Kirsten har set kontormoden ændre sig i 50 år: ”Dengang købte ingen genbrug, det blev bare sendt til Afrika”

”TROELS, DU MÅ LOVE MIG, AT DU IKKE TAGER DE DER SKO PÅ!”

Det var et opslag på LinkedIn, som fik mig til at reagere. Troels Kølln, som er chefredaktør på DM Akademikerbladet, burde ikke være moderator til DM's arbejdsmiljøkonference iført et par grønne sneakers, mente kollegaen. Det var alt for ungt til et modent menneske. 

”Er vi ikke ovre det der med, at det kun er jakkesæt og slips, der dur på jobbet?”, mente Troels.

Så jeg skrev en kommentar: “Vær glad for, at du ikke er kvinde.” 

I dag bruger kvinder nok dobbelt så lang tid og dobbelt så mange penge på skønhedspleje som mænd, og gennem et langt liv bliver det til et trecifret antal timer, som reelt er spildt. Good looks don’t last!

Det har jeg mærket selv. Den sidste halvdel af mit arbejdsliv (2000-2020) har moden dikteret sylehøje hæle på skoene. Og trendsetterne, inklusive vores dronning og statsminister, viser sig aldrig til officielle lejligheder i behageligt fodtøj.

Det er ikke det nemmeste at være effektiv iført sådanne torturinstrumenter, og smerterne i fødderne gør ofte, at man ikke altid tænker helt klart.

Jeg foretrækker så klart den første halvdel af mit arbejdsliv (1980-2000), hvor påklædningen stadig var afslappet. Det er også bedre for ligestillingen og ligelønnen.

Røde trusser og knæstrømper

Den bedste påklædning var i studietiden i 1970'erne med unisex træsko, cowboybukser og islandsk sweater. Vi havde rigtige hippier, rødstrømper og VS¨'ere i en skøn blanding med KU’ere og disc’ere. 

På min første dag på OU, som SDU hed dengang, var jeg iført en lårkort kjole, røde trusser, røde knæstrømper og træsko. Neglelak og make-up var et no-go, så vi havde lige så meget tid til livets væsentlige gøremål som vores mandlige medstuderende. 

Fløj fra USA med jakkesæt og slips

Op gennem 1980'erne og 1990'erne blev påklædningen mere og mere formel. Vi kom under indflydelse af amerikanske normer, hvor man var formelt klædt på til arbejdet og klædte sig casual uden for arbejdspladsen. 

Ved en lejlighed havde vi en amerikansk kollega på besøg. Han ankom sent på eftermiddagen og havde fløjet iført jakkesæt og slips, men kunne ikke spise middag, inden han havde klædt om til jeans og poloshirt. Dengang gjorde vi det omvendt i Danmark.

I 1980'erne var arbejdspåklædningen og især skoene præget af funktionalitet. Vi gik i lavhælede hyttesko og praktisk gabardinetøj, som ikke krævede den store vedligeholdelse. Der var temmelig meget syntetisk stof i beklædningen, og store skulderpuder i jakkerne.

For de yngre akademikere må ordet hyttesko forklares, da det helt er forsvundet fra nutidens dansk og er erstattet med det engelske ord loafers.

Mavetoppens indtog

Da jeg skiftede fra universitetet til et privat firma i slut 1990'erne, var det tydeligt, at der var større krav til den formelle påklædning. Det var værst i salg og marketing, mens forskningsafdelingen var mere afslappet. HR forsøgte at lave en dresscode, hvor shorts, bare ben, korte kjoler og små toppe ikke var tilladt. 

Forskningsafdelingen var i oprør, og man endte med et kompromis, hvor dresscoden kun gjaldt for ansatte med kundekontakt. Op igennem 00'erne var der mange bare maver, for taljen var lav og toppene korte. Jeg var selv blevet midaldrende chef, så jeg havde ikke problemer med dresscoden. Dog nægtede jeg strømpebukser under sommerkjolen.

Jeg brugte på det tidspunkt mit tøj i 5-10 år og havde heftige diskussioner med mine unge medarbejdere, som hver sæson skiftede hele garderoben ud. Når jeg argumenterede med hensyn til klima og natur, fik jeg svaret: "Det bliver ikke kasseret, men afleveret til genbrug”. 

Dog var der dengang ingen, der købte tøj i genbrug, så det blev sendt til Afrika. Det har da heldigvis ændret sig.

Op gennem 10’erne var det især makeup der dominerede. Øjenbrynene blev større og større og blev malet mørkere og mørkere. Kunstige øjenvipper, der for mig var et levn fra 50'erne, blev igen populære. Havde man ikke fyldige læber og fast barm, så var der hjælp at hente på skønhedsklinikker. Og den populære Instagram-makeup skulle selvfølgelig ledsages af stiletter og dyb dekolletage. 

Min erfaring med akademikeres, især de kvindelige, påklædning gennem 50 år, har således bevæget sig fra Ulla Dahlerup over Pia Gjellerup til vore dages Kathrine Diaz.

Mine egne favoritter er nu Lone Dybkjær og Margrethe Vestager. Ikke en finger at sætte på dem.

Og generelt er min konklusion: Jeg foretrækker rødstrømpernes tilgang til påklædning og skønhedspleje frem for feministernes.