Povls arbejdsplads fjernede lille detalje om hans seksualitet

100 procent hetero

Da jeg gik i gymnasiet i midten af 1990'erne var der ikke en eneste elev, der var åbent homo- eller biseksuel. Det fandtes tilsyneladende ikke. Eller: Selvfølgelig fandtes det. Men det var tabu. Ingen talte om det. Det har utvivlsomt fået nogle af mine ikke-heteroseksuelle kammerater til at føle sig forkerte.

I dag er det forhåbentlig bedre. Det er i hvert fald min opfattelse, at seksualitet er mindre tabubelagt både på gymnasier og på arbejdspladser, end da jeg var teenager.

Alligevel er det ikke mange år siden, at jeg selv mødte et beslægtet tabu. Jeg var startet på et nyt arbejde i en organisation, som jeg egentlig opfattede som ret rummelig. Den første uge skulle jeg skrive en præsentation af mig selv til intranettet.

Der var en skabelon, hvor jeg blandt andet skulle fortælle lidt om, hvad jeg foretog mig i fritiden. Her skrev jeg blandt andet, at ”jeg ofte bruger tid sammen med et af mine børn eller en af mine kærester”.

På den måde mere end antydede jeg, at jeg ikke lever monogamt. Etisk ikke-monogami er et væsentligt livsvalg og en del af min identitet. Noget, jeg har valgt med åben pande og uden at holde det hemmeligt. Også selvom jeg godt ved, at nogen synes, det er kontroversielt. Jeg så teksten som en oplagt mulighed for til at flage med det på en fredelig måde overfor mine nye kollegaer. Og måske endda slippe for akavede situationer senere.

Censureret

Men da teksten kom på intranettet, var lige præcis den sætning forsvundet. Om det var pladsmangel eller censur, ved jeg faktisk ikke, for jeg turde ikke engang gå over at spørge af frygt for at dobbelt-forbryde mig mod et tabu. Jeg tror, det var censur. Nogen mente åbenbart, at det burde være tabu at have mere end én partner. Det købte jeg af en eller anden grund ind i. Og det fik mig i lang tid til helt at lukke ned for den del af mig selv, så længe jeg var på arbejde. Jeg følte helt klart, at det var en ting, der ikke var plads til. Selvom det er en vigtig del af mig.

Med tiden kom det selvfølgelig frem. Men for det meste netop i mere eller mindre akavede situationer, hvor jeg syntes, jeg skulle forklare og forsvare, og mine stakkels kollegaer til tider blev lidt overrumplede og forlegne. På den måde kunne vi alle føle os forkerte. Tak for lort, tabu.
Det overlevede de og jeg selvfølgelig alt sammen. Men det var jo helt unødvendigt. Og det fortæller mig, at tabuer om seksualitet lever i bedste velgående, selv i umiddelbart rummelige organisationer. Men det er først, når man bryder normer, at man mærker tabuerne.

De dumme og uduelige

Der findes selvfølgelig mange andre former for tabuer end de seksuelle. Da jeg skulle skrive denne klumme, spurgte jeg mine nuværende kollegaer, om de også havde oplevet tabuer i deres arbejdsliv. Og det havde de. Fx i forhold til sygdom og i forhold til diagnoser, som flere og flere jo er indehavere af, men som det stadig kan være svært at tale om. Jeg blev oprigtigt trist, når jeg hørte, hvordan tabuer havde påvirket mine kollegaers arbejdsliv. Kollegaer, som jeg sætter stor pris på. Flere historier fik min egen til at virke helt ligegyldig.

Og så dukkede der et tabu op, jeg aldrig selv havde tænkt over. Nemlig et om kollegaer og samarbejdspartnere, der er dumme eller uduelige. Forstået på den måde, at det kan være meget svært at italesætte, hvis man bliver sat til at udføre en opgave sammen med nogen, der enten er virkeligt enerverende at være sammen med og/eller er inkompetente.

I stedet gør man ret mine til slet spil, holder ud og brokker sig i smug. Måske handler det lige så meget om høflighed og konfliktskyhed. Men uanset hvad, er det et tabu, der godt nok beskytter os mod et umiddelbart ubehag ved at skulle kritisere andre. Men det kan have betydelige negative følgevirkninger for vores arbejdsglæde og for virksomhedens produktivitet.

Endnu andre tabuer kan ligefrem være med til at værne om overgrebsmænd (m/k). Bemærk, hvilken besked en af hovedpersonerne i en aktuel metoo-sag fik efter et uønsket klap i måsen: ”Har mor også taget dig på røven? Velkommen i klubben, det taler vi ikke om”. Oversat: Her er det et tabu at italesætte sexchikane, også selvom den er systematisk. Lev med det. Tak igen, tabu.

Et kulturspørgsmål

Uden tabuer ville vi være ilde stedt. Så skulle man konstant være klar til at blive konfronteret med uønskede oplysninger og unødvendige sandheder. Jeg er i hvert fald glad for ikke at skulle høre detaljer om mine kollegaers afføring eller om deres seksuelle fantasier om andre kollegaer hen over frokosten.

Tabuer og normer for god opførsel beskytter os mod den slags ubehag og sikrer, at alle kan være trygge ved at gå på arbejde. Det er jo nemlig fint, at nogle ting er private, og at de er det for alle.

Men der findes tabuer, der har den modsatte effekt. Som skaber ubehag i stedet for at forhindre det. Tabuer, som udskammer ting, der sagtens burde kunne rummes og tales åbent om i en moderne virksomhed. Hvad enten det er en diagnose, en sygdom, vurderingen af andres kompetence, eller en oplevelse med et overgreb. Eller et personligt valg om at dele sit liv med flere partnere for den sags skyld.

Den gode nyhed er, at tabuer hverken er naturlige eller mejslet i sten. De er kulturelle, og derfor kan de også genforhandles, forandres og nedbrydes, og man behøver ikke vente på at omverdenen har ændret syn på en bestemt sag. Det kan sagtens komme indefra i en organisation. Det tager tid, men det kan lade sig gøre med en bevidst indsats. Det har især ledere en særlig mulighed for og pligt til.

Men selvfølgelig kan alle andre på en arbejdsplads også flytte noget. Normbryderne kan være åbne om det tabubelagte. Og alle andre kan omfavne og støtte det, når de er det. Og i hvert fald ikke bortcensurere det. Og så kan man jo starte med at vedtage, at det ikke skal være et tabu at tale om tabuer.

Skriv gerne i kommentarfeltet om dine oplevelser med tabuer. Dem, du mødte, og dem, der blev brudt.