Blogger: "Min rejsetrang er en form for trods over for coronaens frihedsberøvelse"

Dette lifehack er ikke specielt rettet mod freelancere og selvstændige, som jeg normalt har i fokus her på kanalen. Det er for alle. I hvert fald for alle, der kan læse.

Siden det tidlige forår har vi levet med en ny styrende faktor i vores liv. Corona. En lille usynlig djævel, som i hvert fald jeg har forholdt mig til med mange forskellige reaktioner. Og mon ikke det gælder for de fleste.

Her kommer et tip til, hvordan du kan komme tættere på at forstå dine egne og andres reaktioner og adfærd både i denne og i en mængde andre situationer. Som mand er det jo for eksempel for tiden umuligt at mene noget som helst om seksuelle krænkelser. Alligevel vil jeg til slut i dette blogindlæg komme ind på, hvordan vi med samme metode også kan blive klogere på den sag.

Men først coronaen.

I starten var jeg helt med på ”det er bare en hård influenza”-bølgen. Men ikke så længe. Jeg har også været forbi ”Jeg er ikke bange for at få den, men for at give den videre” og ”vi har heldigvis 0 smittede her i området”. På et tidspunkt kom jeg til at hoste, og jeg fik lidt ondt i halsen, så jeg tog i rasende fart til den første af mine tre negative test.

Lige nu er jeg og min hustru på rundrejse i Italien. Da rejsen var planlagt, begyndte vi at gå voldsomt højt op i rejsevejledninger og udviklingen af forskellige landes ”farve”. Italien skulle gerne holde sig gult længe nok til, at vi havde krydset grænsen, og vores forsikringsselskab skulle gerne acceptere, at vi kørte i bil transit gennem det farligt orangefarvede Østrig, som det jo hurtigt kan tage et par timer at forcere.

Vi følger nidkært med i alle de coronainformationer, vi kan få fat i, og det er dybt frustrerende, at landene opgør de mange forskellige tal på mange forskellige måder. Dog var vi i starten rigtig glade for, at baggrundstallene for landefarverne viste, at der var langt mindre smitte i Italien end i Danmark. Og selv i de hårdest ramte italienske regioner, kunne vi være mere trygge end derhjemme. Vi kunne altså fastholde en fortælling om, at det var klogt af os at rejse rundt.

Nu har Italien så overhalet Danmark, og landet er blevet orange, så alle rejser til landet frarådes. Men vi, som allerede er her, kan blive så længe som planlagt. Ifølge den ene af vores rejseforsikringer betyder det, at vi skal skynde os hjem i en fart, men jeg har heldigvis købt en ekstra forsikring hos et selskab, som tillader os at blive. Igen kan vi altså fastholde, at det er om ikke klogt så i hvert fald ok at blive. Så det gør vi.

Vi har undersøgt, hvilke regioner i Italien, som er mindst hårdt ramt, og det meste af vores rute går heldigvis gennem de mindst belastede områder. Meeeen. Vi har altså tænkt os, at vi lige skal ind og vende Rom. Det kan vi tillade os, fordi vi spritter konstant og selvfølgelig følger de italienske regler om at have mundbind på overalt uden for sit eget hjem, så snart der er risiko for at møde andre mennesker. I Rom vil vi undgå offentlig transport, og vi vil kun spise udendørs. På den måde kan vi holde fast i fortællingen om, at vi fortsat opfører os ansvarligt.

Men gør vi det?

Tjah – i hvert fald har vi reaktioner, som er psykologisk genkendelige, og adfærd som lader sig forklare ved individets tendens til altid at opfinde en positiv fortælling om egne handlinger. Under alle omstændigheder er det i usædvanlige tider som disse interessant at betragte og forsøge at forstå og perspektivere både sin egen og andres adfærd. Både den adfærd, som skyldes reaktioner på et usædvanligt pres, og den adfærd, som skyldes trangen til at lade sig styre af sin egen lyst.

På bagkant af denne måske lidt omfattende indledning kommer jeg nu til blogindlæggets pointe og dagens anbefaling:

”Søg svar og perspektiver i klassisk litteratur.”

Jeg lod mig for kort tid siden friste af Albert Camus’ 73 år gamle bog, Pesten. Analogien mellem pest og corona er selvfølgelig oplagt, men for mig var det virkelig en øjenåbner at se, hvordan Camus’ nøgterne beskrivelse af både epidemiens forløb og forskellige mennesketypers reaktion på den frihedsbegrænsning, som epidemien brutalt lægger ned over den pestisolerede by, Oran, stemmer ganske nøjagtigt overens med mange af de forløb og reaktioner, som kan iagttages hos os selv og andre i coronatiden.

Camus skrev bogen med en helt anden analogi for øje. Han fremstillede nemlig en analogi til Tysklands besættelse af Frankrig, og udstillede dermed på godt og ondt, hvordan forskellige franskmænd håndterede denne frihedsberøvelse på forskellig vis.

Også min egen rejsetrang, der måske kan tolkes som en slags trods over for coronaens frihedsberøvelse, er repræsenteret hos Camus, nemlig ved karakteren Raymond Rambert, som kommer med fine udlægninger af, hvorfor netop han har særlig ret til at undfly pestens isolation.

Så hvis du som tænkende menneske har lyst til at få nye perspektiver på coronasituationen, så læs Pesten – den er tilgængelig på e-reolen både på skrift og lyd.

Og så var der det med krænkelsesproblematikkerne. Også her findes talrige eksempler, perspektiver og forklaringer i den klassiske litteratur. Jeg vil foreslå enhver at læse Marcel Prousts serie ”På sporet af den tabte tid”. Følg gennem de mange bind karakteren baron de Charlus, og oplev derved spændende perspektiver på de skandalesager, som vender op og ned på magtmenneskers muligheder i disse uger. Og nyd for alt i verden, hvor brutalt Proust trækker denne velbeskrevne karakter gennem sølet.