Lad os lære af kriser og garantere fremtiden for de unge i Europa

Den nuværende ungdomsgeneration har været vidne til to af de største økonomiske kriser, vi har haft de seneste 100 år. Hvis vi ikke vil se en hel generation blive tabt på gulvet, er vi nødt til at komme med hjælpepakker, der ikke kun hjælper virksomhederne og de mest etablerede på arbejdsmarkedet.

Ungdomsarbejdsløsheden i EU var knap nok kommet tilbage til niveauet før finanskrisen, før coronaepidemien sendte hele verdensøkonomien ud i en choktilstand. Inden coronaepidemien var ungdomsarbejdsløsheden især et problem i Sydeuropa i lande som Grækenland, Spanien og Italien, men desværre kan vi godt forvente, at problemet hurtigt spreder sig til hele EU. Under finanskrisen lærte vi nemlig, at især unge rammes af arbejdsløshed i kriser, og at de i mange år ud i fremtiden kan få ekstremt svært ved at få en fod indenfor på arbejdsmarkedet.

Det giver desværre god mening, for det er ofte de unge, der står først for at blive fyret, og som står sidst for at blive ansat. De rammes af en mur og kan ikke komme ind på arbejdsmarkedet, fordi de ikke har lige så meget erhvervserfaring som dem, der har været på arbejdsmarkedet længe.

Det betyder, at mange unge må leve alt for længe under usikre ansættelsesforhold og dårlige arbejdsmarkedsrettigheder. Det skyldes, at antallet af folk i usikre ansættelser desværre vokser kraftigt under kriser, da mange virksomheder øger brugen af meget fleksibelt eller helt gratis arbejdskraft. De unge vil derfor komme ud på et arbejdsmarked spækket med nultimerskontrakter og ulønnet praktik.

Konsekvenserne af det rækker langt ud i fremtiden for de unges privatøkonomi. Det bliver sværere at etablere et familieliv, og det vil kunne mærkes mange år efter på den pension, de ikke får sparet op. Noget andet, vi lærte af finanskrisen, var, at mange unge på grund af fattigdom ender i social eksklusion og får dårligt helbred. Det er et stort problem for unge i hele Europa.

Efter finanskrisen blev der i EU etableret en såkaldt “ungegaranti”. Den forpligter medlemslandene til, at alle unge skal tilbydes enten et job, uddannelse, praktik eller lignende af ordentlig kvalitet. Garantien kom desværre for sent og var slet ikke effektiv nok. Arbejdet med at garantere unges fremtid er først lige begyndt.

Vi skal revidere ungegarantien og bruge den til at opfordre til nødvendige reformer i de enkelte medlemsstater, så unge har adgang til kvalitetsbeskæftigelse på trods af krisen. Det gør vi ved at sikre nok midler til de fonde, der understøtter garantien, og samtidig skabe et nødvendigt politisk pres, så det bliver et krav hos medlemsstaterne at tage problemet seriøst. Det er noget, jeg kæmper for bliver en realitet gennem mit arbejde i Beskæftigelsesudvalget i Europa-Parlamentet.

Hvis vi ikke gør noget, risikerer vi at lade en hel generation i stikken. Især hvis vi fokuserer vores indsatser på det sociale og beskæftigelsespolitiske område på den etablerede kerne af arbejdsmarkedet, samtidig med at unge står ude i periferien. Vi må både på nationalt og europæisk plan dedikere os til at skabe en ordentlig fremtid for alle generationer.