Debatten raser: Skal Danmark have et kolonihistorisk museum?

Sidste år blev regeringen sammen med Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet enige om at afsætte en million kroner til at undersøge, om der skal oprettes et kolonihistorisk museum i Danmark.

Siden er der blevet nedsat en arbejdsgruppe, der skal foretage undersøgelsen. I arbejdsgruppen er der enighed om, at et museum er en god idé, men der stopper enigheden tilsyneladende også.

Gruppen er således uenige om alt fra arbejdsgruppens sammensætning til museets grundprincipper og dets placering.

Gruppens ene fløj, anført af Rigsarkivets seniorforsker Steen Andersen, vil lade museets udstillinger styres af historiske kendsgerninger, imens den anden fløj, anført af Anders Juhl fra Kolonihistorisk Center, i højere grad vil fokusere på efterkommere af slavers beretninger og aktivistisk historieformidling.

Arbejdsgruppens indbyrdes dialog er i flere tilfælde offentliggjort via aktindsigter til danske dagblade og afslører heftig disput, indeholdende beskyldninger om alt fra ”white innocence” til ”arrogant attitude”.

I sidste uge gik to af landets førende kolonihistorikere ud med en offentlig kritik af sammensætningen af den omtalte arbejdsgruppe i Berlingske. Ikke en eneste af de 12 udpegede har faghistorisk indsigt eller danske kolonier som speciale. Derfor bekymrede det også Rigsarkivet, da arbejdsgruppens aktivistiske fløj anbefalede den vestindiske historiker Malik Sekou, der ved flere lejligheder har udtalt, at han ”får kvalme”, når ikke-afrikanere udtaler sig om mørke personer fra kolonitiden.

Rigsarkivets Steen Andersen har leveret en lang kritik af den aktivistiske og identitetspolitiske historieformidling, han kæmper imod i disse dage. Hans bedste argument er dog kort. ”Historien er ikke en retssal”, skrev han sidste måned i en intern mail til den arbejdsgruppe, der efterhånden er ved at gå i opløsning.

Så enkelt kan det siges. Historien er ikke til forhandling, ligesom kendsgerninger ikke er det. Følelser er ikke forskning, og derfor er debatten om landets nye kolonihistoriske museum en lakmusprøve på, om det er identitetspolitiske eller akademiske principper, der fremover skal diktere historieformidlingen i Danmark.

Hvis museer begynder at formidle ud fra følelser frem for forskning, vil de udspille deres rolle. Museet vil ikke længere være en dannelsesinstitution, der fortæller historien, som den var, men en holdningsfabrik, der fortæller historien, som de synes, at den burde være.

Museets opgave er at præsentere historien objektivt, så vi kan lære af den og skabe vores egne meninger. Museet må aldrig blive en politisk aktør, der bruger historien til at fremme bestemte holdninger.