Pensionsselskab: Ingen kan være helt grønne i 2021
"Den grønne omstilling er en proces, som skal løbe over de næste tre årtier. Det betyder, at man ikke skal være 100 pct. grøn her i 2021, men man skal sikre sig, at man er på den rette kurs", skriver formand Egon Kristensen.
AkademikerPension er blevet kritiseret for ikke at investere grønt nok. Men det er umuligt at investere fuldstændigt bæredygtigt i 2021, siger formand Egon Kristensen.
Hvor grøn er din pension?
Det spørgsmål stillede Marc Grønlund fra netværket Bæredygtig Fagforening i sidste nummer af Akademikerbladet. Hans konklusion var, at vi sælger os mere grønne, end vi egentlig er, og at vi famler lidt i blinde omkring at finde klimavenlige alternativer til de fossile investeringer.
Jeg er dog ærgerlig over, at han kommer til de konklusioner, han gør.
For vi er ganske åbne omkring, hvor klimavenligt vi investerer. Man skal holde sig for øje, at den grønne omstilling er en proces, som skal løbe over de næste tre årtier. Det betyder, at man ikke skal være 100 pct. grøn her i 2021, men man skal sikre sig, at man er på den rette kurs i forhold til at blive det på sigt.
Og med vores profil skal man selvfølgelig sætte endnu højere ambitioner og være en aktiv medspiller i forhold til at fremme selve omstillingen. Det er også vigtigt at huske på, at hele vores samfund baserer sig på brug af fossil energi, så det er en illusion, at man skal kunne være 100% grøn i 2021.
Ja, faktisk er det vigtigt at investere i de grå-sorte selskaber, som er på vej i den grønne retning i et tempo, der er foreneligt med Paris-aftalen.
På den baggrund har vi udledt tre strategiske konklusioner for vores indsats for at sikre at porteføljen er i tråd med Paris-aftalen:
- Vi ønsker ikke at være investeret i selskaber som har en forretningsstrategi, som ikke er i tråd med Paris-aftalens mål. Fokus har i den sammenhæng primært været på olie/gasselskaber, men området overvåges løbende, og vi har for eksempel lige udvidet med energiselskaber. Vi har på den baggrund foretaget et af de mest omfattende fossile frasalg i verden.
- Vi skal investere grønne klimavenlige investeringer, så vi understøtter omstillingen. Vi har sat et mål på minimum 12 % af porteføljen i 2030 svarende til 25 milliarder kroner, hvis det går som forventet. Dette mere end modsvarer vores forholdsmæssige andel af ”regningen” for den grønne omstilling, og vi vil gerne gøre mere. Men det skal være gode investeringer, og det tager tid at indkøbe den slags komplekse milliardprojekter. Vi håber at komme godt over de 12%, men vil ikke love mere her og nu, da vi også skal tage hensyn til afkastet.
- Helheden skal være i tråd med Paris-aftalen. Det overvåger vi blandt andet med vores nye CO2-reduktionsmål for 2025. Og vi medvirker til at få det til at ske med vores aktive ejerskab, som i al beskedenhed er med helt i front. Bare her i år har vi som det eneste danske pensionsselskab fået gennemtvunget klimaforslag på generalforsamlinger i de største danske selskaber, og vi har været en central medstiller hos flere udenlandske selskaber eksempelvis hos megabanken HSBC, som vi har fået på en helt ny klimakurs.
Det er korrekt, at vi har en udfordring med vores fossile kreditobligationer – specielt i forhold til porteføljestyringen - men vi arbejder seriøst med at finde en løsning, og vi vil som minimum teste en mulig løsning af allerede her i løbet af 2021.
Men grønheden af vores portefølje står og falder altså ikke med hver eneste investering.
Der vil også de næste 20-30 år være investeringer i porteføljen, som ikke er 100% grønne, og hvilke det er, ændrer sig løbende i takt med, at omstillingen sker. Det er afgørende for os at have en sådan holistisk tilgang, samt at helheden af porteføljen er grøn nok til Paris-aftalens mål, og at vi aktivt medvirker til at aftalens mål kan nås.
I al beskedenhed, det er det, vi gør.
Hjælp til karrieren
DM tilbyder personlig og professionel sparring om karriere, arbejdsliv og kompetenceudvikling. Se mere på dm.dk.