Ligeglad med fædrelandet
Det er altid interessant, hvordan de øverste magtudøvende lag i samfundet reagerer på kritik. Er de lyttende og argumenterende, eller lukker de af for kritik ved at stemple og marginalisere kritikerne?
Danmarks måske mest magtfulde politiske parti Dansk Folkepartis næstformand Søren Espersen lød som en fornærmet diktator fra de varme lande, da Stine Bosse for nylig højt og utvetydigt talte imod regeringen og Dansk Folkepartis udlændingepolitik:
"Stine Bosse lever på toppen - i en international high-flyer-verden – aldeles uden nogen veneration for sit fædreland og for det danske folk", lød det.
Ud over den lidt verdensfjerne og opblæste sprogtone som despoter ofte tillægger sig efter mange år ved magten, så kan man konstatere, at kritik af Dansk Folkeparti og regeringens linje er at være ligeglad med folket og fædrelandet. Og det uagtet, at Stine Bosse netop argumenterede ud fra det, hun opfattede som danske interesser.
Hun mente, at Danmark skulle være en konstruktiv europæisk medspiller, og at advarselsannoncer om Danmark ville skræmme dygtige og højtuddannede udlændinge væk.
Hvad mener den politisk valgte elite i Dansk Folkeparti, at vi skal stille op med de mærkelige utilpassede intellektuelle, dissidenter, højtuddannede, eksperter og direktører, som er uenige med Dansk Folkeparti, og som lever i deres egen overklasseboble ligeglade med folket og fædrelandet?
Jeg synes, det lyder som om, Dansk Folkeparti synes, at vi skal rette ind og holde kæft.
Skal folk "uden nogen veneration for sit fædreland og for det danske folk" have sæde i offentlige bestyrelser, i råd, i nævn eller i udvalg? Er mennesker, som er "uden veneration for deres fædreland og for det danske folk" egnede til at beklæde offentlige embeder? Bør mennesker, som er "aldeles uden veneration for sit fædreland og for det danske folk" have lov til at være lærere for vores børn, skoleinspektører, embedsmænd eller lede kulturinstitutioner?
Hvis man er i tvivl om, hvordan anderledes tænkende skal behandles, så kan man bare spørge Søren Krarup.
Da den nuværende redaktør på Flensborg Avis i en leder skrev, at folketingsvalget var "en jordskredssejr til den indre svinehund", så for Krarup i blækhuset og stemplede redaktøren som "et billigt ræb af en journalist" og tilføjede: "Hvis jeg sad i Folketingets sydslesvigudvalg, ville jeg kræve en beklagelse og en undskyldning – for ikke at sige, at jeg ville kræve denne mands afsked som chefredaktør på netop Flensborg Avis".
Der er stadig ganske mange danskere, som grundlæggende er uenige med Dansk Folkeparti og Inger Støjberg. Man finder faktisk kritikere langt ind i Venstre. Sidste sommer skrev Inger Støjberg en kronik, hvor hun overhalede Dansk Folkeparti med et forslag om at diskriminere muslimer i praksis. Den hed "Glædelig Eid til alle muslimer" og viste sig at blive mindre glad, jo længere man kom ned i teksten.
Pointen var faktisk, at Venstre ville skærpe kravene til indvandrere fra ikke vestlige muslimske lande i modsætning til flygtninge fra kristne lande. Inger Støjberg skrev blandt andet, at "det ikke er nødvendigt at stille samme krav til alle for i hovedreglen er det sådan, at der er stor forskel på evnen og viljen til integration, alt efter om det er en kristen amerikaner eller svensker og en muslimsk somalier eller pakistaner, der kommer hertil".
Vi er så vant til dårlig omtale af muslimer, at man efterhånden ikke opdager opfordringer til diskrimination. Men hvis man er i tvivl, så kan man jo bytte ordene kristen og muslimsk ud med hvid og sort, heteroseksuel og homoseksuel, sorthårede og blonde eller kristne og jøder.
Den øvelse var der en række Venstrefolk, som tilsyneladende ikke behøvede, for at kalde en spade for en spade.
Veteranen Birthe Rønn Hornbech mente, at der var tale om "uliberal politik, og politik stridende mod konventioner, når Inger Støjberg vil udøve negativ særbehandling af muslimer".
Uffe Ellemann-Jensen sagde stilfærdigt, at "der er ingen tvivl i mit sind om, at man selvfølgelig ikke kan begynde at stille forskellige regler op for folk". Jens Rohde sagde, at man skal stille de samme krav uanset religion, ellers udfordrer man retsstaten og principperne om ikke at diskriminere og man "udfordrer de grundlæggende liberale værdier".
Den liberale Jacob Mchanghama fra tænketanken Justitia sagde, at det følger af Grundlovens paragraf 70, at man ikke kan stille krav til en muslim, som man ikke stiller til en kristen.
Det var sidste sommers store udlændingedebat. Efter Venstres sommergruppemøde valgte Lars Løkke at bakke Inger Støjberg op, og da Lars Løkke blev statsminister gjorde han Inger Støjberg til udlændingeminister. Diskriminationslinjen vandt.
Det er indlysende, at Inger Støjberg ikke kan lave love, der eksplicit skelner mellem muslimer og kristne, men signalet om at arbejde for diskrimination i praksis blev sendt og hørt.
Set i det lys bliver det også lettere at forstå Inger Støjbergs holdning til de mange flygtninge fra borgerkrigen i Syrien, hvor tre fjerdele er muslimer. Ikke alene afviser Inger Støjberg på regeringens vegne at medvirke til en europæisk løsning. Hun vil også målrette annoncer mod flygtninge fra bl.a. Syrien og fortælle dem, at det er en dårlig idé at søge mod Danmark.
Flere europæiske lande laver kampagner i udenlandske medier for at begrænse antallet af asylansøgere, men normalt er kampagnerne rettet mod dem, der åbenlyst ikke vil få asyl. Den danske regerings kampagne adskiller sig ved blandt andet at henvende sig til flygtninge fra Syrien, som i stort omfang flygter fra krig og derfor som regel får tildelt asyl.
Modstand mod dette europæiske soloridt viser, at man er ligeglad med Danmark og det danske folk. Er man også ligeglad med fædrelandet og folket, hvis man mener, at menneskerettighederne, retsstaten og grundloven bør respekteres både i ord og ånd. Også når det gælder muslimer? Og bør man finde sig et andet job, hvis man siger det højt og med kant?
Det bliver interessant at følge eliten i Dansk Folkeparti. Vil stemplingen og marginaliseringen af kritikere som modstandere af folket og fædrelandet stige i takt med erobringen af gyldne kæder?
"Stine Bosse lever på toppen - i en international high-flyer-verden – aldeles uden nogen veneration for sit fædreland og for det danske folk", lød det.
Ud over den lidt verdensfjerne og opblæste sprogtone som despoter ofte tillægger sig efter mange år ved magten, så kan man konstatere, at kritik af Dansk Folkeparti og regeringens linje er at være ligeglad med folket og fædrelandet. Og det uagtet, at Stine Bosse netop argumenterede ud fra det, hun opfattede som danske interesser.
Hun mente, at Danmark skulle være en konstruktiv europæisk medspiller, og at advarselsannoncer om Danmark ville skræmme dygtige og højtuddannede udlændinge væk.
Hvad mener den politisk valgte elite i Dansk Folkeparti, at vi skal stille op med de mærkelige utilpassede intellektuelle, dissidenter, højtuddannede, eksperter og direktører, som er uenige med Dansk Folkeparti, og som lever i deres egen overklasseboble ligeglade med folket og fædrelandet?
Jeg synes, det lyder som om, Dansk Folkeparti synes, at vi skal rette ind og holde kæft.
Skal folk "uden nogen veneration for sit fædreland og for det danske folk" have sæde i offentlige bestyrelser, i råd, i nævn eller i udvalg? Er mennesker, som er "uden veneration for deres fædreland og for det danske folk" egnede til at beklæde offentlige embeder? Bør mennesker, som er "aldeles uden veneration for sit fædreland og for det danske folk" have lov til at være lærere for vores børn, skoleinspektører, embedsmænd eller lede kulturinstitutioner?
Hvis man er i tvivl om, hvordan anderledes tænkende skal behandles, så kan man bare spørge Søren Krarup.
Da den nuværende redaktør på Flensborg Avis i en leder skrev, at folketingsvalget var "en jordskredssejr til den indre svinehund", så for Krarup i blækhuset og stemplede redaktøren som "et billigt ræb af en journalist" og tilføjede: "Hvis jeg sad i Folketingets sydslesvigudvalg, ville jeg kræve en beklagelse og en undskyldning – for ikke at sige, at jeg ville kræve denne mands afsked som chefredaktør på netop Flensborg Avis".
Der er stadig ganske mange danskere, som grundlæggende er uenige med Dansk Folkeparti og Inger Støjberg. Man finder faktisk kritikere langt ind i Venstre. Sidste sommer skrev Inger Støjberg en kronik, hvor hun overhalede Dansk Folkeparti med et forslag om at diskriminere muslimer i praksis. Den hed "Glædelig Eid til alle muslimer" og viste sig at blive mindre glad, jo længere man kom ned i teksten.
Pointen var faktisk, at Venstre ville skærpe kravene til indvandrere fra ikke vestlige muslimske lande i modsætning til flygtninge fra kristne lande. Inger Støjberg skrev blandt andet, at "det ikke er nødvendigt at stille samme krav til alle for i hovedreglen er det sådan, at der er stor forskel på evnen og viljen til integration, alt efter om det er en kristen amerikaner eller svensker og en muslimsk somalier eller pakistaner, der kommer hertil".
Vi er så vant til dårlig omtale af muslimer, at man efterhånden ikke opdager opfordringer til diskrimination. Men hvis man er i tvivl, så kan man jo bytte ordene kristen og muslimsk ud med hvid og sort, heteroseksuel og homoseksuel, sorthårede og blonde eller kristne og jøder.
Den øvelse var der en række Venstrefolk, som tilsyneladende ikke behøvede, for at kalde en spade for en spade.
Veteranen Birthe Rønn Hornbech mente, at der var tale om "uliberal politik, og politik stridende mod konventioner, når Inger Støjberg vil udøve negativ særbehandling af muslimer".
Uffe Ellemann-Jensen sagde stilfærdigt, at "der er ingen tvivl i mit sind om, at man selvfølgelig ikke kan begynde at stille forskellige regler op for folk". Jens Rohde sagde, at man skal stille de samme krav uanset religion, ellers udfordrer man retsstaten og principperne om ikke at diskriminere og man "udfordrer de grundlæggende liberale værdier".
Den liberale Jacob Mchanghama fra tænketanken Justitia sagde, at det følger af Grundlovens paragraf 70, at man ikke kan stille krav til en muslim, som man ikke stiller til en kristen.
Det var sidste sommers store udlændingedebat. Efter Venstres sommergruppemøde valgte Lars Løkke at bakke Inger Støjberg op, og da Lars Løkke blev statsminister gjorde han Inger Støjberg til udlændingeminister. Diskriminationslinjen vandt.
Det er indlysende, at Inger Støjberg ikke kan lave love, der eksplicit skelner mellem muslimer og kristne, men signalet om at arbejde for diskrimination i praksis blev sendt og hørt.
Set i det lys bliver det også lettere at forstå Inger Støjbergs holdning til de mange flygtninge fra borgerkrigen i Syrien, hvor tre fjerdele er muslimer. Ikke alene afviser Inger Støjberg på regeringens vegne at medvirke til en europæisk løsning. Hun vil også målrette annoncer mod flygtninge fra bl.a. Syrien og fortælle dem, at det er en dårlig idé at søge mod Danmark.
Flere europæiske lande laver kampagner i udenlandske medier for at begrænse antallet af asylansøgere, men normalt er kampagnerne rettet mod dem, der åbenlyst ikke vil få asyl. Den danske regerings kampagne adskiller sig ved blandt andet at henvende sig til flygtninge fra Syrien, som i stort omfang flygter fra krig og derfor som regel får tildelt asyl.
Modstand mod dette europæiske soloridt viser, at man er ligeglad med Danmark og det danske folk. Er man også ligeglad med fædrelandet og folket, hvis man mener, at menneskerettighederne, retsstaten og grundloven bør respekteres både i ord og ånd. Også når det gælder muslimer? Og bør man finde sig et andet job, hvis man siger det højt og med kant?
Det bliver interessant at følge eliten i Dansk Folkeparti. Vil stemplingen og marginaliseringen af kritikere som modstandere af folket og fædrelandet stige i takt med erobringen af gyldne kæder?
