Meningsløse udtryk: Der har vist været en konsulent inde over

Mange konsulentudtryk, disse buzzwords, som bruges i det daglige, virker højtravende og uforståelige. Hvorfor? Fordi de netop er højtravende og uforståelige - ikke kun for borgerne, men også for mange af de medarbejdere, som befinder sig på de arbejdspladser, hvor de bruges.

Hver gang noget sættes i værk, eller noget skal forandres, bliver der arrangeret workshops, seminarer, konferencer, bootcamps mv. Der bliver inviteret folk på kryds og tværs og lavet PowerPoint-præsentationer, som forfattes i et særligt konsulentsprog med det formål at signalere professionalisme, skarphed og overblik.

Effekten er imidlertid den modsatte. Ofte fortabes forståelsen af indholdet i det uvisse, og man går formentligt fra møderne med flere spørgsmål, end da man mødte op.

Der var ingen, der havde brug for ordene ”procesoptimering”, ”strategisk fokus” og ”selvvurderingskompetence” før i tiden.

Kun ganske få ord er udtryk for et reelt nyt behov og en egentlig fornyelse. Nedenfor har jeg forsøgt at samle nogle af de mange ord, jeg er stødt på i tidens løb.

De fine ord dækker over noget andet

Der er de ord, som lyder meget fine, men som egentligt dækker over noget meget simpelt og ligetil.

Er noget ”evidensbaseret”, pointerer man egentlig blot, at man (gudskelov) trækker på tidligere gjorte erfaringer.  Når man ”understøtter” eller ”supporterer”, kunne man i stedet anføre, at man hjælper eller bakker op. ”Videndeler” man, fortæller man hinanden, hvad man ved om et emne. Jeg har i øvrigt aldrig set fronterne trukket så hårdt op på en arbejdsplads, som når det diskuteres, om ordet staves med eller uden ”s”.

Derudover kan nævnes ”operationalisere”, som betyder at udføre i praksis, mens en ”effektiviseringsstrategi” er en køreplan for den kommende fyringsrunde.

Sådan kunne man blive ved.

Det medfører selvfølgelig, at forståelsen af en tekst, hvor sådanne ord er jævnt overrepræsenteret, bliver vanskeliggjort, og at man som afsender får sværere ved at levere sit budskab.

De uforståelige ord har kun få styr på

Der er også de ord, som mange bruger, men kun ganske få egentlig har styr på, hvad der ligger bag. De klassiske eksempler er ”mission” og ”vision”.

De to begreber blander man hele tiden sammen, og man har på fornemmelsen, at det kun er for ordspillets skyld, at de er opstillet over for hinanden. ”Værdigrundlag” er i samme boldgade og dækker over en samling af abstrakte begreber, som ser utroligt gode ud på hjemmesiden og i diverse PowerPoint-præsentationer.

Endelig er der også ”vitaliseringsmiljøer”, hvor ingen ved, hvad der præcist ligger i ordet, men det forhøjer lixtallet betragteligt i enhver tekst.

Derudover har man fra tid til anden brug for at anvende en betegnelse for at aflede opmærksomheden fra, at ”varedeklarationen” måske ikke lever op til indholdet bag – lidt på samme måde, som når en stat i sit officielle navn anfører ordet ”demokratisk”, er dette meget sjældent tilfældet.

Når en IT-løsning således er ”brugercentreret”, ved man godt, at det ofte forholder sig anderledes i praksis.

Der er også de ord, der synes at være opstået som følge af en substantivering af andre ord.

At ”drifte” og ”vækste” er to gode eksempler, men min absolutte favorit er de ”synsninger”, der fra tid til anden florerer på gangene. De kan vel bedst beskrives ved, at man ophøjer en persons pludselige indskydelse, der uden nogen form for refleksion er født på et øjeblik, til et lige så legitimt argument i en sag som noget, der er grundigt og sagligt gennemarbejdet.

De unødige dobbeltkonfekter

Jeg er også fra tid til anden stødt på ord, som er udtryk for en dobbeltkonfekt, altså en forbindelse af ord, der unødigt gentager det samme betydningsindhold.

Et godt eksempel herpå er ordet ”strategiplan”; så har man ikke alene en plan, men også en strategi herfor.

Det samme er tilfældet med ”handlingstiltag”; her sætter man handling bag sine tiltag. Og endelig er der også ”forandringsproces”; når nu en proces i sig selv er defineret ved et forløb, der indebærer en forandring eller udvikling, må en forandringsproces virkelig være omsiggribende…

Metaforerne – som et dansegulv uden musik

Og så er der alle metaforerne.

Personligt er det her, jeg mindst forstår, hvorfor man bliver ved med at holde fast i dem, når de tydeligvis ikke fungerer i den sammenhæng, de nu er blevet placeret i – lidt ligesom hvis man betragter et dansegulv på et diskotek, men slukker for musikken og tænder for lyset.

Så er jeg sikker på, at folkene på gulvet ser en anelse mere fjollede ud, end det var tiltænkt. Et eksempel er brugen af ordet ”bootcamp”, som oprindeligt betegnede en militær træningslejr, men som i dagens kontorlandskaber er en arbejdsformiddag i et lukket mødelokale.

Tager man på en ”borgerrejse”, vil man gerne angive, at borgeren bliver ført sikkert igennem et givent forløb. Det er dog nok ikke alle, der vil mene, at et parløb med en offentlig myndighed er en eskapistisk og charterlignende oplevelse.

Og vi fortsætter inden for rejsebranchen. At tage noget med i sin rygsæk eller fylde sin rygsæk skal man lade børn på skoleudflugter eller backpackere om, og at foretage en indflyvning til et område bør være forbeholdt piloter.

Heller ikke transportbranchen går fri. Således hører man tit frasen, at man lægger skinnerne, mens toget kører, eller flyet bygges, mens det er i luften. I begge tilfælde lyder det ikke indbydende at være passager.

Endelig er der også udtrykket, at man forfølger et spor, hvilket mere henleder tankerne på, at man går hjem ad togskinnerne på det tidspunkt i løbet af natten, hvor togene er holdt op med at køre.

Videre ser man også medarbejdere, som skal springe ud som håndværkere og handymen, men typisk ikke har rørt ved andet værktøj end en kuglepen.

Således oplever man jævnligt, at nogen hiver diverse genstande op af den organisatoriske værktøjskasse, eller hvis man er der, hvor de vigtige ting foregår, er man helt nede i maskinrummet. Man kommer dog i højere grad til at tænke på sveddryppende, kulskovlende sømænd nede i bunden af en tysk ubåd under 2. Verdenskrig.

Der er også et par sportsmetaforer, der jævnligt dukker op, og som er tiltænkt at skulle signalere handlekraft og dynamik, men hvor man også kan stille spørgsmålstegn ved, om de ikke skulle være havnet i avisernes sportssektioner i stedet.

Således hører man tit om ”sparring”. Det er egentligt et udtryk for en træningsrunde i boksning, men bruges tilsyneladende flittigt om to eller flere kolleger, der drøfter en sag. Derudover er det vigtigt at ”spille hinanden gode”. De fleste vil nok hellere finde det mere underholdende at se Ronaldo og Messi spille end at se to DJØF'ere løse en sag sammen.

Selv om man fra tid til anden kan læse om offentligt ansatte, der på lignende vis er frustreret over denne måde at anvende sproget, er det paradoksalt nok en udvikling, der er ekstrem svær at vende.

Udtrykkene er kommet for at blive. Jeg synes i hvert fald, at der er evidens for det.