Spring menu over
Dansk Magisterforening

Pas på, du ikke knækker nakken

Foto af Hans Stokholm Kjer

Det gode råd, som ligger skjult i rådet om den knækkede nakke, er ifølge Hans Stokholm Kjer, at man skal sørge for at vurdere og afdække din risiko, når du åbner et nyt projekt. © Foto: privat

Selvstændige og freelancere
Af Hans Stokholm Kjer
Del artikel:

Selvom man kan komme økonomisk galt afsted, hvis man ikke risikodækker sine projekter ordentligt, så er der altså ingen nakke at knække, skriver Hans Stokholm Kjer om metaforen.

Gode råd er af og til gratis – og lige så meget værd. Jeg har samlet en række af de dårlige råd, jeg har fået gennem mange år som selvstændig og freelancer. Nu deler jeg dem, så du kan undgå at lytte til dem, når du møder dem – eller at komme til at give dem videre.

Dårligt råd nr. 3 har jeg fået af min far. Det blev givet med stor kærlighed og i den allerbedste mening. En far ønsker naturligvis det bedste for sine børn, og en knækket nakke falder ikke inden for denne kategori.

Situationen var den, at jeg (endnu engang) havde fået en fantastisk idé til et projekt. Det var et perfekt projekt til min personlighed, fordi

  • Det var inden for mit kompetenceområde
  • Jeg havde ikke professionelt prøvet noget lignende før, så jeg ville lære meget
  • Jeg så et hul i markedet
  • Det var et overskueligt projekt, som kunne bremses uden tab af andet end min egen tid

Konkret var det et teaterprojekt, og da min far har mange års erfaring som dramatiker og i mange funktioner inden for seriøst amatørteater, vendte jeg projektet lidt grundigere med ham, end jeg nok ellers ville have gjort. Og som altid, når jeg er optaget af et nyt projekt, med stor optimisme og begejstring.

”Pas på, du ikke knækker nakken,” var hans absolut første kommentar, og jeg fik intet ud af resten af snakken.

Der er ikke nogen nakke at knække

Metaforen om at knække nakken er skræmmende. For hvad vil det egentlig sige at knække nakken? Det er jo den visse død. Og selvom man kan komme økonomisk galt afsted, hvis man ikke risikodækker sine projekter ordentligt, så er det altså sjældent, at man dør af det.

Og det gode råd, som ligger skjult i rådet om den knækkede nakke, er vel, at du skal sørge for at vurdere og afdække din risiko, når du åbner et nyt projekt.

Er forholdet mellem risiko og mulighed for succes rimeligt? For dig?

Det er kun dig selv, der kan mærke din egen risikovillighed. Og da nakkerådet er baseret på rådgivers eget bekymringsniveau og endda muligvis er givet uden at kende til projektmagers risikoanalyse og risikoprofil, vil det altid være ubrugeligt. Og hvis projektmager lytter til og helt eller delvist følger rådet, vil det være begrænsende for projektets gennemførelse.

Jeg knækkede ikke

Jeg var i forvejen fuldt ud bevidst om, at jeg skulle lave en risikoanalyse – herunder en markedsanalyse – før jeg satte projektet i gang.

Markedsanalysen kombineret med et ret stramt budget fik mig i dette tilfælde at droppe ideen, før jeg satte projektet i søen. Risikoen for økonomisk tab var mig simpelthen for stor, og derfor ville jeg heller ikke forsøge at få andre med til at medfinansiere.

Jeg har siden sat adskillige andre mere eller mindre risikofyldte projekter i søen. Jeg har vundet på nogle og tabt på andre. Men min nakke holder stadig mit hoved fast på den krop, som fortsat har begge ben på jorden.

Min fars bekymring

Jeg har ikke siden inddraget min far så tæt i mine projekter. Slet ikke i idéfasen. Der er ingen grund til at aktivere hans bekymring for min nakkes sikkerhed. Og heldigvis er min far lige så tydelig i sin anerkendelse af mine vellykkede projekter, som han var den ene gang, hvor han gav mig det dårlige råd.