Kan vi blot kopiere den islandske barselsmodel for fædre?
De islandske fædre kan glæde sig over at have tre måneders øremærket barsel, men derudover er de danske fædres forhold generelt bedre, skriver Karen Sjørup, som er køns- og ligestillingsforsker på RUC.
I Island fik man tilbage i 2001 med stor international bevågenhed en barselsorlovsmodel, som helt ligestillede forældrene. Tre måneder øremærket til hver forælder og tre måneder, de kunne dele, som de ville. Og hele vejen igennem en barselsydelse på 80 procent af den løn, som man fik året før.
Det skete i lyset af de meget gode økonomiske konjunkturer på Island i de år med nul arbejdsløshed, internationale investeringer og stort vellevned. Ligesom der også året forinden blev gennemført et forsøg, hvor et antal fædre i Reykjavik kommune afprøvede ordningen. Forsøget udførtes for EU-midler og resulterede bl.a. i en video, der viste de glade islandske forældre, som blev distribueret i hele EU-landskabet.
Her i Danmark var vi mange, der var inspireret af den islandske model, bl.a. den daværende Poul Nyrup regering, men ved regeringsskiftet til Anders Fogh Rasmussens liberalt/konservative regime blev der i 2002 vedtaget den nugældende barselsmodel, hvor barselsorloven er på 56 uger, 18 uger reserveret til moderen, 2 uger til faderen og 32 uger, de kan dele, som de vil. På det tidspunkt var det en fordobling af den barselsorlov, man hidtil havde haft, men en halvering af den tid, der var øremærket faderen. Dermed faldt kvindernes aktivitet på arbejdsmarkedet med ca. et halvt år per barn.
Netop dette princip om den frie ret til at dele barselsorloven, som forældrene nu helst vil, er blevet et mantra for den liberale tankegang her i landet, og det vandt jo også igen i 2011, hvor Socialdemokraterne fraveg deres politik om tre måneders barselsorlov til mænd gennem dagene i det Sorte Tårn, da de radikale fastholdt det liberale princip. Det er da i udgangspunktet også et smukt princip, som det umiddelbart er svært at blive uenig i. Men man træffer nu engang ikke beslutninger i et neutralt rum, og i realiteten har det ført til, at fædrene i dag kun tager i gennemsnit ca. 10 procent af den samlede barselsorlov. Svarende i 2014 til 24 dage. Og det er et tal, som kun vokser meget langsomt.
Og hvorfor det, kunne man så spørge? Ja, en af grundene er utvivlsomt, at der for de fleste lønmodtagere er fuld løn i den første halvdel af orloven, som moderen typisk tager, mens der, når mændene kommer til, kun er dagpengeniveauet tilbage. Det lever de fleste kvinder med, men for mændene er forskellen mellem dagpenge og fuld løn som regel større, og det er de fleste fædre ikke så motiverede til, især når de har fået endnu et medlem af familien at forsørge. Forsørgerrollen betyder ifølge mandeforskere stadig meget for mænds identitet og selvfølelse,
Der er imidlertid mange mænd, som har fået ret til fuld løn under barsel gennem deres overenskomst eller individuelle lønaftale, bl.a. de offentligt ansatte mænd får 9 uger, og mange ledere og specialister i det private har fået ret til fuld løn under barsel typisk i tre måneder som en del af deres individuelle lønaftale. Så mænds barselsrettigheder er blevet aftale- og overenskomststof på det danske arbejdsmarked, mens kvinders rettigheder i højere grad er lovstof.
Samtidig er det formentlig stadig hos mange mænd, i mange familier og på mange arbejdspladser helt fremmed, at en mand skulle gå på barsel. Mange mænd har utvivlsomt det svært med at udfylde tiden, mens de er på barselsorlov, og har svært ved at blende ind i mødregrupper, efter fødsels træning, mor/barn biografbesøg eller at indstille deres tidsstruktur efter barnets behov. De fleste mødre har det samme problem, men har nok vænnet sig til, at det var deres eget problem, fordi det har passet ind i konventionerne for den vellykkede familie.
Men tilbage til Island: Velstanden varede som bekendt ikke ved i det islandske samfund og finanskrisen ramte hårdt i 2008. Det betød, at man lagde loft (ca. 18.500 danske kr.) over den indtægt, hvoraf man kunne få de 80 procent i barselsrefusion. Hvor mænd før da på Island tog i gennemsnit 100 dages barselsorlov, faldt dette tal til 75 dage i gennemsnit i 2014. Især falder antallet af barselsdage, som mænd tager, typisk i de vellønnede grupper, som har en indtægt over loftet og derfor relativt får mindre kompensation. Man har siden vedtaget at forlænge orloven, men denne vedtagelse er endnu ikke realiseret.
Yderligere har man på Island stadig det problem, at der er få offentlige dagpasningstilbud til børn under 2 år, hvorfor mange er nødt til at tage ekstra ubetalt orlov eller skaffe anden privat pasning, mens pladsgarantien i Danmark betyder, at man kan regne med offentlige pasningstilbud fra barnet er 1 år og dermed umiddelbart efter orlovens afslutning.
Så hvad kan man så lære af Island? Ja, først og fremmest at mændene skal have en periode, som er øremærket til dem. Men ikke så meget mere end det!
Fædrene bør have fuld lønkompensation i denne periode, hvis de skal begynde at tage mere barselsorlov. Da der alligevel i dag er rigtig mange lønmodtagere, som har en sådan ordning, dog minus øremærkningen, vil omkostningerne til en sådan blive relativt begrænset. Især hvis man holder sig inden for den samlede ramme af 56 uger.
Det ville være godt for et mere fælles forældreskab også til de helt små børn, det vil gøre børns forhold til deres far tættere og gøre det nemmere for kvinder at komme i gang igen efter barsel. Og være et plus for ligestillingen for begge køn.
Derfor, nej, vi kan ikke bare kopiere den islandske model. Den danske er de facto blevet væsentligt bedre end den islandske, idet der er fuld lønkompensation for de fleste mødre i 6 måneder og for mange fædre i 2-3 måneder og en samlet barselsorlov på et år en fire uger mod Islands 9 måneder. Det er kun de tre måneders øremærkning af fædrene, vi mangler. Ligesom den danske daginstitutionsmodel med pasning til alle børn fra 1-årsalderen faktisk er unik i Europa og har været en væsentlig dynamo for kvindernes uddannelse, karrieremuligheder og arbejdsmarkedsdeltagelse.
Kilde: EU-projektet Exchange of good practice on gender Equality. The role of men in gender Equality. Islandsk paper ved Gudny Bjørk Eydal, dansk paper ved Karen Sjørup. Helsinki 2014.
Det skete i lyset af de meget gode økonomiske konjunkturer på Island i de år med nul arbejdsløshed, internationale investeringer og stort vellevned. Ligesom der også året forinden blev gennemført et forsøg, hvor et antal fædre i Reykjavik kommune afprøvede ordningen. Forsøget udførtes for EU-midler og resulterede bl.a. i en video, der viste de glade islandske forældre, som blev distribueret i hele EU-landskabet.
Her i Danmark var vi mange, der var inspireret af den islandske model, bl.a. den daværende Poul Nyrup regering, men ved regeringsskiftet til Anders Fogh Rasmussens liberalt/konservative regime blev der i 2002 vedtaget den nugældende barselsmodel, hvor barselsorloven er på 56 uger, 18 uger reserveret til moderen, 2 uger til faderen og 32 uger, de kan dele, som de vil. På det tidspunkt var det en fordobling af den barselsorlov, man hidtil havde haft, men en halvering af den tid, der var øremærket faderen. Dermed faldt kvindernes aktivitet på arbejdsmarkedet med ca. et halvt år per barn.
Netop dette princip om den frie ret til at dele barselsorloven, som forældrene nu helst vil, er blevet et mantra for den liberale tankegang her i landet, og det vandt jo også igen i 2011, hvor Socialdemokraterne fraveg deres politik om tre måneders barselsorlov til mænd gennem dagene i det Sorte Tårn, da de radikale fastholdt det liberale princip. Det er da i udgangspunktet også et smukt princip, som det umiddelbart er svært at blive uenig i. Men man træffer nu engang ikke beslutninger i et neutralt rum, og i realiteten har det ført til, at fædrene i dag kun tager i gennemsnit ca. 10 procent af den samlede barselsorlov. Svarende i 2014 til 24 dage. Og det er et tal, som kun vokser meget langsomt.
Og hvorfor det, kunne man så spørge? Ja, en af grundene er utvivlsomt, at der for de fleste lønmodtagere er fuld løn i den første halvdel af orloven, som moderen typisk tager, mens der, når mændene kommer til, kun er dagpengeniveauet tilbage. Det lever de fleste kvinder med, men for mændene er forskellen mellem dagpenge og fuld løn som regel større, og det er de fleste fædre ikke så motiverede til, især når de har fået endnu et medlem af familien at forsørge. Forsørgerrollen betyder ifølge mandeforskere stadig meget for mænds identitet og selvfølelse,
Der er imidlertid mange mænd, som har fået ret til fuld løn under barsel gennem deres overenskomst eller individuelle lønaftale, bl.a. de offentligt ansatte mænd får 9 uger, og mange ledere og specialister i det private har fået ret til fuld løn under barsel typisk i tre måneder som en del af deres individuelle lønaftale. Så mænds barselsrettigheder er blevet aftale- og overenskomststof på det danske arbejdsmarked, mens kvinders rettigheder i højere grad er lovstof.
Samtidig er det formentlig stadig hos mange mænd, i mange familier og på mange arbejdspladser helt fremmed, at en mand skulle gå på barsel. Mange mænd har utvivlsomt det svært med at udfylde tiden, mens de er på barselsorlov, og har svært ved at blende ind i mødregrupper, efter fødsels træning, mor/barn biografbesøg eller at indstille deres tidsstruktur efter barnets behov. De fleste mødre har det samme problem, men har nok vænnet sig til, at det var deres eget problem, fordi det har passet ind i konventionerne for den vellykkede familie.
Men tilbage til Island: Velstanden varede som bekendt ikke ved i det islandske samfund og finanskrisen ramte hårdt i 2008. Det betød, at man lagde loft (ca. 18.500 danske kr.) over den indtægt, hvoraf man kunne få de 80 procent i barselsrefusion. Hvor mænd før da på Island tog i gennemsnit 100 dages barselsorlov, faldt dette tal til 75 dage i gennemsnit i 2014. Især falder antallet af barselsdage, som mænd tager, typisk i de vellønnede grupper, som har en indtægt over loftet og derfor relativt får mindre kompensation. Man har siden vedtaget at forlænge orloven, men denne vedtagelse er endnu ikke realiseret.
Yderligere har man på Island stadig det problem, at der er få offentlige dagpasningstilbud til børn under 2 år, hvorfor mange er nødt til at tage ekstra ubetalt orlov eller skaffe anden privat pasning, mens pladsgarantien i Danmark betyder, at man kan regne med offentlige pasningstilbud fra barnet er 1 år og dermed umiddelbart efter orlovens afslutning.
Så hvad kan man så lære af Island? Ja, først og fremmest at mændene skal have en periode, som er øremærket til dem. Men ikke så meget mere end det!
Fædrene bør have fuld lønkompensation i denne periode, hvis de skal begynde at tage mere barselsorlov. Da der alligevel i dag er rigtig mange lønmodtagere, som har en sådan ordning, dog minus øremærkningen, vil omkostningerne til en sådan blive relativt begrænset. Især hvis man holder sig inden for den samlede ramme af 56 uger.
Det ville være godt for et mere fælles forældreskab også til de helt små børn, det vil gøre børns forhold til deres far tættere og gøre det nemmere for kvinder at komme i gang igen efter barsel. Og være et plus for ligestillingen for begge køn.
Derfor, nej, vi kan ikke bare kopiere den islandske model. Den danske er de facto blevet væsentligt bedre end den islandske, idet der er fuld lønkompensation for de fleste mødre i 6 måneder og for mange fædre i 2-3 måneder og en samlet barselsorlov på et år en fire uger mod Islands 9 måneder. Det er kun de tre måneders øremærkning af fædrene, vi mangler. Ligesom den danske daginstitutionsmodel med pasning til alle børn fra 1-årsalderen faktisk er unik i Europa og har været en væsentlig dynamo for kvindernes uddannelse, karrieremuligheder og arbejdsmarkedsdeltagelse.
Kilde: EU-projektet Exchange of good practice on gender Equality. The role of men in gender Equality. Islandsk paper ved Gudny Bjørk Eydal, dansk paper ved Karen Sjørup. Helsinki 2014.
