Det mærkeligste job, jeg har haft

Det var en af mine venner, der ringede: “Har du lyst til at tjene nogle ekstra penge?”.

Jeg var studerende og havde derfor ikke bare lyst, men også virkelig brug for at tjene nogle ekstra penge. Så jeg sagde straks ja.

“Der er bare lige noget du skal vide….” … fortsatte min ven. Måske burde jeg have genovervejet allerede dér.

Næste morgen trådte jeg uanset hvad ind i et eksklusivt domicil i Glostrup. I lobbyen befandt sig tunge, mørkebrune lædermøbler med indbyggede askebægre, designet til cigarrygning. Og det var ellers flere år efter, at rygeloven havde sendt rygerne ud i kulden. Det var med andre ord som at træde ind i en lomme af fortid.

Den tørre, dyriske atmosfære i bygningen kom imidlertid hverken fra læder eller cigarer.

Den distinkte lugt stammede fra de tusindvis - eller nok nærmere titusindvis - af garvede minkpelse, der var fæstnet på bøjler og hang til beskuelse, berøring og bedømmelse fra de mange mænd, der var kommet til fra nær og fjern (og mest af alt fra Kina) for at købe stort ind på Copenhagen Fur’s pelsauktion. Det var her i Glostrup, at minkavlernes produktion blev sat til salg. Det var mange, mange år før en vis virus (også mest fra Kina) sluttede festen.

Mit yngre jeg havde bestemt moralske skrupler ved at lægge min arbejdskraft i denne industri med dens yderst tvivlsomme dyreetiske aspekter. Før de mange mink var blevet gasset for at kunne tage plads i udstillingshallen i Glostrup, havde de jo levet deres kummerlige liv i små bure, fremavlede til mutanthed og stik imod deres tilbageblevne natur. Men mit yngre jeg havde jo sådan set stadig brug for pengene. Så her var jeg.

Jobbet som piccolo var egentlig meget afslappet. Jeg skulle mest bare sidde i et kantineagtigt lokale i kælderen, hvor der både var sofaer og fjernsyn. Og når mit nummer blev råbt højt på højtaleranlægget, skulle jeg straks løbe op til den ventende indkøber.

En nydelsesfuld proces

Min første klient var en kineser, der ikke sagde et ord, men havde skrevet alting ned på en seddel, som han rakte mig. Jeg havde om morgenen lært, hvordan man navigerede i de mange, mange rækker af pelse ud fra de særlige koder, der også befandt sig på hans seddel, og jeg fandt derfor hurtigt frem til netop dem, han ønskede at kigge nærmere på. Ikke ulig evnen til at finde rundt i kælderen hos Ikea.

De fleste skind var kulsorte. Nogle var kridhvide. De var alle blanke og smukke. Og abnormt store.

Når jeg havde fundet de efterspurgte skind, skulle jeg tage dem ned af garderobestangen og vise dem frem. Lidt ligesom hr. Schwann fra Matador ville gøre det, hvis han skulle sælge en jakke i Damernes Magasin: Med højre hånd løftende bøjlen op i luften, og skindene bølgende ned over venstre underarm til frit udsyn og begærlig berøring.

Indkøberen ville nu i alt fra sekunder til minutter ligesom … nulre skindet mellem sine kompetente fingre. Frem og tilbage og frem og tilbage i den glinsende pels. Som en nyforelskets hånd i håret på sin kæreste, bare måske lidt mere hårdhændet. Hvad han helt nøjagtigt mærkede efter, formåede jeg aldrig at gennemskue. Men det var hver gang en intensiv og koncentreret og tilsyneladende nydelsesfuld proces. Mit job var at lade som ingenting.

Ved afslutningen af hver interaktion med en pels skriblede klienten lidt noter ned på en blok og nikkede til mig. Pelsen var vurderet. Videre til den næste.

Fem dollars i drikkepenge

Efter en times tid var det overstået. Kineseren trak en tegnebog op af lommen og stak mig fem glitrende et-dollar-sedler og et anerkendende nik. Femogtyve kroner i sorte drikkepenge. Ikke dårligt oven i timelønnen fra Copenhagen Fur, der absolut var bedre end i de fleste andre studiejobs.

Og så var han videre, kineseren. Jeg kunne lunte tilbage til kantinen indtil mit nummer blev råbt op næste gang. Sådan fortsatte to dage. De mærkeligste to arbejdsdage i mit liv.

Som sagt havde jeg brug for pengene. Men jeg kan alligevel ikke undsige mig for stadig at have en lidt dårlig smag i munden over at have bidraget – om end hvor lidt – til en industri, der gik ud på at opdrætte dyr, blot for at rige folk skulle have pænt tøj på.

Da Statsministeren i november 2020 lukkede minkerhvervet, tænkte jeg derfor knap så meget på, om det var ulovligt, om Danmark ville miste eksportmillioner, eller om nogle minkavlere ville miste deres såkaldte livsværk. Jeg tænkte mest på de millioner af mink, der ikke længere skulle fødes, opfodres, gasses og garves for at kunne hænge på bøjler i Glostrup.