Spring menu over
Dansk Magisterforening

Kvindefavorisering på universiteter på retur

Af Hans Bonde
Del artikel:

Det er et år siden, min debatbog ”Fordi du fortjener det” udkom. En stor del af den kvindefavorisering, som bogen argumenterede imod, er afviklet, og der er sket et tydeligt skift i den offentlige mening.

Der er nu gået et år, siden min debatbog ”Fordi du fortjener det” udkom. I min bog påviste jeg, at der ikke er den ringeste evidens for diskrimination af kvinder ved besættelse af stillinger på universitetet. Tværtimod.

Meget af den kvindefavorisering, som bogen argumenterede imod, er nu afviklet, og der er sket et tydeligt skift i den offentlige mening. Inden jeg trækker stikket ud for mit bidrag til debatten, vil jeg lige kort ridse op, hvordan området har udviklet sig i relation til bogens tema.

Efter en klage fra mig til Uddannelsesministeriet og Ligebehandlingsnævnet er Det Samfundsvidenskabelige Fakultets (KU) ansættelse af kvindelige lektorer via store økonomiske bonusser blevet kendt ulovlige (se http://www.ligebehandlingsnaevnet.dk/naevnsdatabase/afgoerelse.aspx?aid=1081&type=Afgoerelse).

Samtidig er Københavns Universitets millionbonusser til fakulteter og institutter, der ansætter kvindelige professorer, nu afskaffet, og der har udviklet sig en opposition mod kvindefavorisering på KU, der rækker helt i Bestyrelsen, hvor mange anskuer ”manglen på ansøgere [som] i virkeligheden et generelt problem og ikke en kønsproblematik” (se http://universitetsavisen.dk/politik/konsdebat-i-bestyrelsen-kun-en-ansoger-til-hver-tredje-forskerstilling-er-kaempe-problem).

Aarhus Universitets oprettelse af lektorater og professorater kun til kvinder er nu blevet indstillet. Også på Aarhus Universitet har der vist sig stærk antipati mod kvindefavorisering fra studentergrupper til prodekaner.

Det Frie Forskningsråds og regeringens såkaldte YDUN-program, der har afsat over 100 millioner kroner til kvindelige forskergruppeledere, er nu kommet i alvorlig modvind. Uddannelsesministeren og ministeren for ligestilling har i april været indkaldt til et samråd af Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti – bakket op af Liberal Alliance. Her kom ministrene under heftig kritik, og Venstres uddannelsespolitiske ordfører erklærede, at fremtidige blå regeringer ikke længere vil acceptere kønsdiskriminerende dispensationer bl.a. med begrundelse i faren for at stemple kvindelige aspiranter som et B-hold. For første gang har mere end et halvt folketing altså eksplicit vendt sig mod kvindefavorisering inden for forskningen (se videoen fra Samrådet, der viser, hvordan ministrene står nærmest uden argumenter på: http://www.ft.dk/webtv/video/20131/fiv/td.1106285.aspx?as=1).

For mig er det egentlig utroligt, at rød blok vil overlade en så væsentlig kamp for fairness, demokrati og ligebehandling inden for dansk forskning til blå blok.