Mangfoldighed – Ørkenens sønner… og døtre

Grundlæggende er det positivt, at de mange højtuddannede kvinder i Danmark sætter deres tydelige præg på samfundets udvikling og ledelse. Indimellem bliver agitationen herfor dog for rosenrød og ukritisk. Kvinder fremstilles i den gode sags tjeneste som så forskellige fra mænd og så fundamentalt givende, at de automatisk vil skabe positiv synergi, når de blandes med mænd. Så ud over behovet for kønsbalance, argumentationen for “de kvindelige værdier”, og påpegningen af, at kvinder gavner bundlinjen, spiller dele af den feministiske offentlighed og organisationernes HR-afdelinger også på det gunstige i “diversitet”, som det hedder med et mere videnskabeligt touch.

Ordet diversitet stammer fra biologien og signalerer bæredygtighed i form af et økosystem med tilstrækkelig variation og ikke for mange udryddelsestruede arter. Derfor klinger det også umiddelbart rigtigt for de fleste af os med en “balanceret” tilstedeværelse af begge køn, og man kan så i øvrigt efter behag udvide listen med flere seksuelle orienteringer, flere “nydanske” indslag, “balance” mellem unge og gamle osv.

Det nyeste buzzword for mangfoldighed er i øvrigt “polyfoni”, som vel skal pege på et symfoniorkesters harmoniske samspil. Det er åbenbart helt udelukket, at mange forskellige stemmeniveauer af og til kan ende i en kakofoni, altså disharmoni.

Kigger man “mangfoldighed” efter i sømmene, opstår der imidlertid mislyde. Er det aldrig sådan, at “lige børn leger bedst“? Kunne der være en særlig synergi i, at man faktisk delte mange af de samme interesser, de samme holdninger og den samme attitude med dem, man er i gruppe med? Hvis det er korrekt, at der er en større tendens til, at mænd går til ekstremer end kvinder, kunne der så ligge en særlig energi i, at disse outrerede mænd i en nørdet opslugthed arbejdede sammen i en gruppe, fx på langvarige musikturneer, hvor de gav den fuld gas?

Jeg tror sagtens, der kan opstå noget rigtig godt af, at begge køn virker sammen. Hvad jeg blot tillader mig at kritisere, er at udnævne det til et princip, der i alle sammenhænge og i en hvilken som helst blanding knuser problemerne. Så enkel er verden ikke. Jeg tror ikke på fikse løsninger. Jeg tror på fleksible løsninger. Hvis noget uniformt fungerer godt, så lad være med at tro, at diversificering automatisk vil gøre det bedre, eller omvendt. Gå efter, hvad der virker.

Betina Wolfgang Rennison har på denne måde opsummeret kritikken af troen på, at mangfoldighed automatisk giver afkast: ”Lad os indlede kritikken med et angreb på nyttediskursens akilleshæl: Mangfoldighed betaler sig ikke nødvendigvis. Det er der flere grunde til. For det første giver det at inddrage forskelligt tænkende og agerende mennesker flere synspunkter og potentielt flere konflikter, hvilket kan være tidskrævende og ineffektivt. Moderne virksomheder lever i kontinuerligt skiftende omgivelser og omstændigheder, der kræver hurtige svar – og her kan en heterogen ledelse og bestyrelse sænke performancen.”

Lad os tage udgangspunkt i jazzmusikken. I marts 2012 argumenterede jazzpianist og bestyrelsesmedlem i musikorganisationen DJBFA Mai-Britt Kramer for bands med musikere af begge køn for: “Jeg har spillet en del med blandede bands. Og mænd og kvinder har forskellige vinkler på tingene, og det giver en sjovere energi på scenen”. Anledningen var en rapport og en konference om rytmisk musik, der tog udgangspunkt i, at: “Kvinderne er i undertal både på og bag scenen, konstaterer minister og branche”. Et af numrene, der blev fremført ved den lejlighed, var såkaldt “Køkkenmusik” ved Band Ane alias laptop-musikeren Ane Østergaard, der spillede et nummer på en køkkenhåndmixer.

Skønt mange piger elsker at synge i kor og spille klaver, er det velkendt, at kvinder ret sjældent spiller instrumenter i jazzbands. Det er derfor klart, at kvindelige forsangere kan have gavn af mandlige instrumentalister, men gælder det omvendte også? Vil et mandligt jazz- eller rockorkester automatisk have glæde af “kønsdiversitet” med flere kvinder på fx tromme og guitar? Anne Linnet skyndte sig, efter at den oprørske tid i 1970’erne med rene kvindebands var dampet lidt af, at sammensætte bands med kun mandlige back up-musikere.

Mange af menneskehedens største bedrifter musikalsk, videnskabeligt og kulturelt er faktisk udført af kønsligt meget ens grupper. Diversitet er derfor ikke et mantra, der kan løse alverdens problemer. Problemet er, at kønsdebatten ofte låses fast i sådanne skabeloner, der vil løse alt, typisk via Kvinden som healer.

Man kunne lidt polemisk spørge, om The Beatles ville have haft større succes med et femte kvindeligt medlem blot for diversitetens skyld? Eller hvad med Linie 3, kunne de ikke med fordel omdanne sig til Linie 4? Eller Ørkenens sønner - og døtre? Men at Work + Some Women? Et hold borebisser med et feminint indslag? Et minearbejdersjak med et par stærke kvinder med sans for at arbejde i mørke og støv under jorden? Eller et par damer med på det sovjetiske landshold i skak? F.C. Barcelona? Apollo 12-missionen med Armstrong, Aldrin og Collins og? ”That's one small step for man (and a woman?), one giant leap for mankind”?

Er det egentlig ikke hamrende ligegyldigt, at det er mænd? Er det væsentlige ikke, hvad disse mennesker har gjort for menneskeheden i vores alle sammens navn, ligesom Aung San Suu Kyi gør for den burmesiske frihedskamp og den danske fysiker Lene Hau for udvidelse af fysikkens grænser?

Inden for filmbranchen er der på linjen for dokumentarinstruktører en overvægt af kvinder. Faktisk er fem kvinder her blandt de klart toneangivende i at løfte dokumentarfilmen op på interesseniveau med fiktionsgenren. De har dannet selskabet Danish Documentary Production, der består af produceren Sigrid Dyekjær samt instruktørerne Phie Ambo, Pernille Rose Grønkjær, Eva Mulvad og Mikala Krogh.

Nu kunne man så forestille sig, at de danske medier ville kritisere dette tegn på “kvindedominans” og manglende diversitet, men nej, tværtom. Fx produceres der DR-radioprogrammer med titlen “Dokumentarister på høje hæle”, der lanceres via dynamiske studiebilleder af de elegante kvinder med deres lange hår blafrende i strid blæst. Direktøren for festivalen CPH:DOX citeres med akklamation i Politiken for: “Men når de kvinder rejser ud i verden, er de mere end summen. De har været enormt generøse, og når de rejser, agerer de som ambassadører for hele den danske dokumentarscene og vil profilere mere end blot deres egne film”. 100 Phie Ambo udtaler, at: “Det er et meget rent signal at sende, så selv om vi ikke dengang tænkte over, at vi er kvinder, så bruger vi det da”.

Personligt synes jeg, at det er pragtfuldt at mærke denne selvsikre kvindelige energi, men det store spørgsmål er, hvorfor det modsatte, altså en lukket kreds af fem mænd, så skal opfattes negativt?

Hvorfor er det kun mangel på “mangfoldighed”, når mænd finder sammen? Når det ene køn agerer eksklusivt, er det “befængt”, når det andet køn gør det, er det “rent”, og for kvindernes vedkommende er medierne helt enige om, at enkønnede grupper kan skabe en særlig synergi. At kvinder og mænd ikke er hinandens fjender, men tværtimod ofte opererer i et intimt samspil ses i øvrigt af de mange mænd, der spøger i kulissen i form af fx klippere og tonemestre.

Når jeg fremhæver disse eksempler, er det ikke for at tale imod kønsdiversitet. De fleste af os finder det meget mere afvekslende og underholdende med begge køn på arbejdspladsen, og der kan sikkert også af og til spores synergier her, fx i form af, at de to køn spiller op til hinanden og fremlokker det bedste i hinanden.

Hvad jeg blot opponerer mod, er forestillingen om, at sammensvejsede grupper bestående af kun et køn automatisk skulle udgøre et problem. Det positive i enkønnede grupper kan selvfølgelig også gælde et kvindeteam af fx sygeplejersker eller kvindelige synkronsvømmere.

Derfor foreslår jeg, at vi genovervejer alle disse mistænkeliggørende tjek på, om der nu er “kønsbalance” det ene eller det andet sted, og i stedet udvikler tillid til, at tingene godt kan gro organisk uden manisk at blive rettet ind efter en masterplan hele tiden. Og så i øvrigt takker de mennesker, som udvikler kulturen ved bestandigt at arbejde med dens udtryk i stedet for at mistænkeliggøre dem, fordi de ikke lever op til et ideologisk mål for kønsrepræsentation.

Hvorfor skal det egentlig betragtes som progressivt at forkaste de to køns fortsat ofte meget forskellige erhvervsvalg: At kvinder fx typisk er bibliotekarer og sygeplejersker, hvorimod mændene er tømrere eller ingeniører? Noget af magien i “den lille forskel” stammer måske fra, at modsætninger mødes, i stedet for at en kvindelig og en mandlig sygeplejerske gifter sig med hinanden?

Er der ikke noget lækkert i et sjak af borebisser eller en flok hvidklædte jordemødre? I den moderne debat er kønsforskelle i reglen forbundet med magt, som noget farligt, der helst skal fjernes mest muligt: Egentlig er først fifty-fifty-samfundet, hvor de to køn optræder helt statistisk ens, ligestillet.

Efter min mening skulle vi hellere vikle de egensindige køn ud af denne alvorens kultur. Et samfund uden mulighed for at navigere via kønslige kompasser er for de fleste af os både kedeligt og kønsløst. Det “kønsbalancerede” samfund er jo i øvrigt også en form for navigation, skønt det fremstilles som neutralt. At disse kompasser så kan udformes meget forskelligt fra den ene epoke til den anden, gør kun det hele endnu mere spændende.