Nyt år, ny regering, nye toner i ligestillingspolitikken?
På punkterne barsel, kvinder i politik og ligeløn, som udgør åbenbar kønsmæssig forskelsbehandling i den offentlige sektor og som er talmæssigt dokumenterbare, vil den nye ligestillingsminister kunne høste store succeser, hvis hun vil det og får tid, rum og ressourcer til det, skriver Karen Sjørup.
Så fik vi for første gang en ligestillingsminister, som er ligestillingsminister først og derefter minister for nordisk samarbejde. Ikke at det var med hendes gode vilje. Det aflæstes tydeligt af Karen Ellemanns miner og kropssprog ved overdragelsen. Et skridt ned ad rangstigen derimod og uden eget ministerium. Ikke at ligestillingen nogensinde har haft sit eget ministerium, men blot en afdeling i et overordnet ministerium, men nu er de altså tre ministre i det magtfulde Udenrigsministerium med Anders Samuelsen som konge med to dronninger, en til hver hånd.
Ved oprulning af alle sine talenter lykkedes det dog Løkke at komme op på 9 kvindelige ministre, heraf fire uden eget ministerium, men dog ministerbil, hvor de så kan holde kontor på bagsædet. Men viljen var til stede, og andet ville jo også være problematisk, når regeringen både i den nye kulturkanon og i sin selvfremstilling i udlandet fremhæver Danmark som et land, hvor ligestilling råder. Alligevel kan man konstatere, at ligestillingen ikke nyder nogen høj prioritet i regeringsgrundlaget, halvanden side på side 82-83 i det 87 siders dokument.
Samtidig har de blå drenge fra de tre regeringspartier sat sig tungt på alle de magtfulde ministerier, regeringens koordinationsudvalg og økonomiudvalg. De havde grinet så godt sammen, som de sagde, da de kom ud fra regeringsforhandlingerne på Marienborg og samtidig synkront knappede den ene knap i jakken på de stort set ens jakkesæt, for at dække mavens tiltagende runding. Joakim B. Olsen, som følte sig snydt for et ministerium, blev så til gengæld formand for det ligeledes mandetunge Finansudvalg, mens den stærkt antifeministiske Ole Birk Olesen fik et mindre ideologisk ministerium, Transportministeriet og dermed kan overlade Tesla’en til konen.
Men hvad er det så Karen Ellemann skal høste sine succeser med på Ligestillingsområdet? Ja, for det første kan hun drage stor nytte af kombinationen med det nordiske og dermed finde argumenter for at øremærke barsel til mænd, sådan som man har gjort i de øvrige nordiske lande. Det er i overensstemmelse med regeringsprogrammets ønske om, at mænd holder mere barsel.
Hun kan også drage erfaringer af de andre landes evne til at integrere kvinder mere også i toppen af politik. Fx ved at de politiske partier bruger ”zippersystemet” (lynlåssystemet) og opstiller en kvinde på hver anden plads i opstilling af kandidater. Som det vil være mange bekendt, er det netop i forbindelse med politisk magt og indflydelse, at Danmark scorer lavt på internationale barometre.
Ifølge regeringsprogrammet skal man endnu en gang arbejde med det kønsbestemte uddannelsesvalg og sikre, at flere kvinder vælger IT og programmering som fag. Jeg vil foreslå, at man går en anden vej til en forandring, nemlig søger at rekruttere flere mænd til de meget kvindedominerede omsorgsfag. Det kan man gøre ved at stat, regioner og kommuner opfører sig som ordentlige arbejdsgivere og giver de ansatte i omsorgsfagene en ordentlig løn, der svarer til, hvad man får i tekniske fag på det samme uddannelsesniveau. For slet ikke at snakke om arbejdsvilkårene.
Ifølge Ligelønsloven skal man have lige løn for lige arbejde eller arbejde af samme værdi. Til trods for, at vi i Lønkommissionen kunne påvise, at der netop udbetales op til 50 pct. mere i løn på mandetunge områder, der er sammenlignelige med de kvindetunge områder, ville de offentlige arbejdsgivere ikke acceptere, at det faktisk svarede til ulige løn for arbejde af samme værdi. Det eneste, man ville acceptere, var, at der var en tendens til, at de offentlige arbejdsgivere betalte mere i løn for arbejde med ting end med mennesker, og at man betalte mere for udearbejde end for indearbejde.
På punkterne barsel, kvinder i politik og ligeløn, som udgør åbenbar kønsmæssig forskelsbehandling i den offentlige sektor og som er talmæssigt dokumenterbare, vil den nye ligestillingsminister kunne høste store succeser, hvis hun vil det og får tid, rum og ressourcer til det.
Ved oprulning af alle sine talenter lykkedes det dog Løkke at komme op på 9 kvindelige ministre, heraf fire uden eget ministerium, men dog ministerbil, hvor de så kan holde kontor på bagsædet. Men viljen var til stede, og andet ville jo også være problematisk, når regeringen både i den nye kulturkanon og i sin selvfremstilling i udlandet fremhæver Danmark som et land, hvor ligestilling råder. Alligevel kan man konstatere, at ligestillingen ikke nyder nogen høj prioritet i regeringsgrundlaget, halvanden side på side 82-83 i det 87 siders dokument.
Samtidig har de blå drenge fra de tre regeringspartier sat sig tungt på alle de magtfulde ministerier, regeringens koordinationsudvalg og økonomiudvalg. De havde grinet så godt sammen, som de sagde, da de kom ud fra regeringsforhandlingerne på Marienborg og samtidig synkront knappede den ene knap i jakken på de stort set ens jakkesæt, for at dække mavens tiltagende runding. Joakim B. Olsen, som følte sig snydt for et ministerium, blev så til gengæld formand for det ligeledes mandetunge Finansudvalg, mens den stærkt antifeministiske Ole Birk Olesen fik et mindre ideologisk ministerium, Transportministeriet og dermed kan overlade Tesla’en til konen.
Men hvad er det så Karen Ellemann skal høste sine succeser med på Ligestillingsområdet? Ja, for det første kan hun drage stor nytte af kombinationen med det nordiske og dermed finde argumenter for at øremærke barsel til mænd, sådan som man har gjort i de øvrige nordiske lande. Det er i overensstemmelse med regeringsprogrammets ønske om, at mænd holder mere barsel.
Hun kan også drage erfaringer af de andre landes evne til at integrere kvinder mere også i toppen af politik. Fx ved at de politiske partier bruger ”zippersystemet” (lynlåssystemet) og opstiller en kvinde på hver anden plads i opstilling af kandidater. Som det vil være mange bekendt, er det netop i forbindelse med politisk magt og indflydelse, at Danmark scorer lavt på internationale barometre.
Ifølge regeringsprogrammet skal man endnu en gang arbejde med det kønsbestemte uddannelsesvalg og sikre, at flere kvinder vælger IT og programmering som fag. Jeg vil foreslå, at man går en anden vej til en forandring, nemlig søger at rekruttere flere mænd til de meget kvindedominerede omsorgsfag. Det kan man gøre ved at stat, regioner og kommuner opfører sig som ordentlige arbejdsgivere og giver de ansatte i omsorgsfagene en ordentlig løn, der svarer til, hvad man får i tekniske fag på det samme uddannelsesniveau. For slet ikke at snakke om arbejdsvilkårene.
Ifølge Ligelønsloven skal man have lige løn for lige arbejde eller arbejde af samme værdi. Til trods for, at vi i Lønkommissionen kunne påvise, at der netop udbetales op til 50 pct. mere i løn på mandetunge områder, der er sammenlignelige med de kvindetunge områder, ville de offentlige arbejdsgivere ikke acceptere, at det faktisk svarede til ulige løn for arbejde af samme værdi. Det eneste, man ville acceptere, var, at der var en tendens til, at de offentlige arbejdsgivere betalte mere i løn for arbejde med ting end med mennesker, og at man betalte mere for udearbejde end for indearbejde.
På punkterne barsel, kvinder i politik og ligeløn, som udgør åbenbar kønsmæssig forskelsbehandling i den offentlige sektor og som er talmæssigt dokumenterbare, vil den nye ligestillingsminister kunne høste store succeser, hvis hun vil det og får tid, rum og ressourcer til det.
