Lønmodtager­kulturen er døende
Det er ikke lønmodtageren, der er ved at dø, men den kultur der støttes af normen om fast varigt arbejde med fælles overenskomst, lønstigning og opsigelsesvarsel og mere af samme skuffe. Måske har du ikke bemærket det, men den nye generation på arbejdsmarkedet kommer til det.
Tony Blair formulerede allerede i 1996 de tre højest prioriterede politiske mål for hans regering, nemlig uddannelse, uddannelse og uddannelse. Disse mål blev sat, netop fordi han ikke ønskede at kontrollere erhvervslivet, men i stedet gøre det muligt for den enkelte at realisere sit eget potentiale på arbejdsmarkedet. Denne prioritering har efterfølgende præget både den danske regering og de omkringliggende landes regeringers arbejdsmarkedspolitik, der ud over geografisk og arbejdsmæssig mobilitet bygger på to yderligere mobilitetstyper:
- Funktionel mobilitet, hvor din grundviden forventes at blive skiftet ud 6 - 8 gange i løbet af et arbejdsliv. Det handler om at være tilpasningsdygtig og hele tiden ændre dine grundkompetencer til de arbejdsmarkeder, der altså skifter karakter mindre end hvert 10. år.
- Transitionel mobilitet, hvor du skal være i stand til at skifte fra uddannelse til job, fra ledighed til job, fra job til uddannelsesorlov osv., for i hele den arbejdsdygtige alder at gøre så god fyldest som overhovedet muligt.
Det er den underliggende filosofi bag den førte politik, når vi taler om vækst og velfærd. Det er også derfor, vi gennem vores længere og længere arbejdsliv får mulighed for livslang læring.
Det bliver på den måde også et individuelt projekt, hvor du selv skal tage ansvar for en proces, hvor du bruger din viden og kompetencer samtidig med, at du tænker dig ind i den næste fase af dit (arbejdsliv)liv. Når vidensarbejdet så også tager mere og mere over i forhold til det mekanisk produktive arbejde i Danmark, hvor det hele handler om kreativitet og innovation såvel i det private som det offentlige, så skaber det helt nye normer for vores liv i fællesskabet og dermed ny kultur. Det stærke politiske fokus på det frivillige, ulønnede arbejde i civilsamfundet, er bare ét interessant eksempel.
Janteloven er altså ikke gældende længere, så lad os satse på et kulturprojekt, som grundlæggende vil præge og udfordre institutionerne i Danmark til at understøtte det selvstændigt tænkende og handlende individ lige fra barselsgang til plejehjem. Målet handler om at styrke en fælles kultur, hvor vi anerkender hinandens udgangsposition og kulturelle forskelligheder. Det handler så også om en arbejdsdelingskultur, der anerkender og drager nytte af forskelligheder, ikke bare på de faglige og personlighedsmæssige forudsætninger, men også i tilknytningsform.
