Blog: 0K18 er vores generations største arbejderkamp
Kampen for arbejdstagerrettigheder er ikke en sejr vi vandt for længe siden – det er en kamp, der foregår lige nu, skriver Lea Friedberg.
Det er fuldstændigt umuligt at ignorere, hvad der sker omkring overenskomstforhandlingerne (OK18). Forhandlingerne er brudt sammen, fagbevægelsen har kaldt til strejke, og Moderniseringsstyrelsen truer med at lukke Danmark ned med en stor-lockout. Det kan være sindssygt kompliceret at finde ud af, hvad der er op og ned og potentielle konsekvenser ved konflikten, men her er, hvad jeg ved med sikkerhed: OK18 handler om den største kamp for vores arbejdsmarkedsrettigheder, vores generation endnu har vidne til – og det er vores tid til at slås!
Jeg tror, at mange har haft det som mig, når jeg siger, at min oplevelse med rettigheder er en oplevelse af tab. Fridage, barsel og løn under sygdom er noget, vi er født ind i arbejdslivet med. De få inkrementelle forbedringer er ikke noget, man lægger mærke til, og er derfor også ret nemt at tage for givet. Jeg tror grundlæggende, at det er derfor, fagbevægelsen mister tilslutning, særligt fra unge, i disse år. Vi kan simpelthen ikke få øje på kampen og har aldrig set fagbevægelsens sejre med egne øjne. Tværtimod er vi vidne til en masse nedskæringer, og særligt på uddannelse og understøttelse gør det ondt i disse år. Måske er det også derfor, Moderniseringsstyrelsen tror, de kan få held med at køre arbejdstagersiden over til overenskomstforhandlingerne. De tror, at vi er ligeglade, at vi ikke ved bedre. Men det skal være lyv!
Kampen for fair løn, ordentlige arbejdsforhold, respekten for offentlige ansatte. Intet af, hvad vi har opnået indtil nu, kan tages for givet. Det så vi, da arbejdsgiverne for nyligt angreb kutymefridage. Og vi tabte. Det så vi, da arbejdsgiverne for nyligt angreb den arbejdsgiverbetalte frokost. Og vi vandt! To slag, der fandt sted sidste år, og hvis essens er trukket med ind i forhandlingerne om OK18.
Overenskomstforhandlingerne handler om mange ting denne gang – lærernes arbejdstid, lønrammen og den betalte frokostpause. Men mest af alt handler det om fremtiden for den danske model, og hvilke arbejdsliv vi som kommende arbejdstagere kommer til at arve. Vil det være et arbejdsmarked med stadig mere prekære forhold, hvor det offentlige er et B-arbejdsmarked, og betalt frokostpause er noget, der hører fortiden til?
Når vi fra fagbevægelsen side insisterer på vores ret til frokostpausen, handler det om meget mere end rugbrødsmadder. Det handler om at slå en stor fed streg under, at de tilkæmpede rettigheder, som vi har stået vagt om i generationer, ikke er til diskussion. Det handler om ikke at give arbejdsgiversiden mulighed for nonchalant at hive tæppet væk under grundlaget for det kollegiale fællesskab og frirummet i et stadig mere presset arbejdsliv. Det handler om en potentiel 7 % lønnedgang. Og så handler det om ikke at skabe præcedens for, at Sophie Løhde og Co. ruller resten af vores rettigheder tilbage. Netop det sidste er vigtigt for os, der synes, at den danske model og ordentlige arbejdsforhold er ret vigtige.
Og apropos den danske model: Jeg har stadig håb for, at parterne kan løse konflikten før lockouten træder i kraft. Og jeg håber med hele mit hjerte, at det ikke ender med et lovindgreb, der uden tvivl vil komme arbejdsgiversiden til gode og være nedskæringer i forklædning.
Den danske model er en national stolthed som vi turnerer verden tynd med. Den er defineret ved, at arbejdsmarkedets parter samarbejder om fælles løsninger, som alle vinder på. Den er en kæmpe succes og har lagt kimen til et ved internationale standarter gnidningsfrit og velfungerende arbejdsmarked. Den vil jeg også nyde godt af, når jeg er færdiguddannet! Men det kræver, at arbejdsgiversiden i det offentlige kommer os i møde med reelle ønsker om fair forhandlinger, hvis den skal være levedygtig.
Man kan godt blive lidt træt af, at det skal være så svært. Jeg er træt af det, træt af nedskæringer, træt af at høre ældre snakke om rettigheder, jeg aldrig kommer til at opleve, træt af den øgede usikkerhed og konkurrence, der er konsekvensen af det. Men det er også en mulighed. En mulighed for at slå fra os, for at være med i en kamp, der samler os om et fælles mål om ordentlige forhold. Arbejderbevægelsen er ikke noget, der var, det er noget, vi er en del af som kommende arbejdstagere. Nok er nok, nu siger vi fra! Og det håber jeg, at du også gør.
Så råb op! Skriv indlæg om, hvorfor rettighederne er guld værd til aviser og SoMe, deltag i støttedemonstrationer eller skift din facebook-ramme til NokernOK18. Og organiser dig. Så du er en del af den kamp, der vil lægge kimen til morgendagens arbejdsliv. Fordi ungdommen ikke er passive by-standers, der accepterer at se vores rettigheder fejet til side og løn udhulet, men er frontløbere i arbejdstagerkampen. Nok er nok, Sophie Løhde – og vi er klar til kamp!
Jeg tror, at mange har haft det som mig, når jeg siger, at min oplevelse med rettigheder er en oplevelse af tab. Fridage, barsel og løn under sygdom er noget, vi er født ind i arbejdslivet med. De få inkrementelle forbedringer er ikke noget, man lægger mærke til, og er derfor også ret nemt at tage for givet. Jeg tror grundlæggende, at det er derfor, fagbevægelsen mister tilslutning, særligt fra unge, i disse år. Vi kan simpelthen ikke få øje på kampen og har aldrig set fagbevægelsens sejre med egne øjne. Tværtimod er vi vidne til en masse nedskæringer, og særligt på uddannelse og understøttelse gør det ondt i disse år. Måske er det også derfor, Moderniseringsstyrelsen tror, de kan få held med at køre arbejdstagersiden over til overenskomstforhandlingerne. De tror, at vi er ligeglade, at vi ikke ved bedre. Men det skal være lyv!
Kampen for fair løn, ordentlige arbejdsforhold, respekten for offentlige ansatte. Intet af, hvad vi har opnået indtil nu, kan tages for givet. Det så vi, da arbejdsgiverne for nyligt angreb kutymefridage. Og vi tabte. Det så vi, da arbejdsgiverne for nyligt angreb den arbejdsgiverbetalte frokost. Og vi vandt! To slag, der fandt sted sidste år, og hvis essens er trukket med ind i forhandlingerne om OK18.
Overenskomstforhandlingerne handler om mange ting denne gang – lærernes arbejdstid, lønrammen og den betalte frokostpause. Men mest af alt handler det om fremtiden for den danske model, og hvilke arbejdsliv vi som kommende arbejdstagere kommer til at arve. Vil det være et arbejdsmarked med stadig mere prekære forhold, hvor det offentlige er et B-arbejdsmarked, og betalt frokostpause er noget, der hører fortiden til?
Når vi fra fagbevægelsen side insisterer på vores ret til frokostpausen, handler det om meget mere end rugbrødsmadder. Det handler om at slå en stor fed streg under, at de tilkæmpede rettigheder, som vi har stået vagt om i generationer, ikke er til diskussion. Det handler om ikke at give arbejdsgiversiden mulighed for nonchalant at hive tæppet væk under grundlaget for det kollegiale fællesskab og frirummet i et stadig mere presset arbejdsliv. Det handler om en potentiel 7 % lønnedgang. Og så handler det om ikke at skabe præcedens for, at Sophie Løhde og Co. ruller resten af vores rettigheder tilbage. Netop det sidste er vigtigt for os, der synes, at den danske model og ordentlige arbejdsforhold er ret vigtige.
Og apropos den danske model: Jeg har stadig håb for, at parterne kan løse konflikten før lockouten træder i kraft. Og jeg håber med hele mit hjerte, at det ikke ender med et lovindgreb, der uden tvivl vil komme arbejdsgiversiden til gode og være nedskæringer i forklædning.
Den danske model er en national stolthed som vi turnerer verden tynd med. Den er defineret ved, at arbejdsmarkedets parter samarbejder om fælles løsninger, som alle vinder på. Den er en kæmpe succes og har lagt kimen til et ved internationale standarter gnidningsfrit og velfungerende arbejdsmarked. Den vil jeg også nyde godt af, når jeg er færdiguddannet! Men det kræver, at arbejdsgiversiden i det offentlige kommer os i møde med reelle ønsker om fair forhandlinger, hvis den skal være levedygtig.
Man kan godt blive lidt træt af, at det skal være så svært. Jeg er træt af det, træt af nedskæringer, træt af at høre ældre snakke om rettigheder, jeg aldrig kommer til at opleve, træt af den øgede usikkerhed og konkurrence, der er konsekvensen af det. Men det er også en mulighed. En mulighed for at slå fra os, for at være med i en kamp, der samler os om et fælles mål om ordentlige forhold. Arbejderbevægelsen er ikke noget, der var, det er noget, vi er en del af som kommende arbejdstagere. Nok er nok, nu siger vi fra! Og det håber jeg, at du også gør.
Så råb op! Skriv indlæg om, hvorfor rettighederne er guld værd til aviser og SoMe, deltag i støttedemonstrationer eller skift din facebook-ramme til NokernOK18. Og organiser dig. Så du er en del af den kamp, der vil lægge kimen til morgendagens arbejdsliv. Fordi ungdommen ikke er passive by-standers, der accepterer at se vores rettigheder fejet til side og løn udhulet, men er frontløbere i arbejdstagerkampen. Nok er nok, Sophie Løhde – og vi er klar til kamp!
