Blog: CEPOS og regeringens angreb på ungdommen bør være fagbevægelsen kald til genopførelsen af musketéreden
Fagbevægelsen skal kæmpe for de kommende arbejdstageres interesser, når fx dimittendernes dagpenge angribes, mener Lea Friedberg. Ellers køber de unge ifølge hende ikke ind på fortællingen om solidaritet.
I rollen som CEPOS forlængende hånd så vi for nylig økonomiminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille angribe ungdommen. Blændende fremførte han en påstand om, at nyuddannede ikke søger job, fordi de hygger sig så godt på dagpenge. En virkelighedsfjern påstand, om end en velkendt libretto, der står som det seneste i en lang række af angreb på ungdommen. Problemet er ikke den trætte repetition, men derimod, at forslaget om at sænke dimittendsatsen risikerer at underminere solidariteten mellem generationerne, hvis de ældre i fagbevægelsen ikke formår at replicere med en stærk kritik.
I et imponerende bugtalernummer, hvor man næsten ikke kunne se cheføkonomen fra den liberalistiske tænketank CEPOS, Mads Lundbys, læber bevæge sig, mens han snakkede, forklarede Simon Emil, at årsagen til en relativ høj dimittend-søgeledighed skyldes, at vi unge ikke ønsker et job straks efter studie.
En belejlig fortælling, der kommer relativt kort tid efter, at Mads Lundby netop havde turneret med samme budskab i landets aviser. Hvilket tilfælde.
Men ét er CEPOS og LA’s forhold, der er tættere bundet op end snorene på Pinocchio, mens han frejdigt synger med på ’Der er ingen bånd, der binder mig’. Noget andet er, hvordan fagbevægelsen vælger at replicere på den trætte reprise om den dovne ungdom. Og ja, uanset hvor træt man bliver, så skal vi svare hver gang. For en udmattet fagbevægelse kan det være fristende ovenpå en krævende OK18-kamp at læne sig tilbage og blot betragte ministeren teatralsk genopføre CEPOS' principprogram fra sin talerstol. Som en lille intermezzo i arbejderkampen, der ikke kræver det store genmæle.
Men the show must go on: Har man først har taget rollen på sig som fællesskabets forkæmpere, må man se sin rolle til ende. ”Én for alle – alle for én!” gjaldede det på pladsen foran forligsen. Men showet sluttede ikke, da chefforhandlerne gav deres sidste buk, og forhandlingerne faldt på plads.
CEPOS og Simon Emils pardans kommer altid til at sælge billetter. Anderledes udfordrende ser det ud for fagbevægelsen. Er man ikke klar til at kæmpe for kommende arbejdstageres interesser, køber vi unge ikke fagbevægelsens hovednummer: solidariteten.
Musketéreden bør fortsat lyde på tværs af generationer såvel som faggrupper, hvis den danske model skal sikre sig en genopførsel i fremtiden. Derfor skal vi i fagbevægelsen for Guds skyld besvare ministerens angreb på dimittendernes dagpenge.
I et imponerende bugtalernummer, hvor man næsten ikke kunne se cheføkonomen fra den liberalistiske tænketank CEPOS, Mads Lundbys, læber bevæge sig, mens han snakkede, forklarede Simon Emil, at årsagen til en relativ høj dimittend-søgeledighed skyldes, at vi unge ikke ønsker et job straks efter studie.
En belejlig fortælling, der kommer relativt kort tid efter, at Mads Lundby netop havde turneret med samme budskab i landets aviser. Hvilket tilfælde.
Men ét er CEPOS og LA’s forhold, der er tættere bundet op end snorene på Pinocchio, mens han frejdigt synger med på ’Der er ingen bånd, der binder mig’. Noget andet er, hvordan fagbevægelsen vælger at replicere på den trætte reprise om den dovne ungdom. Og ja, uanset hvor træt man bliver, så skal vi svare hver gang. For en udmattet fagbevægelse kan det være fristende ovenpå en krævende OK18-kamp at læne sig tilbage og blot betragte ministeren teatralsk genopføre CEPOS' principprogram fra sin talerstol. Som en lille intermezzo i arbejderkampen, der ikke kræver det store genmæle.
Men the show must go on: Har man først har taget rollen på sig som fællesskabets forkæmpere, må man se sin rolle til ende. ”Én for alle – alle for én!” gjaldede det på pladsen foran forligsen. Men showet sluttede ikke, da chefforhandlerne gav deres sidste buk, og forhandlingerne faldt på plads.
CEPOS og Simon Emils pardans kommer altid til at sælge billetter. Anderledes udfordrende ser det ud for fagbevægelsen. Er man ikke klar til at kæmpe for kommende arbejdstageres interesser, køber vi unge ikke fagbevægelsens hovednummer: solidariteten.
Musketéreden bør fortsat lyde på tværs af generationer såvel som faggrupper, hvis den danske model skal sikre sig en genopførsel i fremtiden. Derfor skal vi i fagbevægelsen for Guds skyld besvare ministerens angreb på dimittendernes dagpenge.
