#MeToo: Jeg var 13 år. Han var en lærer i 40'erne. Pludselig kørte han mig den forkerte vej, ud i en skov

Me Too er overalt – på få uger spredt fra en offentlig anklage mod filmproducenten Harvey Weinstein, til EU-kommissionen, til Islands regering og til den hjemlige andedam af sociale medier.

Senest er den engelske forsvarsminister trådt tilbage, fordi han skulle have lagt sin hånd på en journalists lår for 15 år siden, ligesom Kevin Spacey fra House of Cards er blevet frataget en pris for i 1984 at have gjort seksuelle tilnærmelser til en ung mandlig skuespiller.

Jeg kommer til at tænke på min egen tidlige erhvervskarriere, hvor jeg kom til offentligt at fortælle, hvordan en overordnet tilsvarende havde lagt sin hånd på mit lår. Jeg blev bedt om at skamme mig og i øvrigt undskylde min udtalelse, hvilket jeg dog ikke gjorde.

Det, vi dengang i rødstrømpernes basisgrupper delte i fortrolighed om mænd, som brugte deres position til at få seksuel adgang til yngre, afhængige eller underordnede kvinder, og om hjemlige ægtemænds og elskeres seksuelle overgreb, er nu blevet historier i verdenspressen gennem de sociale medier.

Politisér det private. Det var vores adgang til at udstille det, som er allermest intimt og allermest sårbart, og almengøre det i bevægelsens erfaring med mænd og deres sammenfletning i patriarkalske strukturer, som vi med selvfølgelighed forsøgte at nedbryde.

Men måske er det politiske momentum først til stede nu, eller måske er vi begyndt at betragte Twitter og Facebook som basisgruppe, hvor vi skamløst udstiller vore erfaringer med grænseoverskridende mænd og måske undgår med tavshed at overveje og udstille vores egen andel i miseren. Den utiltrækkende eller underordnede mands ugengældte flirt eller den tiltrækkende og magtfulde mands måske i nogle tilfælde kalkulerede og behagelige interesse.

Jeg vil gerne dele to #MeToo-bekendelser.

Den ene: Jeg var 13 år og på ferie hos noget familie. En fjern bekendt, en mand i 40’erne, som var på ferie med kone og børn samme sted, skulle køre mig hjem fra et arrangement. Men pludselig begyndte han at tale om, hvor sexede og indladende de store piger i den skole, hvor han underviste, var, og kørte den forkerte vej ud i den private skov og sagde, at vi skulle på skovtur.

Han stoppede et øde sted og bredte et tæppe ud, som vi skulle hygge os på. Der var ingen sodavand eller boller på den skovtur, så jeg satte mig på tæppet alleryderst og med ryggen til ham, og han opgav efter en tid yderligere forsøg på kontakt og kørte mig hjem. Jeg skammede mig og fortalte ingen om affæren, men undgik manden derefter. Man kunne sige, at han ikke havde foretaget noget seksuelt overgreb, men at han formentlig havde det i sinde og måske ovenikøbet også havde forsøgt sig med sine elever i skolen.

Den anden: Jeg var i 40’erne, på vej i flyveren fra Sydamerika til Europa. Ved siden af mig sad en høj, flot mand – efter eget udsagn en berømt klassisk musiker. Jeg gjorde mit bedste for at indlede en flirt, men han var ikke tilgængelig for en som mig. Han sad og kiggede i et mandeblad med flotte mandlige modeller, så jeg ræsonnerede, at han ikke havde kvindekønnet som begærsretning. Men da lyset blev slukket, og vinduerne rullet for, og passagererne var lagt til at sove med puder og tæpper, begyndte musikerens fingre at vandre på min krop.

Jeg afventede – tænkte: Hvor langt tør han gå? – men indså hurtigt, at han allerede var langt længere end min fantasi rakte til og tildelte ham derfor et hårdt albuestød i brystet, hvorefter han blev ganske lammet og al kommunikation ophørte. Men da jeg stod i Frankfurt og ventede på næste fly, følte jeg mig møgbeskidt, voldtaget og parat til at anmelde det. Ikke at det havde nogen gang på jord, men jeg følte mig uretfærdigt og voldeligt behandlet, selv om det var mig der havde besvaret berøringen med vold.

Den tredje, for nylig, nu hvor jeg er i 60’erne. En ung, blond, pæn mand er i sin bil lige ved at køre ind i mig i min bil, jeg ruller vinduet ned og kritiserer sikkert ganske ophidset, at han ikke overholdt sin vigepligt, hvorpå han udstøder Smatso!, og hastigt forføjer sig bort.

Mange ville nok ikke kalde det det et seksuelt overgreb, men hvad var det så? Mangel på almindelig ordentlig omgangstone? En nedvurdering af den ældre kvindes krop, som ikke en gang kan begæres? Eller en presset mands yderst rimelige vrede over at en kvinde vovede at betvivle hans evner som bilist?

Ikke desto mindre handler det i de konkrete tilfælde om, hvorvidt man er i stand til at handle og dermed forhindre det intenderede overgreb, eller om overgrebet er indfiltret i en række forhandlinger mellem penge, sex og magt, hvor kvinden ofte sættes i en situation, hvor hun forventes eller blot falder ind i den flirt, som samtidig langsomt, men effektivt kønner og afprofessionaliserer hende. I visse tilfælde kan det sikkert modsat være adgangen til en forfremmelse eller andre professionelle privilegier som at komme med på en forretningsrejse.

Måske består det internationale politiske momentum netop i kraft af, at vi kvinder i højere grad har fået noget at have vores professionalitet og selvfølelse i, og diskursen med dramatisk kraft har ændret retning. At skammen ikke længere påføres kvinden men i stedet den overgribende mand.

Det, der forarger mig mest, og som må handles på, er der, hvor overgrebene retter sig mod et stort barn, som ikke selv kender til sin seksuelle appeal; der hvor mænd udnytter en professionel position til at afkræve seksuelle ydelser og gengældt tiltrækning; der hvor en flirtende interesse og respons bruges til at degradere en kvindes kunnen og professionalitet.

En revolution i kønsforholdet eller en storm i et glas vand? Lige nu ligner det en lavine, en shitstorm mod den vestlige verdens mest magtfulde mænd, som blot vokser sig større og større i de sociale mediers stærkflydende strøm, et medie, hvor kvinder ikke kan holdes nede eller reduceres til krop og seksualitet, men derimod får et talerør for årtiers opsparede vrede.