Nemlig.com havde rystet min morfar: Grov udnyttelse af arbejdskraft er kommet tilbage

Nemlig.com har et bødesystem, der straffer chaufførerne for alt, der kan gå galt på en rute – fx bøder, hvis de kommer mere end tre minutter for sent. Derfor bærer chauffører rundt på 45 kilo kasser på én gang og får smadret ryggen. 

Det kunne Politiken fortælle i lørdags. Jeg tror godt, at jeg ved, hvad min morfar Holger Pedersen ville have sagt til de historier, der verserer for tiden om fortidige arbejdsforhold i Danmark.

"Det burde være løgn. Chaufførerne skal melde sig ind i fagforeningen og stå sammen. Og tvinge arbejdsgiverne til forhandlingsbordet".

Min morfar Holger Pedersen var garveriarbejder på Dansk Cromlæderfabrik i Valby, og han blev efterhånden formand for Garveri-, Hud- og Skindarbejdernes Forbund i Danmark. Holger er død for længst, men jeg husker ham som en stolt og altid velklædt mand, som fortalte historier om at give den gas på Dansetten i Tivoli, og om dengang man kunne købe 8 stykker wienerbrød for 25 øre.

Det møgbeskidte og larmende arbejde ved maskinerne i garveriet var ikke gået sporløst hen over min morfar. Han var døv, hvilket var et problem, når han passede mig og min bror. En gang hørte han ikke, at jeg skreg som en stukket gris, fordi min bror skød mig med et luftgevær. Holger havde simpelthen taget høreapparatet af, mens han sov til middag.

Jeg var vildt fascineret af min morfars højre hånd. Han havde fået syre ned over hånden, så huden var helt ætset og lignede noget fra den tegneserie, som hed Gru.

Hvad ville min morfar have tænkt, hvis han havde hørt, om de vikarer under Erhvervsstyrelsen, som ikke fik løn under sygdom, ikke havde en tillidsrepræsentant, og som blev bedt om at møde fysisk på arbejde hver dag på trods af corona med det resultat, at 30 vikarer blev smittet med covid-19 lige før jul trods deres advarsler til ledelsen?

I 2021!

Jeg tror, at han var blevet ret chokeret, for min morfar var aktiv i fagbevægelsen i 40’erne, 50’erne, 60’erne og 70’erne, indtil han gik på pension. Alle de år, hvor "fagbevægelsen sejrede ad helvede til… godt", som tidligere formand for LO Thomas Nielsen sagde, da han trådte tilbage i 1982.

At være en del af arbejderbevægelsen og holde sammen var en garanti for et bedre liv og et stærkt pressionsmiddel i forhold til politikerne, som for det meste lavede reformer, der forbedrede forholdene for almindelige lønmodtagere.

Et fiskeben galt i halsen

Holger arbejdede sig frem til at have et lille hus i Valby, en folkevogn og en ombygget trægarage i Gevninge, der fungerede som sommerhus, så mormor Inger med det dårlige hjerte kunne komme ud i den friske luft. Her fangede han ål i ruser, og man var ikke en rigtig karl, hvis man ikke kunne spise så mange, at benene nåede hele vejen rundt om tallerkenen.

Hvis min morfar havde hørt, om at det i 2021 ikke er meget mere end hver anden lønmodtager, som er organiseret i fagbevægelsen, så tror jeg, at han ville få et fiskeben galt i halsen. 

På 20 år er organiseringsgraden faldet fra fra 69 til 53 procent af arbejdsstyrken. I samme periode er uligheden steget år for år. Det er selvfølgelig ikke tilfældigt.

Hvis Holger Pedersen så også havde hørt, at Folketinget fra 2001 og de næste mange år havde øget uligheden ved at udhule dagpengene, så tror jeg, at han var blevet vred, selv om Arne-pensionen nok havde formildet ham en lille smule.

Ikke, fordi Holger var revolutionær af sig. Han var kommunist efter Anden Verdenskrig, men det var der mange, som var. Og han meldte sig hurtigt ud og ind hos Socialdemokraterne, fordi kommunisterne tænkte mere på partiet end på at hjælpe almindelige arbejdere til bedre levevilkår. Og i 70’erne gjorde han nar ad de mange revolutionære partier: "SAP og KAP og CHIP og CHAP – Hold nu op!"

”Min morfar var ikke god til at læse og skrive og fik hjælp af sin kone Inger. Her går de to tur på Vesterbrogade i 1958. Arbejdet på garveriet var beskidt, men det var vigtigt for min morfar at være velklædt,” skriver redaktør Jakob Elkjær.

Organisering fra bunden

Hvis han havde været tillidsmand i dag, så tror jeg, at han ville have besvaret de fortidige arbejdsvilkår med fortidens organisering - fra bunden. Min morfars trick var, at han bestyrede salget af mad og drikke i marketenderiet i Dansk Cromlædervarefabrik, så han havde god daglig kontakt med alle medarbejderne og kunne organisere dem i fagforeningen. Det er den slags fagforeningerne sender medarbejderne på dyre kurser i ’organising’ for at lære i dag.

Fra marketenderiet kunne han fortælle dem, at de var nødt til at stå sammen og betale kontingent, for ellers "kan man ikke vinde en skid". Kun ud fra en styrkeposition kunne man få arbejdsgiverne til forhandlingsbordet for at finde løsninger. Ellers stod medarbejderne samlet og klar til konflikt.

Sådan var Holger. Man holdt sammen. Man fandt løsninger og om lørdagen tog man pænt tøj på, for det var en del af at være en god arbejder at se ordentlig ud og lade være med at drikke alle pengene væk. Min morfar var ikke så god til at læse og skrive og fik hjælp af sin kone Inger, men han kunne tale hver eneste kollega ind i fagforeningen.

Jeg elsker det foto, hvor han sidder sammen med bestyrelsen i fagforeningen. Det hænger på min væg for at minde mig om, hvad jeg kommer fra. Garveriarbejderne havde verdens mest beskidte job, men de skulle se ordentlige ud, når fotografen kom, og når de skulle på Dansetten i Tivoli, på fælleden 1. maj eller spankulere en tur på Vesterbrogade.

Måske har du lagt mærke til de frysende Wolt-bude, som er overalt, og som nu kæmper for bare nogenlunde anstændige arbejdsforhold. Du tænker måske, at elendige arbejdsforhold bare er sådan noget for udlændinge. Men platformsøkonomien vokser, og udnyttelsen af medarbejderne er desværre systematisk, uanset om vi taler om Amazon, Uber, Nemlig.com eller Wolt.

Det er fremtiden, hvis vi ikke siger stop. Se eventuelt Ken Loach-filmen "Sorry We Missed You" fra 2019, som præcist beskriver, hvordan mennesker nedbrydes i den nye platformsøkonomi.

De to sidstnævnte selskaber benytter ”selvstændige” og undgår dermed de rettigheder, medarbejderne ville have, hvis de var lønmodtagere. De ”selvstændige” er eksempelvis ikke dækket af løn under sygdom, arbejdsgiverbetalt pension og feriepenge. 

Nu overvejer 3F at gå i konflikt og stoppe leverancerne til og fra Nemlig.com, som dermed ikke kan drive sin forretning, indtil der er gjort op med de horrible vilkår for chaufførerne.

Det er på tide, og tak for det. De elendige arbejdsforhold breder sig, og det skal bremses nu. Prøv at spørge de unge i din familie, hvilke arbejdsforhold de møder på deres fritids- og studiejob.

Jeg tror, at min morfar ville sige, at når de arbejdsforhold, som vi troede hørte fortiden til, dukker op igen, så har vi brug for at besinde os på, hvad klassisk arbejdskamp egentlig er. Det her er ikke løst med gode forsikringer, glittede fagblade, klimapolitik og opdateringer på Twitter fra fine hovedkvarterer i København. Vi skal have vendt medlemsudviklingen og skabe konkrete resultater på arbejdspladserne i øjenhøjde med medlemmerne.

Ellers vil de arbejdsvilkår, som freelancere, løstansatte, prekariatet og ungarbejderne lever med i dag, blive de arbejdsvilkår, som breder sig til os alle sammen i morgen.