhD Planner var et tilbagevendende mareridt, der let kunne tage en hel dag af et i forvejen presset program med kurser, skriverier, dataindsamling og alt muligt andet ph.d.-agtigt. Både fordi det var omstændigt, og fordi det var et elendigt IT-system, der ofte crashede.

I vores tilfælde suppleret af, at instituttets ph.d.-koordinator af en eller anden grund insisterede på at få indrapporteret præcis de samme oplysninger sideløbende, men i sit eget selvudviklede excel-ark. Hvilket tog omtrent lige så lang tid, som det tog at udfylde PhD Planner.

Tilbage på ph.d.’ens smalle sti

En ph.d.-studerende jeg kendte fra et andet universitet, måtte lide den tort, at PhD Planner altid skulle akkompagneres af 2 siders prosatekst om ”livet som ph.d.-studerende”. De to sider blev ofte objekt for større skriveblokeringer end selve ph.d.-afhandlingen.

Men altså. Et par dages afrapportering hvert kvartal var jo billigt sluppet, når man tog gevinsten i betragtning: Her var jo værktøjet, der skulle sikre udfordrede ph.d.-studerende som mig fra at falde fra. Ved rapportering, dokumentation og monitorering ville universitetet holde hånd i hanke med, at deres unge forskere ikke skulle ende blandt de 20 procent fejlslagne. Man ville opdage det i tide, tage hånd om problemet, og hjælp os tilbage på ph.d.’ens smalle sti. Et sikkerhedsnet.

Men da mit ph.d.-projekt begyndte at skride, og det gjorde det ganske langsomt og forudsigeligt, så skete der bare – intet. Ikke noget som helst på trods af mine nødråb ned i PhD Planners tomrum. I den sidste opdatering skrev jeg direkte, at mit projekt var i kritisk fare for at gå til grunde. At jeg havde brug for hjælp, hvis jeg ikke skulle mislykkes.

Men der skete altså intet. Ingen reagerede. Hverken vejleder, institutleder, ph.d.-koordinator eller ph.d.-skoleleder. Der. Skete. Ingenting. I slowmotion faldt jeg direkte gennem sikkerhedsnettet, der altså viste sig at være en illusion.

Forhåbentlig bare en undtagelse

Jeg bebrejder ingen af de involverede parter. Med stor sandsynlighed kunne ingen af dem have bragt mit projekt tilbage på rette spor. Men jeg undrer mig da over, hvorfor jeg – og alle andre ph.d.’er – så skulle bruge SÅ meget tid på PhD Planner, når det tilsyneladende overhovedet ikke blev brugt til noget andet end at tilfredsstille et krav om registrering.

Men sådan er det jo nok bare? Spørg i ældreplejen, i folkeskolen eller i vuggestuerne, om de er underlagt rapporteringskrav, der virker som spild af tid og/eller falsk sikkerhed om kvalitetssikring.

Idéen om, at kravene til dokumentation og rapportering er et værn mod, at ting går galt, lever i bedste velgående. I hvert fald blandt skrivebordsfolket, der finder på dem. Det er jo bare kun tilfældet, hvis de rapporter rent faktisk bliver brugt til noget, og der bliver handlet på dem. Det håber jeg, der gør alle andre steder. Jeg håber, at PhD Planner på mit universitet var en undtagelse. Men jeg frygter, at det langt fra er tilfældet.

Det er nok også en illusion at ønske sig al registrering fjernet fra jordens overflade. Det varer jo lige indtil, at TV2 afslører den næste vanrøgt af ældre medborgere på et plejehjem. Så står politikerne i kø med krav om registrering, kontrolbesøg og minimumskrav. Men måske er der nogle former for registrering, man kan undvære? Som fx PhD Planner? Og så i stedet planlægge og følge op på de studerendes fremdrift på nogle mindre formelle former?

Men som minimum må man vel forvente, at den registrering der nu engang bliver udført, også bliver brugt. At der rent faktisk sidder nogen i den anden ende og reagerer, hvis registreringen viser tegn på, at noget er ved at køre skævt. Som fx et erhvervs-ph.d.-projekt med en halvmoden kandidat. Det burde være selvindlysende. Men det er det åbenbart ikke.