Spring menu over
Dansk Magisterforening

Lasse Marker: Kulturen kommer sidst ud af krisen

Lasse Marker skribent for Akademikerbladet

"Så længe turisterne bliver væk, vil det medføre yderligere tab for kulturen – ikke mindst museerne", skriver Lasse Marker, der er founder og CEO i konsulentvirksomheden Why Consulting.

Debat
Del artikel:

Ane Halsboe-Jørgensen (S) får sin sag for som ny kulturminister. Coronakrisen har nemlig ramt kulturen hårdt. Samtidig tyder alt på, at kulturen kommer sidst ud af krisen, skriver Lasse Marker.

Da Mette Frederiksen (S) indledte sit pressemøde i mandags, roste hun den vækst, den danske økonomi i øjeblikket gennemgår trods to store nationale nedlukninger. Det er dog vigtigt at notere sig, at det ikke er det samlede danske arbejdsmarked, der vækster lige nu.

Kulturen er stadig hårdt ramt af krisen. Ifølge finansministeriet er kulturen en af de tre brancher, der er har lidt mest under stilstand og nedlukninger. Siden februar 2020 har mere end 11.000 kulturmedarbejdere mistet deres job, hvilket svarer til 20 procent af alle ansatte i dansk kulturliv.

Imens adskillige brancher melder om mangel på arbejdskraft, står kulturen i den modsatte situation. Der er med andre ord logiske grunde til, at Mette Frederiksen ikke kan rose kulturlivets vækst på sine pressemøder.

Samtidig er der ikke grund til at antage, at de ledige kulturmedarbejdere omstiller sig og tilbyder sig som blikkenslagere eller anlægsgartnere, som er to af de erhverv, hvor der efterspørges mest arbejdskraft lige nu.

Publikum vender for langsomt tilbage

Imens kulturbranchen har for mange ledige, har kulturinstitutionerne for få gæster. Eksempelvis viser en ny undersøgelse fra Organisationen Danske Museer (ODM), at otte ud af 10 danske museer oplevede et fald i antal gæster i forhold til sommerperioden sidste år. Der er tale om en samlet gæstenedgang på 30 procent, hvilket får ODM’s direktør, Nils M. Jensen, til at efterlyse politisk handling.

Kulturlivets publikumsmangel har sine klare årsager. Når turisterne og skoleklasserne udebliver, giver det en naturlig nedgang i besøgstallet til stort set alle typer af kulturtilbud. Og så længe turisterne bliver væk, vil det medføre yderligere tab for kulturen – ikke mindst museerne.

Trods hjælpepakker og politisk velvilje, bløder dansk kulturliv endnu

Samtidig viser nye målinger fra Applaus en nedgang i danskernes lyst til at bruge kultur og sport i forhold til for blot tre måneder siden. Hele 25 procent svarer i undersøgelsen fra august, at de ikke forventer at bruge penge på kultur- og sportsoplevelser inden for de næste tre måneder, hvilket er en stigning på fem procentpoint.

Dansk kulturliv kigger således ind i et mørkt efterår og en kold vinter, hvor krisen ser ud til at fortsætte, selvom restriktionerne er ophævet.

Kaffe kan ikke redde kulturen

Trods hjælpepakker og politisk velvilje, bløder dansk kulturliv endnu. Ved sin tiltrædelse som kulturminister annoncerede Ane Halsboe-Jørgensen, at hun ønsker et pulserende kulturliv efter coronakrisen, og at hun nu vil turnere rundt og drikke kaffe med en lang række af kulturens aktører.

Det er positivt, at Ane Halsboe-Jørgensen vil mødes med kulturens aktører, hvilket hendes forgænger ikke gjorde i tilstrækkelig grad. Men kulturlivet har brug for mere end bare kaffe, hvis landets museer, teatre og spillesteder skal finde tilbage til samme niveau som før krisen. Publikums lyst til at bruge kultur skal stimuleres, og det kan blive nødvendigt med nye hjælpepakker.

Den næste tid vil det vise sig, om Ane Halsboe-Jørgensen er parat til at lægge handling bag sine ord.