"Hurra for Island!"
Island har indført en lov, der skal fjerne uligeløn - og hurra for det, mener kønsforsker Karen Sjørup. Men intentionen kan være svær til at få til at fungere i praksis. I hvert fald er det mislykkedes i Danmark, skriver hun på bloggen.
I Island har man nu vedtaget et redskab, hvor alle virksomheder skal optjene en ligelønscertificering ved at indberette, hvordan man agter at arbejde med ligeløn frem til 2021. I denne skal der indgå en jobvurdering, som skal fjerne ulige løn, som ikke er skabt gennem forskellig anciennitet, forskelligt uddannelsesniveau, forskelligt ansvarsniveau m.m.
Loven kritiseres allerede nu for at være unødigt bureaukratisk og indviklet, og man aner således, at den vil blive meget upopulær blandt nogle virksomhedsledere og netop derfor måske ikke vil komme til at virke.
Det helt store problem, både i Island og Danmark, er, at det kun i få tilfælde er et spørgsmål om ligeløn for samme arbejde, men derimod et spørgsmål om lige løn for arbejde af samme værdi.
Da vi i Danmark i Lønkommissionen i 2010 fremlagde kommissionens rapport, havde vi i en undergruppe gennemført en række sammenligninger af typiske mande- og kvindejobs på samme niveau og var kommet frem til det resultat, at der i visse sammenlignelige jobs i den offentlige sektor var op til 40-50 procents forskelle til mandejobbenes favør.
Men selv om beregningerne fremgår af Lønkommissionens rapport, ønskede hverken de offentlige arbejdsgivere eller en del af fagforeningernes repræsentanter at acceptere, at forskellene var er udtryk for ulige løn for arbejde af samme værdi.
Dermed fik rapporten ikke nogen aftryk i form af et redskab til at vurdere forskellige jobs sammenlignelige værdi, eller for ligelønnen som sådan. Forskellen består stadig.
Men det kan jo være, at de stærke kvindelige politikere og aktivister i Island er i stand til at kæmpe et tilsvarende projekt igennem. Ikke mindst fordi de islandske kvinder er sejere og bedre uddannet end mændene, som hyppigere forlader skolen i en ung alder for at komme ud at tjene penge til bil eller båd.
Samtidig har Island vundet en stor international opmærksomhed for gennemførslen af en lang barselsorlov til fædre, som i øvrigt blev gennemført med et EU-finansieret pilotprojekt, der allerede i nullernes start fik politikere og kønsforskere til at flokkes til Island for at se de barslende fædre in real life.
Alligevel er der gennem den økonomiske krise sket et fald i andelen af mænd, der tager barsel, ikke mindst efter der er kommet et loft på den kompensation, som fædrene på barsel kan regne med, hvilket gør den uattraktiv for vellønnede fædre.
Men udgangspunktet i den nuværende økonomiske højkonjunktur i dag, såvel som den i nullerne, hvor der er stor efterspørgsel efter også den kvindelige del af arbejdsstyrken, der ikke kan udfyldes af de mange østarbejdere, som også er kommet til Island, kan man måske have held med at skabe opbakning for en fair og lige aflønning af kvinder og mænd, hvis man altså når det før endnu en økonomisk krise.
Det er nemlig velkendt inden for kønsforskningen, at ligestillingspolitikkerne især blomstrer i opgangstider, men køres ud på et sidespor i økonomisk slunkne år.
Man kunne også sige, at til trods for den kønsmainstreaming, som siden 1990erne har været officiel ligestillingsstrategi både her og der, altid har hersket en patriarkalsk hovedstrøm, der som en usynlig mekanisme har det med at genopfinde mandlige privilegier i ledelsesrekruttering, i politiske organer og i arbejdslivet.
Men det er intet mindre end fantastisk, hvis den islandske model for ligeløn faktisk fungerer, og resten af verden kan komme på besøg for at betragte et enestående økonomisk ligestillet samfund. Tillykke på forhånd til Island.
