Krig og fest – og andre ordpar
“Der er krig og fest”, sang Sys Bjerre i bilradioen da jeg var på vej hjem en dag. Og så spidsede jeg øren, for man plejer da at sige “krig og fred”, ikke mindst med henvisning til Tolstojs murstensroman af samme navn og senere filmatiseringer.
Når man har studset færdig og kigger lidt nærmere på Sys Bjerres tekst, begynder det hele at give god mening. Sangen indgår i musikprojektet Lydspor fra Bibelen, hvor forskellige kunstnere fortolker centrale bibeltekster, og Sys Bjerre har så kastet sig over et afsnit fra Prædikerens Bog. Her nævnes at der er en tid til en række af livets fundamentale modsætninger: “en tid til at fødes, en tid til at dø”, “en tid til at græde, en tid til at le” og altså også “en tid til krig, en tid til fred”.
Har man rødder i folkrocken fra 1960’erne, kommer man måske i tanker om den amerikanske gruppe Byrds’ mesterlige udgave af Turn! Turn! Turn! (to Everything There Is a Season), hvor bibelteksten gengives næsten ordret. Men det gør Sys Bjerre ikke: Udover at skrive sin egen tekst inspireret af Prædikerens Bog tillader hun sig at lege med det etablerede ordpar “krig og fred” og omdøbe det til “krig og fest”. De to begreber kunne jo også godt gå for at være hinandens modsætninger. På den måde får sangeren også skabt et hukommelsesvenligt rim: “ja der er krig og fest / og måske er det sådan det fungerer bedst”.
Parforhold er således ikke bare noget mellem mennesker – “på godt og ondt” for at nævne et andet kendt par – men findes i høj grad også i sproget. Sprogfolk kalder dem også tvillingeformler, og de udgøres typisk af to ord med “og” imellem sig, men man finder også “men” og “eller”. Tit er de indgående ord modsætninger (som ovennævnte eksempler): “tidligt og silde”, “utroligt men sandt”, “fup eller fakta”, men de kan også bare være udbredte par som fx “salt og peber”, “navn og adresse”, “renter og afdrag”.
De her parformler udgør en central gruppe af sprogets faste inventar, hvor en anden vigtig og mere påfaldende gruppe er de faste billedlige udtryk som jeg var inde på i et tidligere indlæg "Hovedet på bloggen". Ønsker man at beherske dansk på et niveau der nærmer sig modersmålsbrugernes, er det blandt andet denne type udtryk der kan afsløre én hvis man kommer til at sige “peber og salt”. Og nordmænd ryger lige i gyngen når de siger “rett og slett”, hvor vi andre bare siger “slet og ret”.
Parformlerne er beslægtet med en anden karakteristisk type ordforbindelse hvor den samme betydning gentages og dermed forstærkes: “hyle og skrige”, “slide og slæbe”, “godt og grundigt”. Den type er også god at kende til når man lærer dansk, men det er desværre ikke alle ordbøger der oplyser om så mange af disse almindelige og dermed idiomatiske udtryk. Her er det godt at have ørerne med sig som da Sys Bjerre tonede ud i æteren.
